‘George Michael: The Faith Tour’: Biografaktuel George Michael-koncertfilm er som at være der selv
FILM. Mange koncertfilm skildrer de organisatoriske omstændigheder omkring selve den musikalske begivenhed. Måske fordi man gerne vil klæde seerne på, så de føler sig som en del af det maskineri, der udspiller sig i forbindelse med koncerter.
I Baz Luhrmanns nylige ‘EPiC – Elvis Presley in Concert’ var vi således med både med under planlægningen og i øvelokalet.
At være fluen på væggen i hele forløbet er til gengæld ikke instruktørerne David Austin og Andy Morahans ærinde i ‘George Michael: The Faith Tour’. Her får musikken lov til at være totalt i fokus.
Fraregnet en intro-sekvens, hvor hovedpersonen fortæller kort om tilblivelsen af sit første soloalbum ‘Faith’ fra 1987, handler det udelukkende om selve koncerten i Paris’ ikoniske arena Palais Omnisports de Bercy, hvor han optræder i forbindelse med sin første verdensturné i eget navn efter succesen som den ene halvdel af Wham!
Og koncerten kan snildt stå i sin egen ret. Ikke mindst takket være gavmild brug af hele 16 kameraer i synkroniseret optagelse og med vinkler, som konstant indfanger den euforiske stemning i en sådan grad, at man føler, at man selv deltager i seancen.
Oprindeligt lod George Michael sine koncerter i Paris filme med henblik på en musikvideo til sangen ‘Monkey’, der var den sjette single fra ‘Faith’-albummet. Hvilket både siger noget om, hvor massivt og fuldkomment den britiske popstjerne slog igennem med sit første soloudspil. Men også noget om den kunstneriske kvalitetskontrol, han havde over hele sit oeuvre.
Når man således sidder med en hel guldgrube fra en verdensstjerne i livemæssig topform, er det en fornuftig disposition at offentliggøre hele baduljen, så nu foreligger alle optagelserne fra koncerten i Paris.
Publikum er en konstant vuggende, klappende og deltagende organisme. At lemmerne aktiveres, er ikke så sært, eftersom vores helt på scenen ansporer til fysisk udfoldelse ad libitum. Hvad enten han vrikker lystigt med røven, snurrer rundt om sig selv, spurter frem og tilbage på scenens forskellige niveauer eller hidkalder sin bassist til et medrivende solo-spot.
George Michael anno 1988 er en sanger og performer i peak fitness condition og at han her små ti år efter sin død stadig har en status som et uomgængeligt musikikon konsolideres i de indfølte versioner af ‘Father Figure’, ‘One More Try’, Stevie Wonders ‘Love’s in Need of Love Today’, Aretha Franklin-duetten ‘I Knew You Were Waiting (For Me)’ og ‘Careless Whisper’, der antænder det helt store lightershow i salen.
De mange kameraer, vinkler og klip gør, at man hele tiden føler sig underholdt og holder koncentreret fokus på begivenheden, som den udspiller sig.
Det bliver således nærmest en lille fortælling i sig selv, hvorvidt Michael tager imod den rose, som en fan på en af de forreste rækker meget ihærdigt forsøger at fange hans opmærksomhed med ad flere omgange.
Koncerten er et fantastiske studie i publikumsinteraktion fra start til slut, og da ‘Faith’ præsenteres i form af visuelle cues fra musikvideoen (som alle forsamlede tydeligvis er bekendt med) er det et øjeblik, hvor fællesskabet lige ryger op på næste niveau.
Da seancen slutter med en pompøs finale, hvor scenekonstruktionen lukker sig omkring den veloplagte hovedperson til tonerne af et højstemt orgel, er det en passende og fin konklusion på det, vi har bevidnet.
‘George Michael: The Faith Tour’ rummer og indfanger så mange engagerende øjeblikke, at man på intet tidspunkt savner, at koncertfilmen er mere end selve begivenheden.
Kort sagt:
Man føler sig virkelig som en del af publikum, når en yderst veloplagt George Michael synger den vrikkende røv ud af bukserne i fornemt klippet koncertfilm, som virkelig indfanger stemningen fra popstjernens første soloturné i 1988.