J. Cole tabte hverken pusten eller publikum i Royal Arena
KONCERT. Det kan være en blandet oplevelse at gå til hiphopkoncerter, særligt når det gælder nyere rapartister med begrænset sceneerfaring. Lidt for ofte har de svært ved at forløse musikken live og levere meget andet end rå energi.
Derfor var det en stor fornøjelse, da Royal Arena mandag aften fik besøg af en amerikansk rapstjerne, der virkelig kan rappe. Også live.
J. Cole, som besøgte Danmark for første gang i ni år, er tydeligvis formet af den gamle skole, der går mere op i bars end vibes. Det viste han senest på det længe ventede dobbeltalbum ‘The Fall-Off’, hvor han i stil med forbilledet Nas udfolder sig som historiefortæller og tegner et portræt af hjembyen Fayetteville i North Carolina over flere årtier.
The Ville var også inspirationskilde til scenografien, hvor en replika af det lokale rådhus tårnede op, omgivet af træer, græs og Coles gamle Honda Civic (som han også kørte rundt i under albumpromoveringen).
Modsat mange af tidens arenashows rakte scenekonstruktionen ikke ud i rummet. J. Cole sørgede dog alligevel for at mænge sig med sine fans. Til manges overraskelse startede han nemlig showet på en stol blandt tilskuerrækkerne.
Den siddende, hætteklædte hovedperson lagde fra land med ‘The Fall-Off’s andet åbningsnummer, ’39 Intro’.
Det består at et henslængt sangstykke, der heller ikke live var nær så inciterende som Coles fysiske tilstedeværelse, men også af et længere, uptempo rapvers. Dét leverede Cole usvigeligt sikkert, mens han slentrede ned ad trapperne, tværs over skaren på gulvet og op på scenen, inden han smed hættetrøjen.
Hans forbilledlige raplevering var lykkeligvis symptomatisk for hele showet. Gennem 105 minutter klarede Cole sig helt uden en backup-rapper eller en backing-vokal på sine vers, men han blev alligevel aldrig forpustet. En imponerende præstation, som stod i kontrast til ASAP Rockys optræden på samme scene for knap to måneder siden.
Til gengæld kunne han måske godt have ladet sig inspirere en my af kollegaens spektakulære sceneshow. For Coles scenografi blev inddraget forbavsende lidt.
Han var lige oppe at gå på førstesalens tagterrasse en enkelt gang i starten af koncerten, men eller holdt han sig forrest på scenen. Bilen blev hejst op under loftet og vendte tilbage et par gange, men derudover stod rådhusurets visere og storskærmen bag bygningen for den visuelle dynamik sammen med lamper og røgkanoner.
Det kunne derfor undre, at Cole havde gemt sit liveband væk. Ja, efter en time italesætte han, at der befandt sig et helt orkester i kulissen.
Musikerne gav de forskellige backingtracks ekstra krydderi i form af blandt andet trommer, guitar og korsang, men de fik kun lov til at vise sig flygtigt. En enkelt gang, under ‘The Let Out’, dukkede en guitarist og en bassist frem foran rådhuset, og derudover blev bandet kun vist kortvarigt på storskærmen.
De trofaste musikere blev alle nævnt i rulletekster på samme skærm til slut. Men hvorfor ikke give dem mere shine – særligt når sceneshowet er relativt statisk?
Nuvel, folk var kommet for at se J. Cole, og han levede bestemt også op til forventningerne som performer og tilstedeværende vært. Han gav sig god tid til at mærke publikum og interagerede også flere gange spontant med de forreste fans, herunder en tidligere North Carolina-beboer med en dansk hustru.
Gennem både tunge bangers som ‘Two Six’, ’Who TF Iz U’, ‘Middle Child’ og ‘Old Dog’ og mere melodiske skæringer som ‘Power Trip’, ‘In the Morning’ og ‘Lights Please’ havde han hele arenaen i sin hule hånd. De fremmødte hjalp også gerne til med at rappe på både nye og gamle hits.
‘Nobody’s Perfect’ blev således fremført stort set a capella i tæt samarbejde mellem Cole og de velvillige fans. Derefter kom en genialt forløsende belønning i form af de gamle hits ‘Work Out’ og ‘Can’t Get Enough’, som skabte en smittende, varm energi i salen.
Visse sange på sætlisten spillede Cole dog først og fremmest for sin egen skyld. Det bekendtgjorde han, inden han rundede koncerten af med en ikke så oplagt slutsang.
Det introspektive ‘The Fall-Off’-nummer ‘Quik Stop’ indbød ikke til fællessang. Til gengæld rappede J. Cole nok en gang så skarpt og levende, at man hellere end gerne ville tie stille og lytte.
Kort sagt:
Det ville have klædt J. Coles koncert i Royal Arena med et mere dynamisk sceneshow – eventuelt med tilstedeværelsen af livebandet, som var gemt væk i kulissen. Den amerikanske stjerne imponerede imidlertid med en sikker optræden, hvor han rappede forbilledligt skarpt.