J. Cole giver et opfindsomt modsvar til sine kritikere på det mytiske dobbeltalbum ’The Fall-Off’
ALBUM. I 2024 gjorde J. Cole noget uhørt i hiphopkredse: Han sagde undskyld.
Rapstjernen tog kortvarigt del i beefen mellem Drake og Kendrick Lamar med et disstrack rettet mod sidstnævnte, men fortrød allerede to dage senere og fjernede sågar nummeret fra streamingtjenesterne.
Ikke en handling, der giver voldsomt meget street cred. Men så sent som i sidste måned kunne Cole på surprise-mixtapet ’Birthday Blizzard ’26’ melde ud, at han egentlig er ret ligeglad.
Med det af vejen gjorde han klar til udgivelsen af sit nærmest mytiske, syvende og angiveligt sidste album, ’The Fall-Off’, som han har teaset siden 2018. Siden da har ’The Fall-Off’ udviklet sig til et 24 numre langt dobbeltalbum, hvor Cole slutter cirklen, han begyndte med debutmixtapet ’The Come Up’ i 2007.
Den ærgerrige debut handlede om at rejse til New York i forsøget på at bevise sig selv og slå igennem. Nu ser den 41-årige rapper tilbage på sit liv og ikke mindst sin hjemby, Fayetteville i North Carolina.
Første halvdel er inspireret af de tanker, han som 29-årig fik under en tur tilbage barndomskvarteret, og på anden halvdel reflekterer han over et tilsvarende besøg til »the Ville« i en alder af 39 år.
Dermed kigger J. Cole først og fremmest indad på sit nye dobbeltværk. Heldigvis for det.
Gennem karrieren har han oftest været stærkest, når han ærligt og følsomt delte ud af sine personlige historier.
Fra det usikre første seksuelle møde på ’Wet Dreamz’ og et abortspørgsmål på ’Lost Ones’ til den famøse refleksion over at have skuffet forbilledet Nas på ’Let Nas Down’. I forlængelse af disse ligger ’The Fall-Off’s bedste sange, hvor J. Cole udmærker sig som konceptuel historiefortæller.
Netop Nas er formentlig inspirationskilden til vellykkede ’The Fall-Off is Inevitable’, hvor Cole genkalder sig højdepunkter fra sit liv, men i omvendt rækkefølge, ligesom Nas gjorde det på ’Stillmatic’-sangen ’Rewind’. Konceptet bringer effektfuldt fortiden i et nyt lys, som da han ser sin fraværende far komme tilbage ind i sit liv i stedet for at forlade det.
Et andet højdepunkt er ’Safety’, hvor Cole rapper fra sine gamle hjemmedrenges perspektiv som en række opkald og voicemails. I det rørende tredje vers ser han med fortrydelse tilbage på sin behandling af den gamle ven Quay, som han tog afstand fra, fordi vedkommende var homoseksuel.
Desværre falder ’The Fall-Off’ gevaldigt i kvalitet, når J. Cole bevæger sig væk fra sit usvigeligt sikre rapflow. Flere steder kaster han sig nemlig ud i rendyrket sang og blotlægger sine begrænsninger som vokalist.
For eksempel får vi det småkuriøse rockeksperiment ’The Let Out’, som havde været et langt mere forfriskende og mindre monotont indslag, hvis han havde fået en anden til at synge omkvædet. Det bliver ikke bedre på ’Only You’, hvor gæsten Burna Boy ikke overraskende outshiner ham med længder.
Cole er langt mere overbevisende, når han dyrker et oldschool boombap-udtryk og hylder sine rappende idoler. Det gør han for eksempel på ’Life Sentence’ og ’The Villest’, der i omkvædene låner fra henholdsvis DMX (‘How’s It Goin’ Down’) og Outkast (‘Elevators (Me & You)’), og på ’I Love Her Again’, som er en slags nyfortolkning af Commons ’I Used To Love H.E.R.’.
Det ultimative konceptuelle throwback til hiphophovederne kommer på ’What If’, hvor J. Cole rapper gennem 2Pac og The Notorious B.I.G. og efterligner deres flows. I første vers leverer han fra Biggies perspektiv et forsonende brev til rivalen, og i andet vers godtager Tupac undskyldningen.
»What if the bullshit never got in the way? / I’d still have my n**** to this day«, rapper J. Cole i noget så sjældent som et anti-disstrack, en opfindsom eftertanke til hans fravalg af Kendrick-Drake-konflikten. Med det fiktive scenarie spejler han sig i de to hiphopikoner, der måske, ligesom ham, følte sig presset af den hårde beef-kultur forstærket af både medier og fans.
Denne fraskrivelse indebærer ikke, at J. Cole er helt færdig med at leverede attitudefuld blærerap. ’Two Six’ og ’Old Dog’ er for eksempel to energifyldte bangers, hvor han med stolthed repræsenterer hjemstavnen. Anderledes tilbagelænede ’Drum n Bass’ er en afvisning af kritiske kommentarer fra de folk, som ikke kan sætte sig ind i hans situation.
J. Cole viser altså, at han ikke er bange for at slå fra sig verbalt. Han vil bare gøre det på sine egne præmisser.
Kort sagt:
På det længe ventede dobbeltalbum ’The Fall-Off’ reflekterer J. Cole over liv, karriere og forholdet til hjembyen Fayetteville. Flere eksperimenter kunne man godt have undværet, for Cole er klart bedst, når han vender blikket indad, dyrker sine hiphopforbilleder og agerer rappende historiefortæller.