Antony and the Johnsons – sjælden smuk sang

Guds veje er uransagelige. Efter en aften i intimt selskab med Antony & The Johnsons føler man både forbløffelse og dyb beundring, over hvilke utrolige mennesker der bliver plantet mellem os. Antony er en lille pige, der lever i en kæmpe mand med en storslået falsetstemme.

Bakket op af bas, akustisk guitar, violiner, cello og med et klaver for sine store fingre var et stuvende fyldt Loppen vidne til en af de meget få koncerter, hvor man tænker: “Her ser jeg en levende legende, inden han har fået tildelt sin status”. Det var både så tindrende smukt og til tider så hjerteskærende sørgmodigt, at øjnene duggede.

I behagelig kontrast var Antonys gode humør mellem sangene og den konstante og ofte abrupte kommunikation med publikum. Som en kolossal androgyn indianer var Antony kommet i svedhytte på Christiania. Efter at have svedt tran gennem de fem første numre, konstaterede han ironisk, men venligt: “It’s getting better now. Those damn hippies have made it colder” og klukkede af grin.

Det var en meget rørende næsten to timer lang musikalsk oplevelse, hvor eneste minus var den ulidelige varme. Loppens intimitet er guld værd, men heldhedsindtrykket havde fået det sidste hak opad, hvis koncerten retmæssigt havde foregået på et sted med højere til loftet – og måske endda med borde og siddepladser.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at Antony & The Johnsons coverversioner af Velvet Undergrounds ‘Candy Says’ og Leonard Cohens ‘Guests’ var brilliante. Og ej heller, at der er oplagte klassikere i egne numre som ‘For Today I’m a Boy’, ‘I Fell in Love With a Dead Boy’ og aftenens absolutte højdepunkt ‘Hope There Is Someone’. En gribende sang, hvis dramatiske finale får ens øjne på stilke efter det magiske øjeblik, hvor den lille pige bryder ud af den store mandekrop.