R.A. The Rugged Man – overflødigt

Søndag er udflugtsdag. Skoven, parken eller søndagsbrunchen er populære mål for weekendnydende københavnere. For københavnske hiphop fans er et yndet søndagsudflugtsmål Loppen, der ofte byder på en hiphop godbid at afslutte weekenden på. Denne søndag var ingen undtagelse og R.A. the Rugged Man og Black Market, bestående af Killah Priest, Timbo King og Hussein, skulle klemmes ind på Loppens trange scene.

Black Market indtog først scenen og proklamerede straks, at de “are out here to have some fun”. Fedt!, hvis bare ikke “fun” var lig useriøsistet, ligegyldigt ævl og total mangel på struktur. En halv time tog det de tre rappere at gennemføre, hvad de kunne have klaret på den halve tid, hvis de ikke havde brugt tiden på ligegyldige kommentarer, salgstaler og en pivfalsk Killah Priest-sunget version, af afdøde Ol’ Dirty’s ‘Shimmy Shimmy Ya’.

Samtidig var der ingen sammenhæng i en koncert, der hovedsageligt bestod af enkeltstående vers fra diverse Killah Priest numre. Rapmæssigt var Timbo King en parentes og rent fyld på scenen og var henvist til hypeman rollen, hvilket heller ikke gik særligt godt. De gange, hvor Killah Priest ville støtte sig op af sin hypeman, var stilhed ofte det eneste, der kom ud af højtalerne.

Heldigvis klarede Killah Priest oftest paragrafferne alene, med et udmærket flow. Men også han virkede ukoncentreret og havde ofte ikke styr på sine egne vers og sin timing. Højdepunktet var faktisk, den for mig ukendte rapper Hussein (hvis jeg har fanget navnet rigtigt), der imponerede med et klassisk, men veltimet og afbalanceret flow.

Tak for meget lidt og farvel til Black Market og velkommen til R.A., der veloplagt sprang op på scenen og med sin afslappede tøjstil og ganske usoignerede ydre fik en til at overveje om noget af det faste inventar på bænkene på Husum Torv havde taget bussen ud til Christiania og nu gik på scenen. Men beatet rullede og det var søreme R.A., bedømt på hans umiskendelige anstrengte stemme og glimrende flow. I forhold til hvad Black Market havde præsteret var R.A. fokuseret og der var udmærket sammenhæng i koncerten, der især var præget af numre fra R.A.’s album ‘Die, Rugged Man, Die’.

Men ingen Rugged Man uden lidt show og ingen hiphop koncert uden de sædvanlige klicheer. Ifølge R.A er Bush et fjols, hvilket alle glædeligt råbte med på, og hans regering er langt ude. Befolkningen derimod var”all right” mente R.A., øjensynligt uden at gøre sig nogen overvejelser om hvem, der satte Bush, hvor han sidder.

Og showet bestod i en Rugged Man, der smed t-shirten og hev en pige op fra publikum, der blev, og lod sig, befamle, slikke på arme og hals og udstille i positioner, hvor der ikke skulle meget fantasi til at forestille sig hvad R.A. insinuerede. Enten ‘underholdende’ som en del af showet eller bare for latterligt og ‘nemt’? God hiphop-musik havde det i hvert fald ikke meget at gøre med, og det var der som helhed egentlig ikke meget af denne aften.