The Whitest Boy Alive – effektivt charmetrip
De heldige personer med billet til aftens udsolgte koncert på Store Vega kan godt begynde at finde yndlings-danseskoene frem og forberede nogle frække moves hjemme på stuegulvet. For Erlend Øye og co. leverede i den grad brændstof til dansegulvet, da de fredag indtog Train med deres festlige indiepop.
Men det var ikke alene bandets fortjeneste, at aftenen blev en stor fest. Et nærmest overstadigt publikum var fra første tone klar til at hoppe i takt og bevæge armene så meget, som den knebne plads på det fyldte spillested nu tillod. Det virkede som om, den overvældende modtagelse kom lidt bag på de fire musikere, og det tog dem tre numre at finde sig til rette på scenen, men derfra overtog den underernærede forsanger fuldstændigt rollen som festens dansende og syngende midtpunkt.
Hvor The Whitest Boy Alive i albumform har tendens til at blive en anelse for pænt og ufarligt, fungerer den naive popmusik upåklageligt live. De spiller tight og Erlend Øyes melankolske vokal lyder om muligt endnu bedre. Keyboardet fik lov til at fylde mere i lydbilledet end på pladerne, hvilket gav en ekstra tyngde og især blev effektivt udnyttet i opbygningen af numrene på bedste house-manér. Hvert klimaks udløste et massivt jubelbrøl, der straks resulterede i store smil på ansigterne på scenen og var med til at understregede, hvor vigtigt en rolle publikum spiller for at få det fulde udbytte af The Whitest Boy Alive.
