Spot Festival 2010: Thomas Dybdahl – nu med funkbanjo

Det var lige før, jeg blev skubbet omkuld, da jeg kæmpede mig igennem det talstærkt fremmødte publikum ind til en siddeplads i Musikhusets store sal. Der var tydeligvis stor efterspørgsel efter Thomas Dybdahls melankolske og hyggelige sange.

Flankeret af et fire mand stort backingband entrerede den norske sprællemand scenen iført stråhat og seler. Straks greb Dybdahl banjoen og klimprede sig sagte ind i åbningsnummeret ‘The World Is My Oyster’, inden han midtvejs smed banjoen, greb guitaren og kastede sig ud i en jazzet solo til publikums store tilfredshed. Desværre var det også en smule kedeligt at lægge ører til – en tendens der desværre fortsatte i det efterfølgende ‘Waiting For That One Clear Moment’, der med sin småirriterende snakkevokal så småt fik det til at gibbe i gabemusklerne. Men så skete der heldigvis noget. Dybdahl og band smed begyndervanskelighederne fra sig og kastede sig ud i en veloplagt version af ‘Go Make a Mess of Yourself’, hvor nordmanden var på hjemmebane i det Jeff Buckley’ske territorium.

Herpå fulgte en fin udgave af ‘Cecilia’, hvor Dybdahl førte an som showman og fik publikum til at synge kor. Der var fart over feltet og sågar en sej trommesolo, da spradebassen opfordrede sit publikum til at ‘Party Like It’s 1929’ i det funky nummer med samme titel. Efterfølgende overlod bandet scenen til hovedpersonen, der alene leverede en akustisk udgave af ‘A Love Story’, hvor der for alvor blev taget forskud på den afslappede søndagsstemning – hvilket i denne henseende overhovedet ikke var negativt.

Højdepunktet indtræf, da Thomas Dybdahl fandt funkbanjoen frem, opfordrede det ellers siddende publikum til at rejse sig og stimle sammen foran scenen og herefter leverede en gyngende, dansevenlig udgave af ‘My Little Friend’, hvor publikum for alvor skrålede med, og to publikummer nåede at kravle op på scenen og danse, inden en vagt kort efter venligt bad dem kravle ned igen. Slutteligt blev ballet lukket med ‘Stay Home’ efterfulgt af stor applaus fra publikum, og hvad der startede lidt sløjt endte ganske festligt.