Mogwai – endnu en dag på kontoret
Med et visuelt backdrop, som efterlignede artworket fra deres seneste udspil ‘Rave Tapes’ indtog den skotske kvintet scenen og lagde ud med ‘Heard About You Last Night’, åbningsnummeret fra samme udspil.
Forud for koncerten havde der været en smule usikkerhed om, hvorvidt Mogwai ville kunne gennemføre koncerten på grund af en benskade hos trommeslageren Martin Bulloch. Det vakte således behørig applaus, da han humpede ind på krykker og gjorde sig klar bag trommesættet.
Lyden i den smukke sal var forventeligt helt i topklasse, og Stuart Braithwaites og John Cummings’ guitarer var i momenter altopslugende som buldrende vandfald. I ‘I’m Jim Morrison, I’m Dead’ viste kvintetten, hvorfor de regnes blandt postrockens ypperste udøvere, da der blev bygget op til et hypnotisk og sugende crescendo af nær-apokalyptiske dimensioner.
Et væsentligt aktiv i den massive lydmur udgjordes af Luke Sutherland, som ofte akkompagnerer Mogwai, og på denne turné smider ekstra krydderier i gryden i form af både trommer, guitar, synth og violin. Særligt hans indfølte violinspil på ‘Take Me Somewhere Nice’ var et højdepunkt og kom virkelig til sin ret.
Andre highlights i løbet af aftenen indfandt sig ‘The Lord is Out of Control’, hvor keyboardist Barry Burns leverede vocoder-vokal, mens Bulloch tæskede på en elektronisk drum-pad, ligesom ‘Remurdered’ blev sendt solidt ud i salen med sine insisterende synth-hooks og nærmest stamme-agtige beat. ‘Rano Pano’, et frådende riff-monster på plade, var derimod skæmmet af en del guitarbøvl hos Dominic Aitchison og nåede aldrig at vise tænder.
Koncerten sluttede med ‘Helicon 1’, hvor Barry Burns forlod sin plads bag tangenterne og greb en guitar. Med tre mand på strengeleg blev der sendt vidunderligt infernalske støjkaskader i smasken på det siddende publikum. Et klassisk ‘white noise’-scenarie komplet med blinkende stroboskop-spots og et eftertrykkeligt klimaks på aftenen.
Læs også: 20 koncerter du skal opleve i april
Til trods for gruppens sikre greb og fuldkomne beherskelse af postrock-virkemidlerne, sad man, da den 80 minutter lange seance var klinget af, med fornemmelsen af en koncert kørt hjem på rutinen. Men another day at the office kan skam også være fin, når arbejdet udføres ordentligt. Og det gjorde Mogwai.