Mogwai

Støj er et ord, som går igen, når talen falder på det skotske postrock-orkester Mogwai. Der en plausibel grund til, at Glasgow-kvintetten tidligere har givet sig selv øgenavnet ’the scottish guitar army’, da de gennem deres snart 20 år lange karriere ofte har skruet volumenknappen på forstærkerne op på max, stampet distortionpedalerne i bund og ladet arsenalet af guitarer bløde langstrakte, frenetiske kaskader af støj.

Sideløbende har femkløveret dog også altid haft en mere lavmælt og sensibel side, hvor en afdæmpet og cinematisk melodiøsitet undertiden har afløst støjeksorcismen. På deres ottende album er det således den sidstnævnte og mere mellow side af skotterne, som er mest udtalt.

Her får støjen nemlig delvist sat stolen for døren. Bevares, lydbilledet er da fortsat svært præget af tykke lag af guitarer, der undertiden både bruser og brænder som på ’Hexon Bogon’, ’Master Card’ og ’No Medicine for Regret’, men disse numre kulminerer aldrig i larmende infernoer som tidligere.

Læs også: Hør hele Mogwais ‘Rave Tapes’

Kompositionerne holdes derimod i en kortere og strammere snor, hvor tekstur og stemning synes at være nøgleordene. Vellykkede eksempler på dette er den elektronisk slæbende ’Simon Ferocious’, spoken word-tracket ’Repelish’, som humoristisk gør brug af en speak fra et kristent radioshow, den melankolske spøgelsesballade ’Blues Hour’, samt den afsluttende vocoder-vuggevise ’The Lord is Out of Control’.

Nogle vil måske savne de frenetiske feedbackekskursioner en smule, men Mogwai har med ’Rave Tapes’ formået at kreere et alsidigt og modent album, hvor de lyder som et orkester, der er ældet med ynde.