‘Silicon Valley’ – sæson 1
En helt bestemt blanding af optimistisk forventningsfuldhed og dyb angst for at blive skuffet. Sådan føles det at gå i gang med en ny tv-serie, særligt hvis foromtalen peger i retning af noget, der kunne være… noget.
Og når serien så tilfredsstiller, er det faktisk så meget bedre end en god film, fordi man forhåbentligt kan glæde sig til mange års ugentlige gensyn.
’Silicon Valley’ er jeg ikke bekymret for. Overhovedet. Efter seks afsnit er jeg ret sikker på, at den har mange lykkelige sæsoner foran sig. Den rammer nemlig ned lige der, hvor der stadig var et eller andet, man slet ikke vidste, man savnede midt mellem slapstick-nørderne i ’The Big Bang Theory’, de halv-ekskluderende in-the-know-referencer i ’Community’ og ’Entourages’ subtile drengerøvsfællesskab (og dovne tempo).
I ’Silicon Valley’ følger vi fem-seks gutter i den helt tidlige fase af en tech-start-up i Californiens Palo Alto-område, hvor ’Silicon Valley’ gennem årene har fostret vilde væksteventyr som Google, Facebook og Apple.
Vores hovedperson(er) er til en start ansat hos Hooli, en webkoncern der er mere end almindeligt inspireret af Google – også hos Hooli tager medarbejderne middagslur i nap pods, forsyner sig fra store morgenmadsbuffeter og drøner rundt på de der tåbelige cykler-til-fem, hvor man tramper af sted i pedalerne i en dum rundkreds.
Men vores hovedperson Richard har allerede i første afsnit held til at finde finansiering til sin egen virksomhed, Pied Piper, og så er eventyret i gang. Med alt fra diskussioner om, hvorvidt man skal overgive kontrollen og sælge dyrt, til om man skal lade en god ven få en post i bestyrelsen, til om man nu også har retten til sit eget firmanavn. Det kan lyde tørt, men det er faktisk så vanvittigt morsomt og subtilt tech-nørdet, at jeg grinede højt. Flere gange. I samtlige afsnit.
Karaktererne, selv de usympatiske, er sympatiske og præcist skildret, og i øvrigt spillet af cremen af det der gode mellemlag af serieskuespillere, som vi kender fra mindre roller i ’The Office’, ’The League’, ’Portlandia’ og alt det andet gode amerikanske kvalitetssjovhed.
Og så har ‘Silicon Valley’ faktisk lidt samme kult-potentiale som ’Community’, fordi skaberne tør lave referencer, der ikke trækker på laveste fællesnævner.
Der er garanteret afsindigt mange nuancer, jeg ikke fanger i ’Silicon Valley’, for selvom jeg – bevares! – er nørdet, er jeg måske alligevel ikke helt nok hjemme i jargonen til at forstå de særligt dumme måder at lade livet i kamp-konsolspil. Men det gør ikke noget, for referencerne falder som nullerne og ettallerne i en fint kodet perlerække, så man skal nok fange i hvert fald et par stykker. Og så er store dele af tech-industrien også (takket være Mark Zuckerberg og Steve Jobs) efterhånden blevet allemandseje, så almindeligt dødelige kan snakke med om Netflix og eBay.
’Silicon Valley’ er dog nok sjovest, hvis man har en eller anden form for fascination af eller kærlighed til tech-industrien og dens regnbue af geekede ansatte. For når businesskonsulenten Jared (spillet af fantastiske Zach Woods, der virkelig brillerer i rollen) opfordrer Richard til at fyre sin små-uduelige kammerat Big Head med begrundelsen: »Microsofts CEO har heller ikke sin bedste ven på lønningslisten«, så er svaret – »men Sergey Brin har. Larry laver ikke en skid« – nok trods alt sjovest, hvis man er på fornavn med Google-stifterne. Men så falder replikken til gengæld også godt.
’Silicon Valley’ bliver båret frem af at være en skildring af en verden, der er lige dele fremmed (takket være introverte programmeringsnørder) og velkendt (takket være ekstroverte Google-nørder). Det er på grænsen, men stadig en troværdig karikatur, når Hooli-bossen (»we can only achieve greatness if we first achieve goodness«) helt corny har sin guru på speed-dial og (uden held) beder sit stemmestyrede anlæg spille John Lennons ’Imagine’.
Læs også: Se trailer til ‘Silicon Valley’
Og så til slut en anbefaling: Det kan godt betale sig at pause billedet af og til. Fx når vi ved holdets brainstormsession har frit udsyn til tavlen med forslag til navne til kompressionsvirksomheden og blandt andet kan skimte gode bud som Wane Maker, Make it Wan og ikke mindst It’s Waning Men. Det er – som serien – forkrampet, underspillet, socialt awkward og helt vildt sjovt.
Kort sagt:
’Silicon Valley’ er det hidtil bedste bud på et kærligt og vildt skægt blik ind i den californiske tech-industri med alle de medfølgende supernørder og investor-originaler. Her er subtile referencer og præcis slapstick uden trælse dåselatterpauser. Vi spår instant succes.
Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 4
Læs også: Anmeldelse af ‘Looking’