Treefight For Sunlight – solstråler i mørket

For et år siden spillede de ikke engang på Spot. Fredag nat på den store Officersplads skulle Treefight For Sunlight bevise, hvordan de på rekordtid er gået fra Spot-materiale til Spot-favorit. Mørket var faldet på udenfor det fyldte hvide telt, og det forventningsfulde og feststemte publikum fik alt, hvad de havde håbet på – og mere til. De fik velsmurte heliumsvokaler, solskinskor og dansende klaverlinjer fra den veloplagte kvartet, der også havde et par kaniner i hatten undervejs. ‘What Became of You and I’ markede et tidligt højdepunkt, da klaverintroen ledte til spontan fællesdans/-klap/-sang.

Treefight For Sunlights helt store styrke live er deres vokaler. Forsangerrollen vekslede rundt på scenen, imens numre som ‘The Universe Is a Woman’ og ‘Time Stretcher’ imponerede med fremragende korpræstationer. Med den nærmest ligelige fordeling stemmerne imellem var det naturligt, at bandet havde linet op på en lang række på den brede scene, i stedet for i den traditionelle bandopstilling.

Dagens første kanin kom medfølgende en opfordring om ligther-stjernehimmel, da Christian Rohde leverede en mesterlig, nærmest androgyn, falset til Kate Bushs ‘Wurthering Heights’ i et autentisk cover, der overgik originalen. Som festen bragede videre på dansegulvet og scenekanten, så Tambourhinoceros’ Aske Zidore (fra Oh No Ono) sit snit til jævnligt at hoppe ind på scenen og spille med på, hvad han nu lige kunne slå på, hvilket var morsomt at følge. Ikke overraskende sendte ‘Facing the Sun’ slutteligt det talstærke publikum på himmelflugt og overbeviste at Treefight For Sunlight kan spille for alle slags publikum – af hvilken som helst størrelse.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af