Hymns From Nineveh – smukt men forudsigeligt

Som dugfrisk koncertband må det føles som et privilegium at spille i Store Sal i Musikhuset under Spot Festival. Et privilegium som Hymns From Nineveh udnyttede til fulde med en patosrig koncert, som fremkaldte gåsehud flere gange, selvom det til tider blev kedeligt og forudsigeligt.

Det seks mand store backingband bag forsangeren blev gjort en smule til skamme, idet guitar/violin-komboen dominerede det meste af tiden. Det virkede en kende overflødeligt at have to guitarister til at stå og blomstre bagest på scenen, og det var desværre kun få numre, der drog nytte af bandets fulde potentiale, selvom det var her, at det dramatiske set-up på den store koncertscene for alvor kom til sin ret. Man må dog unde Hymns From Nineveh, at det store ensemble sikrede perfekte forhold for den svulstige korsang, der virkelig kom til sin ret. Man fik kuldegysninger, når sangstemmerne gik op i en perfekt harmonisk enhed, og formidlingen af den sarte folk var imponerende.

Generelt var bandet og den velsyngende Jonas Petersen skudsikre på det tekniske felt. Akkompagneret af det håndklappende og knipsende band, udgjorde han en fantastisk frontfigur. Men på trods af bandets unge alder virkede showet en anelse for rutinepræget. Der var ingen dynamik i musikernes positur, og man savnede, at de brød rammerne for deres egen koncert ved blot at bevæge sig en smule på scene. Den snorkende mand på stolerækken bag mig var måske et meget symptomatisk udtryk for, at bandets uovertrufne stilsikkerhed udmøntede sig i en lidt for forudsigelig optræden, hvor man blev imponeret men aldrig overrasket.

Hymns From Nineveh leverede en professionel, omend dybt forudsigelig, koncert. Der var på intet tidspunkt slinger i valsen, og det frembrusende folkensemble retfærdiggjorde deres plads på den attraktive scene på årets Spot Festival.