The Echo Vamper – feststemt teaterpunk
Der er et eller andet befriende ved, hvor fuldstændig over the top-teatralsk The Echo Vampers kvindelige forsanger bevæger sig på scenen. De dramatiske bevægelser, der mest af alt minder om performancekunst eller moderne dans, blev leveret iført rød palliet-BH med frynser, og fik hende til tider til at miste pusten. Men The Echo Vamper havde rigeligt luft til at sende en fed gang new wave-agtig punk af sted med iskolde synthklange og trommer fra backing track.
Læs live-anmeldelse: Northern Structures på Roskilde
Duoen elsker tydelig vis at stå på en scene, og selvom deres 80’er-dystre visuelle stil nok havde gjort sig bedre på en mørk og beskidt rockklub end i et telt en lun sommeraften, så fik de en gedigen fest op at køre. De båndede trommer buldrede derudaf og gav et godt maskinelt modspil til de to frontfigurer, men det kunne nu være sjovt at se, hvad det ville give med en fuld livebesætning. ’Lover’ er et af bandets klart stærkeste numre, og det fungerede glimrende denne aften og modtog fortjent applaus fra det cirka halvt fyldte Pavilion Junior-telt.
Læs også: Publikums must-see koncerter på Roskilde
Forsangerinde Iza Mortag Freund benyttede til tider det sjove elektroniske instrument thereminen, der gav en fed sci-fi-agtig stemning. En gimmick men med en god effekt. The Echo Vampers teatralske sceneshow og skarptskårne festpunk med electroclash-tendenser var en ganske fornøjelig oplevelse, selvom det benhårde tempo måske blev en kende for monotont til tider.