‘Noa’

‘Noa’

Er Darren Aronofsky den af tidens bedste instruktører, der har det laveste bundniveau?

Hvordan kan den samme mand have drejet misbrugs-tour-de-forcen ’Requiem for a Dream’ – og ’The Fountain’? Hvordan kan man både stå bag de hypnotiske ’Black Swan’ og ’The Wrestler’ – og den aktuelle ’Noa’?

Der er noget af samme opgylpet åndelige new age-selvhøjtidelighed over ’Noa’, som der var i det allegoriske makværk ’The Fountain’, men hvor ’The Fountain’ i det mindste havde en kunstnerisk aspiration, lander ’Noa’ tungt i samme stormflod, som Aronofskys ellers komplette Hollywood-modsætninger Michael Bay og Jerry Bruckheimer normalt plasker rundt i.

Plottet kender vi jo. Fra ’Evan Almighty’, selvfølgelig, og nogle måske endda fra en gammel bog, der hedder Biblen. Som mange andre bibelfortællinger er det en fantastisk historie, der bliver lidt mindre fantastisk – måske endda lidt foruroligende – af at blive taget alt for bogstaveligt. Og Russell Crowe er bundseriøs i rollen som den direkte efterkommer af Jordens første menneske, der nu frister en skæbne som udsat vandrer sammen med sin hustru (Jennifer Connelly) og drengebørn.

Læs også: Se traileren til ‘Noa’

Noa får et tegn fra gud, for mens menneskene har plyndret, slået ihjel og i det hele taget forgrebet sig på skaberværket, har han noget rent i sig, der tilsyneladende gør ham fortjent til at sikre arternes overlevelse, når den himmelske fader sender sin altopslugende tsunami ind over kloden. Vi kan jo alle få lyst til at starte på en frisk.

Men hvad er egentlig den konflikt, der skal puste liv i historien, som vi alle kender slutningen på? Noa får med ujævne mellemrum ydre modstand af den generisk skurkagtige, selvudnævnte konge af den brodermyrdende Kains slægt, men til gengæld får han hjælp af nogle gudsudsendte kæmpeklipper, som ligner og lyder som bastardbørn af de livskloge Transformers og de gumpetunge træer fra ’Ringenes herre’.

Derudover kæmper Noa lidt med sig selv og sit eget indre, for er han egentlig så ren, at han i sig selv inkarnerer menneskeartens ret til overlevelse? Man forstår godt hans mere og mere desperate tvivl, og det hele havde unægtelig været nemmere, hvis Gud ikke skulle spille så gådefuld og i stedet bare havde sagt klart og tydeligt, hvad han mente.

Men af samme årsag må Noa søge gode råd hos sin tussegamle bedstefar Methusalem, og ved gud (undskyld) om denne ikke spilles af Anthony Hopkins for nu at slå fast, at der her køres på Hollywood-rutinen.

’Noa’ ser flot ud, og der er – ser man bort fra al snak om Darwin og evolution – noget reelt storladent mavesugende over den præhistoriske, afsvedne jordklode, hvor mennesket nærmer sig sin yderste dom efter at have fucked op alt for tidligt i Edens have (damn you, Adam og Eva!).

Men ellers er filmen først og fremmest udtryk for en instruktør på åndelig afveje. Heldigvis har Aranofsky før vist, at han som Noa formår at starte på en frisk.


Kort sagt:
Darren Aronofskys ’Noa’ lander tungt et sted mellem instruktørens new age-flop ’The Fountain’ og Hollywood-lir a la Michael Bay. Den afsvedne præhistoriske jordklode tager sig flot ud, men meget mere godt at sige er der ikke om denne omgang bibelrabalder.

Læs også: Historiens blodigste catfights mellem instruktør og pengemænd

Læs også: Se traileren til ‘Noa’

Læs også: Russell Crowe spiller Johnny Cash hos Jimmy Fallon

Spillefilm. Instruktion: Darren Aronofsky. Medvirkende: Russell Crowe, Jennifer Connelly, Anthony Hopkins, Ray Winstone, Emma Watson. Spilletid: 138 min. . Premiere: 2. april
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af