Martin Scorsese vs. Harvey Weinstein
»Demokrati virker for regeringer, ikke for film. Her fungerer diktatur langt bedre«.
Ordene stammer fra brushovedet og superproduceren Harvey Weinstein, der ikke er bange for at gå eneherskergang. Klipperumsgulvet i The Weinstein Company er fyldt med kasserede visioner fra nogle af historiens mest prominente instruktører. En af dem er Martin Scorsese, der endte med at klippe 65 minutter ud af sit historiske drama ’Gangs of New York’. Og der er ikke tal på, hvor ofte den legendariske instruktør og den iltre producer stødte hovederne sammen under den lange og kaotiske produktion.
»Hvis du synes, der er mange slåskampe i ’Gangs of New York’, så skulle du have set klipperummet«, har Weinstein udtalt. Scorsese selv kaldte oplevelsen for »fysisk og psykisk drænende«, men valgte alligevel at lade Harvey Weinstein producere sin næste film, ’The Aviator’.
Terry Gilliam vs. Universal
Den britiske instruktør Terry Gilliams lange og seje kamp for at få final cut på sin dystopiske science-fiction-film ’Brazil’ er så kendt, at der er skrevet en hel bog om det (’The Battle of Brazil: Terry Gilliam vs. Universal Studios’).
Da chefen for Universal Studios, Sidney Sheinberg, så ‘Brazil’ første gang, bad han Terry Gilliam om at klippe den om – selvom filmen uger forinden havde fået glimrende anmeldelser, da den var blevet vist i Europa. Gilliam nægtede og skrev et vredt brev til sin chef, der sluttede med følgende bøn: »Please let me know how much longer I must endure before the bleeding stops«.
Men Terry Gilliam stoppede ikke der. For at få produceren i tale købte han en helsidesannonce i branchebladet Variety, der blot sagde: »Dear Sid Sheinberg. When are you going to release my film, ‘Brazil’?« Og da instruktøren et par uger senere optrådte i det amerikanske talkshow ‘Good Morning, America’, hev han en stor papfigur af Sheinberg frem for at vise USA, hvem han kæmpede imod. Til sidst bukkede Universal Studios under for det ihærdige eks-Monty Python-medlems aggressive offensiv og udgav filmen i sin fulde længde.
David Fincher vs. 20th Century Fox
At påstå, at ‘Alien 3’ var resultatet af en hård fødsel, er lidt af en underdrivelse. Bare spørg David Fincher. Han vil garanteret fortælle dig, at hele undfangelsen af filmen var mindst lige så smertefuld som den, John Hurt oplevede under den famøse middagsscene i Ridley Scotts første film om de glubske rumvæsner.
Der var allerede røget to instruktører i svinget, da den kun 28-årige David Fincher blev tilknyttet projektet. Men regnede folkene hos 20th Century Fox med, at de havde fået en instruktør, der ville danse efter deres pibe, blev de slemt skuffede.
Fincher sloges med dem om alt fra historien og castet til budgettet og effekterne, men det var som at skrige under vand for den debuterende filmmager, der bestemt ikke er glad for slutresultatet: »There’s nothing worse than hearing somebody say, ‘Oh, you made that movie? I thought that movie sucked,’ and you have to agree with them, you know?« sagde han i et interview et par år senere.
Francis Ford Coppola vs. Paramount
Den er flere gange blevet kåret til verdens bedste film. Men det genre-definerende gangsterepos ‘The Godfather’ var nær aldrig blevet til noget. Den dengang forholdsvis ukendte instruktør Francis Ford Coppola var lidt af en satsning for studiet, da han stadig havde til gode at lave en kommercielt succesfuld film.
Paramount brokkede sig over alle detaljer: Soundtracket var dårligt (!), Al Pacino var elendig (det er angiveligt kun takket være Marlon Brando, at Pacino fik lov at blive) og filmen kostede alt for mange penge. Kritikken haglede dagligt ned over den unge Coppola, men instruktøren stod fast og gav sig ikke en tøddel. Og mon ikke, Paramount er glade for det i dag.
‘The Godfather’ blev den mest sete film i 1973, den vandt en Oscar for Bedste Film og har siden fået status af urørlig klassiker. Filmen er et levende bevis på, at det sagtens kan betale sig for de store studier at klappe i og lade instruktøren gøre sit arbejde.
Mathieu Kassovitz vs. 20th Century Fox
‘Babylon A.D.’ med actionbøffen Vin Diesel i hovedrollen er ikke nogen særlig god film. Den er faktisk forfærdelig. Men det er ikke nødvendigvis instruktøren Mathieu Kassovitz’ skyld. Manuskriptet blev massakreret af advokater fra studiet, der hang som en ond ånd over hele produktionen.
Efter den turbulente oplevelse tog den franske instruktør, der havde slået igennem med ’La haine’ i hjemlandet, bladet fra munden og gav sin arbejdsgiver en uhørt ærlig skideballe i et interview med den amerikanske tv-station AMC et par dage før premieren på ’Babylon A.D.’.
»The script wasn’t respected. Bad producers, bad partners, it was a terrible experience. It’s pure violence and stupidity«, sagde Kassovitz. Selv Vin Diesel hadede filmen. Og han var altså vild med ’The Chronicles of Riddick’!
Alfred Hitchcock vs. David O. Selznick
Alfred Hitchcock har meget at takke David O. Selznick for. Det var ’Borte med Blæsten’-produceren, der i 1939 overtalte den britiske instruktør til at forlade sit hjemland for at lave ’Rebecca’ i USA. Uden Selznick er det altså ikke sikkert, at vi nogensinde havde fået mesterværker som ‘Psycho’, ‘Vertigo’ og ‘Rear Window’. Men gode venner det blev de to aldrig.
Problemerne startede allerede, da Hitchcock præsenterede manuskriptet til ‘Rebecca’ for David O. Selznick. Historien afveg flere steder gevaldigt fra Daphne du Mauriers bogforlæg, og i et langt memo til Hitchcock skrev produceren, at ord ikke kunne beskrive, hvor chokeret og skuffet han var. Hitchcock svarede igen ved at kalde Selznicks memo for »the longest story ever told«, men da Selznick havde vetoret på ‘Rebecca’, var det ham, der gik sejrrigt ud af kampen.
Alfred Hitchcock har siden taget afstand fra ‘Rebecca’, og i 1954 fik han endelig hævn over sin ærkefjende, da han sminkede skurken i ‘Rear Window’, Richard Burr, så han lignede David O. Selznick på en prik.
Orson Welles vs. Universal Studios
Når man i en alder af blot 25 år laver en film, der i manges øjne stadig anses for at være verdens bedste nogensinde, burde vejen være lagt til en lang og succesfuld karriere i Hollywood. Men sådan gik det ikke for stortalentet Orson Welles. Efter ’Citizen Kane’ fulgte de to fiaskoer ’The Magnificent Ambersons’ og ’It’s All True’, og instruktøren rejste til Europa for at prøve lykken andetsteds.
I 1958 vendte han tilbage til Hollywood for at instruere ’Touch of Evil’, en film han var sikker på endelig ville give ham den genoprejsning, han havde sukket så lang tid efter. Desværre for Welles hadede Universal Studios det, de så, og studiet valgte at klippe filmen fuldstændig om.
Hverken Welles eller studiet var tilfredse med det endelige resultat, og ’Touch of Evil’ blev udsendt som en b-film (den blev vist efter a-filmen ’The Female Animal’) uden den store succes. Som det åbenbart er kutyme med Orson Welles’ film, blev ’Touch of Evil’ senere hyldet som et mesterværk.
Richard Donner vs. Warner Bros.
Det var højt at flyve og dybt at falde for instruktøren Richard Donner, da han kastede sig over verdens største superhelt i slutningen af 1970’erne. Den første film om Superman blev en gigantsucces, men under optagelserne til ’Superman II’ begyndte gnidningerne mellem Richard Donner og Warner Bros. for alvor at skabe problemer.
Producerne Alexander og Ilya Slakind ville klippe Marlon Brando ud af filmen for at spare skuespillerens astronomiske hyre, og det fik instruktøren op i det røde felt. Han gik offentligt ud og beklagede sig over situationen, og efter seks ugers stilhed fik han et telegram, hvor der blot stod: »Your services are no longer needed«. Det kan man da kalde for en våd klud i ansigtet.
Richard Lester overtog instruktørstolen og færdiggjorde filmen til Donners store fortrydelse. Warner Bros. klinkede dog nogle af skårene med Donner, da de i 2006 udsendte ’Superman II: The Richard Donner Cut’.
Tony Kaye vs. New Line Cinema
Det er sjældent, at en instruktør er så utilfreds med sin film, at han beder om at få sit navn fjernet bagefter. Men Tony Kaye var så vred over den måde, produktionsselskabet og hovedrolleindehaveren Edward Norton klippede hans debutfilm ’American History X’ i stykker, at han gjorde alt for at blive taget af plakaten.
Først prøvede Kaye at overtale New Line Cinema til at udskifte hans navn med »Alan Smithee« – et pseudonym, der er blevet brugt flere gange i Hollywood, når en instruktør enten er blevet fyret eller har forladt en film under optagelserne. Og da de nægtede, bad han dem i et sidste desperat forsøg at ændre instruktørens navn til ‘Humpty Dumpty’. De afslog.
‘American History X’ blev, ironisk nok, en stor kritikersucces og gav sågar Edward Norton sin første Oscar-nominering. Filmen ligger i dag på en 33. plads over de 250 bedste film nogensinde i følge filmdatabasen IMDb’s brugere.
Kevin Reynolds vs. Universal Studios
Med en Oscar i ryggen for ’Danser med Ulve’ og flere kvindelige beundrere end Justin Bieber kunne Kevin Costner gå på vandet i begyndelsen af 1990’erne. Men så kom ‘Waterworld’ i 1995, og hans karriere sank med ét til bunds.
Kevin Reynolds, som havde instrueret Costner fire gange før (blandt andet i ‘Robin Hood: The Prince of Thieves’), var manden bag kameraet, og han skulle meget snart komme til at fortryde, at han nogensinde havde sagt ja til det monumentale projekt.
Problemerne regnede ned over produktionen, der med et budget på svimlende 175 millioner dollars var verdens dyreste film. Det enorme film-set blev smadret af en orkan, Kevin Costners stunt-double var tæt på at drukne, og til sidst blev Kevin Reynolds angiveligt fyret af sin bedste ven Kevin Costner. ’The Avengers’-instruktøren Joss Whedon blev fløjet til settet for at omskrive dele af manuskriptet. Han beskrev opholdet som »syv uger i helvede«.
Læs også: David Fincher: Christian Bale skal være min Steve Jobs!
Læs også: Kvindelig hovedrolle fundet til Scorsese og Mick Jaggers rock’n’roll-drama
Læs også: Video: Se Jonah Hill og Scorsese i Fallons nye #hastag-rant