‘Heli’
Mexicanske Amat Escalante vandt overraskende prisen for bedste instruktør på Cannes Film Festival sidste år. Og det var helt fortjent, for ’Heli’ fortælles med en mesters overblik, hvor en mareridtsfortælling og en sortpoetisk visuel stil trækker blodspor gennem Mexicos ørken.
Filmens første sekvens viser en militærstøvle plantet i ansigtet på en blødende person og senere en lynchning af en kutteklædt mand. Den voldsomme intro fungerer som ildevarslende rammefortælling for historien om den hårdtarbejdende bilfabriksarbejder Heli (Armando Espitia) og hans familie, der hvirvles ind i narkokartellernes uendelige terror.
Først strøs fortællingens små komponenter som umiddelbart ubetydelige detaljer ud over portrættet af en families hverdag. Men alt i Escalante og medforfatter Gabriel Reyes’ fortælling har betydning, nøjagtigt som i Asghar Farhadis ’Nader og Simin – en separation’. Helis 12-årige lillesøster, Estela (Andrea Vergara), vil giftes og løbe væk sammen med den ældre soldat, Beto (Juan Eduardo Palacios). Men Heli opdager, at parrets enkeltbillet væk – den hvide død, kokainen – er gemt i husets vandtank, og herfra eskalerer et mareridt af død og morbid tortur, hvor særligt afbrændingen af en penis står som mejslet på nethinden.
»Hvad har han gjort?«, spørger et barn, der overværer volden. »Hvem ved?«, svarer et andet barn ligegyldigt, mens han er travlt optaget af at filme den rystende torturscene.
Meningsløsheden råder, men Escalante – som har stået i skole hos en anden visuel mexicansk mester, Carlos Reygadas – lader aldrig mørket løbe løbsk, for ind i mellem lader han den voldsomt dvælende kameraføring fange små glimt af sort humor: Beto, der styrketræner med Estela som vægtstang, en ko i et vandhul, en besynderlig mand med ubegribeligt lange cowboystøvler. Kunsten ligger i doseringen, og Escalante bevæger sig virkningsfuldt i det hårfine grænseland mellem tragedie og komedie.
Nogle vil nok indvende, at filmen dyrker et enerverende ’vold-avler-vold’-budskab, men volden er blot et symptom på større gennemgribende strukturer, særligt Mexicos problematiske relation til USA. Geografisk befinder vi os i et ørkesløst midt-Mexico, men det forjættede land titter konstant frem i baggrunden – fra tegnefilmene i det gamle billedrørs-tv til Coca Cola-flaskerne oven på køleskabet.
En lignende latinamerikansk sygdomsrapport, hvor børn og uskyldige bliver volds- og voldtægtsofre, findes i den afdøde chilenske forfatter Roberto Bolaños mytologiske mastodont ’2666’. ’Heli’ har også et græskmytologisk snit over sig. Hvis du forsøger at overtræde din udmejslede skæbnes grænser, så trækker du hele din slægt med ned i mørket. Velkommen til Mexico!
Kort sagt:
Cannes-vinderen ’Heli’ er ikke for sarte sjæle. Kønsorganer brænder, en mand lynches, og en stakkels hundehvalp får brækket nakken. Men den er også et velfortalt og mytologisk drama, hvor Amat Escalantes præcise instruktion står som et lys på Mexicos mørke himmel.