‘Min søns familie’

‘Min søns familie’

Den japanske instruktør Kore-eda Hirokazu bliver ofte omtalt som arvtager til en af filmhistoriens mest respekterede koryfæer, Yasujirō Ozu (‘Tokyo Story’), der i sin tid var kendt som familielivets fremmeste poet. Ligesom sin forgænger besidder Kore-eda nemlig en særlig evne til at visualisere de utallige usagte skuffelser, bebrejdelser og svig, der sidder med til bords hos enhver familie.

Særligt Kore-edas skarpe blik for det altid komplicerede far/søn-forhold har været gennemgående for hans karriere, fra det neddæmpede hverdagsdrama ‘Still Walking’ til den eventyrlige skilsmissefortælling ‘I Wish’ – og ‘Min søns familie’ er ingen undtagelse. Kore-edas seneste film, der vandt juryens pris i Cannes 2013, kredser om den følelseskolde arkitekt Ryota, der spilles af den japanske popstar Masaharu Fukuyama. Og jeg skal love for, der er langt fra dén Fukuyama, der brød igennem i 90’erne med hjerte-smerte-sange og Nick Carter-gardiner til det fuldstændig udtryksløse røvhul af en far, han spiller i filmen.

Ryota og hans kone Midori (Machiko Ono) pacer deres søn Keita i skolen og tvinger ham til at gå til klaver – kun for, at han bliver jordet til en konkurrence af en treårig pige klædt ud som én fra ‘Toddlers & Tiaras’. Ryota kan ikke begribe, hvordan det kan gå til, at en begavet og ambitiøs mand som ham selv kan have avlet sådan en uduelig unge, der tilmed er en ulækkert god taber. Så da forældreparret en dag finder ud af, at Keita ikke er deres biologiske søn, er Ryotas første reaktion faktisk, at det hele pludselig giver mening.

Men selv da Ryota møder sin biologiske søn Ryusei, lever denne heller ikke helt op til de høje forventninger – han holder forkert på sine spisepinde og tygger sit sugerør i stykker. Og så er drengens ’forældre’ nogle dovne hippie-nasserøve, der lader børn lege og larme i stedet for at forberede dem bedst muligt på fremtiden. Eller sådan ser Ryota dét i hvert fald.

Men er privilegerede børn nødvendigvis mere lykkelige? Trumfer blodets bånd virkelig tid, ømhed og opmærksomhed, når det kommer til kærlighed? Dét er blot nogle af de centrale spørgsmål, som Kore-eda tager op i sin tankevækkende og tårefremkaldende fortælling om faderskab.

‘Min søns familie’ er dog ikke Kore-edas stærkeste – faktisk når den ikke instruktørens mesterværk ‘Nobody Knows’ til sokkeholderne. For selvom Ryotas rejse fra at se sin søn som en tro kopi af sig selv til et selvstændigt, elskeligt menneske er rørende, så rokker det ikke ved, at Ryotas karakter – den stolte, overdrevent arbejdsomme japaner – er mere end en kende klichétung.

Når det er sagt, så har Kore-eda uomtvisteligt et kæmpe talent for at vride utroligt troværdige præstationer ud af sine børneskuespillere, og sammenligningen med Ozu er fuldt fortjent. Kore-eda er en af vor tids fornemmeste familie-hudflettere.


Kort sagt:
I 2004 satte Kore-eda overlæggeren for sit eget œvre med mesterværket ‘Nobody Knows’, hvor han første gang viste sit uovertrufne talent for at instruere børn. Hans nyeste film når ikke denne til sokkeholderne, men Kore-eda understreger, at sammenligningen med mesteren Ozu er fortjent.

Spillefilm. Instruktion: Kore-eda Hirokazu . Medvirkende: Masaharu Fukuyama, Machiko Ono, Yôko Maki, Rirî Furankî . Spilletid: 121 min. . Premiere: 29. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af