‘A Hard Days Night’
I februar 1964 gik ’I Want To Hold Your Hand’ #1 på hitlisterne i USA, og The Beatles var nu verdens største band. I takt med at John Lennon & Paul McCartneys velsmurte hitfabrik bjergtog ungdommens ører og hjerter, fødtes et fanhysteri uden sidestykke. ’Beatlemania’, kaldtes fænomenet, og det var også arbejdstitlen på den første fiktionsfilm med Liverpool-kvartetten, som så dagens lys i juli samme år.
Det blev til Richard Lesters ’A Hard Days Night’, som nu får premiere herhjemme i en nyrestaureret udgave. Og selvom filmen er fiktion, er den det heller ikke så meget, at det gør noget: Filmen handler nemlig om The Beatles selv i forberedelserne til en tv-optræden, som er filmens klimaks, og følger de fire i forskellige sekvenser op til showet: I et tog, på et hotel, til pressekonference, lydprøve etc. Med andre ord et nærmest dokumentarisk portræt.
Stadig i dag er det morsomt at se The Fab Four håndtere virakken, og scenen fra pressemødet indfanger for eksempel deres typiske ping-pong med pressen: En journalist vil vide, hvad man kalder bandets frisurer. »Arthur«, replicerer George. Ironisk distance og afvæbnende komisk overflade-spil var tydeligvis The Beatles’ dagsorden.
Selvom de ikke giver meget af sig selv, formår filmen alligevel at komme under huden på bandet og dets magtfordeling. En central storyline handler om Ringos rolle som gruppens mindstemand, og her skinner filmen virkelig med subtil fortællekunst. Han betror George sin følelse af mindreværd, og senere ser vi trommeslageren vandre alene langs en kanal, et pusterum i anonymitet, der kun er mulig, fordi han har taget andet tøj på. Det er en poetisk, dobbeltladet sekvens, som portrætterer Ringo som outsideren i The Beatles, samtidig med at den forholder sig kritisk til bandets virkelighed: hvordan de netop ikke kunne gå i fred.
Teknisk er filmen ganske avanceret for sin tid, og den famøse ‘Can’t Buy Me Love’-sekvens er stadig et visuelt højdepunkt. Fotografen Gilbert Taylor veksler fornemt mellem helikopter-shots og speed-up-teknik, og klipningen harmonerer med sangens dramaturgi. Scenen foregriber flot den stiliserede æstetik, som har kendetegnet musikvideoer lige siden.
Der er gået 50 år siden filmens premiere, og det kan naturligvis mærkes. Elementer af britisk slapstick virker komisk outdatede, ligesom nogle af sangsekvenserne følger en bedaget musical-skabelon.
Omvendt vil fanhysteriet givetvis vække genklang hos et ungt publikum, som måske nok dåner mere over Justin Biebers smil end Paul McCartneys dådyrøjne, men essensen er den samme: Følelsen af idoldyrkelsens fællesskab.
Som kulturelt fænomen er ’A Hard Day’s Night’ således stadigt vedkommende, ligesom filmen sympatisk fremstiller fire unge mænd navigere i en verden, hvor alle vil have en luns af dem og deres talent.
Kort sagt:
Da Beatlemania’en var på sit højeste, skabte Richard Lester et fint indblik i livet som popstjerne med The Fab Four i hovedrollerne som dem selv. Instruktøren eksperimenterer flot med kameravinkler og klipning, og selvom slapstick-komikken af og til virker bedaget, er der adskillige poetiske sekvenser, som indfanger bandets magtfordeling.