’Birdman’
Alejandro Gonzalez Inarrítus nye film lyder på papiret som et både vanvittigt og ambitiøst projekt, og den har da også fået overstrømmende hype efter dens visning på Venedig-festivalen.
Michael Keaton spiller en nedslået skuespiller, hvis karriere har været for nedadgående siden hans rolle som en bevinget superhelt (lyder det bekendt?). Inarrítu kunne sidste år se sin mexicanske landsmand Alfonso Cuarón fodre svin med Oscars for ’Gravity’, der også åbnede på Venedig, og Inarrítu spås allerede nu gode chancer ved den kommende Oscar-uddeling.
Filmen roses både for sit gribende metanarrativ og sin visuelle æstetik, der sømløst binder filmen sammen i ét, øjensynligt sammenhængende klip.
’99 Homes’
Navnet Ramin Bahrani er nok kun kendt blandt de mest cinefile herhjemme, men det kan meget vel komme til at ændre sig snart. Hans tredje film, den fremragende ’Goodbye Solo’ fra 2008, fik anmelderlegenden Roger Ebert til at kalde Bahrani for the next great American director. Så er spørgsmålet, om 2014 skal være året, hvor instruktøren bryder igennem til den større filmoffentlighed.
I hvert fald slår han i ’99 Homes’ et forholdsvist stort brød op, der burde appellere til alle mennesker, der på den ene eller anden måde har været ramt af finanskrisen. Filmen ser nærmere på forholdet mellem the one percent og the 99 percent, og hvordan diskrepansen imellem dem har formet det amerikanske samfund. Den høster især roser for de to hovedroller, Michael Shannon og Andrew Garfield, og deres overbevisende præstationer.
’The Look of Silence’
Godt nok er Joshua Oppenheimer født amerikansk, men han bor og producerer film i Danmark, hvorfor vi selvfølgelig claimer hans film som danske. Hans nye, ’The Look of Silence’, trækker på samme grusomme historie som ’The Act of Killing’, nemlig det bestialske folkedrab, der fandt sted i Indonesien i 1960’erne. Han fortsætter med at høste anmelderroser med sin opfølger, der vandt Juryens Grand Prix på årets festival, hvilket ikke mindsker forventningerne til filmen.
’The Look of Silence’ vender perspektivet fra bødlerne til ofrene for folkedrabet. Dokumentaren følger 44-årige Adi, hvis bror var offer for uhyrlighederne, og som leder efter og konfronterer de skyldige, der går frit omkring. Variety skriver, at filmen er lige så stærk som sin forgænger i sin moralske kompleksitet og smukke komposition.
SE FLERE HYPEDE VENEDIG-FILM PÅ NÆSTE SIDE.
’En due sad på en gren og funderede over livet’
Svensk film har dygtige filmskabere i eksempelvis Ruben Östlund og Lukas Moodysson, men deres grand old man, Roy Andersson, er en auteur i sin helt egen liga. Siden han debuterede for 45 år siden, er hans film udkommet med meget store mellemrum, og han lader ikke til at have travlt, hverken i sin karriere eller sine film.
Således heller ikke i ’En due sad på en gren og funderede over livet’, der er sidste del af Anderssons ’levende’-trilogi, der har været 14 år undervejs. Ligesom i de forrige, ’Sange fra anden sal’ fra 2000 og ’Du levende’ fra 2007, byder denne på lange, pastelfarvemættede tableauer, der er komiske i deres langsommelighed og absurdistisk illusionsløse blik på livet. Kritikerne kalder filmen for et mere eller mindre uforståeligt, men ikke desto mindre et smukt og morsomt syn på livet, som kun Roy Andersson kan gøre det. Det sikrede ham hovedprisen, Guldløven, på årets festival.
’Olive Kitteridge’
Selv om det strengt taget ikke er en film, men en miniserie i fire afsnit, hører ’Olive Kitteridge’ til på denne liste over de mest velmodtagne titler på dette års Venedig Film Festival.
Den fire timer lange serie, hvis medvirkende tæller Frances McDormand, Bill Murray og Richard Jenkins, blev modtaget ovenud positivt. The Hollywood Reporter skriver, at McDormand i titelrollen som en matematiklærer leverer en af de mest komplekse og mindeværdige præstationer i karrieren.
I instruktørstolen sidder Lisa Chodolenko, kendt fra det stærke drama ’The Kids Are All Right’, og hun bærer eftersigende historien fra start til slut på flotteste vis. Som en bonus er ’Olive Kitteridge’ en HBO-produktion, der får amerikansk premiere til oktober, og som vi utvivlsomt også vil få at se snarligt på HBO Nordic.
’Far From Men’
Viggo Mortensen spiller hovedrollen i denne fransksprogede film baseret på en historie af den fransk-algierske filosof og forfatter Albert Camus. Krydsningen mellem stjernedrys og eksistentialisme fungerer ifølge anmelderne ganske fremragende, og den stille film lukker langsomt op for et indre menneskeligt drama af voldsomme proportioner.
Halvdanske Mortensen skulle være fantastisk som skolelæreren Daru, der under den algierske borgerkrig får til opgave at overgive fangen Muhammed til myndighederne. De to mænd former et venskab, og David Oelhoffens instruktion lader langsomt og naturligt deres forhold udvikle sig.
’Red Amnesia’
Asiatiske film har traditionelt stået stærkt på Venedig, og i år var ingen undtagelse. ’Red Amnesia’ blev nemlig af flere kaldt en af de stærkeste film på festivalen og en seriøs kandidat til den eftertragtede Guldløve, der dog gik til svenske Roy Andersson.
Med en visning på en af festivalens sidste dage gik Wang Xiaoshuais film om Kulturrevolutionen ellers mange steder forbi i relativt ubemærkethed, men Politikens Michael Bo havde overordentlig pæne ord at sige om den. Han roste blandt andet filmen for dens værdighed og vingefang, der ifølge ham gjorde den selvskrevet til at kæmpe om hovedprisen.
SE DE SIDSTE HYPEDE VENEDIG-FILM PÅ NÆSTE SIDE.
’The Last Hammer Blow’
’The Last Hammer Blow’ er den engelske titel på en lille fransk perle, der tog flere anmeldere på sengen med sin historie om livet i en fransk trailerpark. Alix Delaporte rammer plet i sin kun anden spillefilm, som The Hollywood Reporter kalder et intimt drama, hvor ord spiller andenviolin til filmens præcise situationer og billeder.
Coming-of-age-fortællingen om en 14-årig dreng og hans møde med sin fremmedgjorte far og den første kærlighed henrykkede anmelderne over en bred kam, og filmen står som en af festivalens store positive overraskelser.
’Black Souls’
Også italiensk film skal selvfølgelig regnes med, når festivalen foregår i Venedig. Mens Abel Ferreras ’Pasolini’ fik en temmelig lunken modtagelse, blev den barske, ’Gomorrah’-lignende ’Black Souls’ taget bedre imod. I stedet for den napolitanske Camorra ser den nærmere på regionen Calabrien helt nede i støvlelandets tå, og dennes mafiapendant, ’Ndrangheta’ og deres metoder udi organiseret kriminalitet.
Instruktør Francesco Munzi tegner en klassisk græsk tragedie i nutidens Italien, hvor ingen glemmer, og ingen tilgiver. Tre brødre lever i de mørke sjæles underverden, hvor alle er fordømte og fordærvede. Filmen skulle være overraskende blodfattig genren taget i betragtning, men til gengæld er mismodet kraftigere end nogensinde før.
’Hungry Hearts’
En anden italiensk film blev blandt de store vindere, da priserne blev uddelt i lørdags. Selv om den foregår i New York og har Adam Driver fra ’Girls’ i en af hovedrollerne, er den nemlig mestendels et italiensk produkt. Instruktøren er Saverio Costanzo, der bygger historien på en bog af Marco Franzoso, begge italienere, mens den kvindelige hovedrolle spilles af ligeledes italienske Alba Rohrwacher.
Filmen foregår dog i New York, hvor de to hovedpersoner løber tilfældigt ind i hinanden og ender i kanen sammen med en graviditet til følge. Variety kalder filmen en blanding mellem ’Blue Valentine’ og ’Rosemary’s Baby’, hvilket lyder ekstremt ubehageligt. Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, vandt både Driver og Rohrwacher hovedprisen for bedste skuespiller-/inde for filmen.
Læs også: Se listen: Vores 10 yndlingsfilm fra årets Cannes-festival