–
10. ’El Viaje Misterioso de Nuestro Jomer’ (sæson 8)
Handlingen kort:
Homer er en frygtet skikkelse på Springfields årlige chilifestival. Som en rundmavet og orange Chili Klaus skovler han de hotte små pebre indenbords, mens han ler hånligt ad bodernes advarselsskilte. Ingen af chili-kokkene har kunnet udfordre Homers stålmave før i år, hvor politichef Wiggums har fundet frem til en ladning vanvidspebre fra Guatemala. Kæphøjt sluger Homer en håndfuld – og finder sig selv på et vanvittigt syretrip i en psykedelisk ørken. Her møder han en kosmisk prærieulv, der opfordrer ham til at finde sin soul mate …
Derfor er det genialt:
’El Viaje Misterioso de Nuestro Jomer’ er måske ikke helt i top, hvad plot og gags angår, men visuelt er afsnittet i særklasse. Homers syretrip er visualiseret virtuost og med enorm fantasi, inspireret af surrealistiske mestre som Dalí og De Chirico. Det er ren rock’n’roll-animation, simpelthen den vildeste fantasisekvens i hele serien. Og så er det i øvrigt selveste Johnny Cash, der lægger sprød røst til prærieulven!
9. ’Homer’s Enemy’ (sæson 8)
Handlingen kort:
Forældreløse Frank Grimes har måttet slide hårdt for alt, hvad han har opnået. Men intet har kunnet forberede den nyuddannede fysiker på at arbejde side om side med Homer Simpson. Grimes bliver vanvittig af at dele arbejdsplads med den ubegavede, respektløse og evigt dumdristige døgenigt og beslutter sig for at udstille hans inkompetence over for atomkraftværkets ledelse.
Derfor er det genialt:
Præmissen for ’Homer’s Enemy’ er lige så enkel, som den er enestående. Alle elsker fiktionsfiguren Homer Simpson, men hvordan ville det være at møde og arbejde sammen med ham i virkeligheden? Frank Grimes er en helt almindelig mand, der pludselig finder sig selv i et vanvittigt tegnefilmsunivers, og han reagerer, som mange af os nok ville have gjort i hans sted. Afsnittet udstiller raffineret seriens bizarre spilleregler, som de har manifesteret sig over (på dette tidspunkt) otte sæsoner, og resultatet er Simpson’sk metafiktion, når det er allerbedst.
8. ’Barts Inner Child’ (sæson 5)
Handlingen kort:
I et øjebliks desperation vender Marge Simpson sig mod den salvelsesfulde selvhjælpsguru Brad Goodman. Han lover lindring mod alle lidelser i the feel bad rainbow – der rækker lige fra »motor mouth « til »uncontrollable falling down« – og råder Springfields borgere til at tage ved lære af skarnsknægten Bart Simpson og gøre lige, hvad fanden de har lyst til. Bristefærdige af begejstring arrangerer byen en stort opsat ’Do What You Feel Festival’ – men kan hippie-drømmen bære?
Derfor er det genialt:
Comedy-geniet George Meyer har sat et uudsletteligt aftryk på ’The Simpsons’ som manuskriptredaktør. ’Barts Inner Child’ er et af de få afsnit, han selv har forfattet fra start til slut. Det er proppet med veloplagte gags og replikker, fra indledningens begavede hyldest til de klassiske ’Road Runner’-kortfilm til de ulidelige »jeg er okay, du er okay«-samtaler, Homer og Marge fører efter at have læst Goodmans bøger. I det hele taget er selvhjælpspalaveren både knivskarpt karikeret og alt for genkendelig her i post-tressernes endeløse selvrealisering.
–
7. ’The Cartridge Family’ (sæson 9)
Handlingen kort:
Da en møgkedelig fodboldkamp (europæisk, ikke amerikansk) udløser optøjer i hele Springfield, må Homer indse, at det er svært at beskytte sit hjem i lovløse tider. Han beslutter sig derfor for at købe en pistol og blive medlem af den lokale NRA-afdeling. Men resten af familien Simpson deler bestemt ikke hans entusiasme for det dødbringende legetøj…
Derfor er det genialt:
Satiren i ’The Cartridge Family’ er uovertruffent skarp og skånselsløs i sin behandling af et til stadighed væsentligt emne. Manuskriptet sætter fingeren lige dér, hvor det gør ondt, som da Homer på baggrund af sine mange tvivlsomme meritter i foregående ’Simpsons’-afsnit bliver vurderet til at være potentially dangerous.
Han er fortvivlet, men beroliges af våbensælgeren: »Relax, that just limits you to three guns or less!« Sådan fyger de sylespidse replikker gennem luften, men manuskriptet er nuanceret nok til også at anerkende våbnenes uomtvistelige fascinationskraft. Og så vil fodboldhaderne givetvis hygge sig gevaldigt med prologens svidende sviner af ’det smukke spil’!
6. ’Homer vs. the Eighteenth Amendment’ (sæson 8)
Handlingen kort:
Efter en særligt løssluppen St. Patricks Day bliver alkoholforbuddet genindført i Springfield – eller rettere: Det viser sig, at det aldrig er blevet afskaffet. Konfronteret med afholdenhedens forfærdelige spedalskhed kaster Homer sig over en løbebane som ølsmugler, skarpt forfulgt af den speedsnakkende superdetektiv Rex Banner.
Derfor er det genialt:
I 25 år har Homer forsøgt at tjene en hurtig skilling med mere eller mindre tvivlsomme midler. ’Homer vs. the Eighteenth Amendment’ er et af de forsvindende få tilfælde, hvor det rent faktisk lykkes, og alene derfor skiller afsnittet sig ud. Men først og fremmest bæres det af et selv efter ’Simpsons’-standard usædvanligt velsmurt manuskript.
De groteske og lattervækkende optrin står i kø for at finde plads på skærmen, velkendte figurer får et forfriskende twist – og så er det jo her, en triumferende Homer hylder de gyldne dråber med en legendarisk skål: »To alcohol! The cause of – and solution to – all of life’s problems!«
5. ’A Streetcar Named Marge’ (sæson 4)
Handlingen kort:
I et forsøg på at slippe væk fra husmorlivets trummerum kaster Marge sig over amatørteatret. Hun får hovedrollen i en musicalversion af Tennessee Williams’ kanoniserede stykke ’A Streetcar
Named Desire’ – komplet med misforstået happy end – men Homer har meget lidt forståelse for hendes kulturelle sysler. Og imens hun øver, frister lille Maggie Simpson en kummerlig tilværelse i vuggestuen med det fantastiske navn The Ayn Rand School for Tots.
Derfor er det genialt:
Når ’The Simpsons’ er bedst, virker serien på uhørt mange planer. Afsnittet her er et fornemt eksempel: Humoren dækker hele spektret fra fysisk komik i vuggestuen til overdådig ironi i skildringen af dilettantforestillingens über-krukkede instruktør. Og fortællingen favner både postmoderne parodier på ’Fuglene’ og ’Den store flugt’ og – klemt ind mellem alle de komiske scener – genuint vedkommende parforholdsdrama.
Nå ja, og så er det den suverænt bedste af alle de mange Broadway-parodier, seriens lange levetid har budt på.
4. ’Last Exit to Springfield’ (sæson 4)
Handlingen kort:
På byens atomkraftværk, hvor Homer arbejder, er tillidsmanden forsvundet under mystiske omstændigheder. Den udspekulerede direktør Montgomery Burns øjner en chance for at spare penge på medarbejdernes frynsegoder, så han tilbyder sine ansatte en fustache øl ved hvert fagforeningsmøde til gengæld for at stryge tandplejeforsikringen. Begejstringen er stor blandt det arbejdende folk, også hos Homer – lige indtil han kommer i tanker om, at Lisa har brug for en voldsomt dyr tandretning…
Derfor er det genialt:
’Last Exit to Springfield’ ser Homer indtage en sjældent heroisk rolle som den nye tillidsmand, der godt nok handler ud fra selviske motiver, men alligevel ender med at gøre en forskel. Fagforeningsarbejde er sjældent skildret så vittigt og medrivende. Scenerne, hvor vores rundmavede helt udmanøvrerer sin chef ved forhandlingsbordet gennem held og dumhed, er eminent leveret, og afsnittet er spækket med mindeværdige indslag – som den småpsykopatiske tandlæges skræmmebog, ’The Big Book of British Smiles’, og Montgomery Burns’ 1000 aber med deres 1000 skrivemaskiner: »Soon, they’ll have finished the greatest novel known to man!«
3. ’Marge vs. the Monorail’ (sæson 4)
Handlingen kort:
Springfields lokale rigmand Montgomery Burns bliver taget i at dumpe radioaktivt affald fra sit atomkraftværk i byens parker og idømmes en kæmpe bøde. Nu skal pengene bruges, men på hvad? Et borgermøde arrangeres, og Marge foreslår udbedringer af skader på byens nedslidte veje, men i stedet bliver det supersælgeren Lyle Lanley, der løber med dagsordenen: Springfield skal have et monorail-tog, der kan transportere folk rundt i den undselige midtby. Men har den charmerende Lanley rent mel i posen?
Derfor er det genialt:
Før Conan O’Brien blev talkshowvært, skrev han manuskripter til ’The Simpsons’, og afsnittet her er hans allermest vellykkede. Det siger ikke så lidt. ’Marge vs. the Monorail’ er gakket og letbenet, men det leverer varen med den ene urkomiske scene efter den anden. Fra de første minutters ekstremt fjogede ’Flintstones’-parodi over retssagen med Burns som Hannibal Lecter til det buldrende actionklimaks er der ikke et kedeligt øjeblikket i afsnittet, mange regner for seriens bedste nogensinde. Her må det dog nøjes med en bronzemedalje.
2. ’The Last Temptation of Homer’ (sæson 5)
Handlingen kort:
Homer får en ny kollega på atomkraftværket. Mindy er smuk, sympatisk og har – utroligt nok – stort set alt til fælles med vores hovedperson: Fra den umættelig appetit på donuts til in your face-attituden. Homer føler sig ubehjælpeligt draget af hendes sødme og charme, og selvfølgelig vil skæbnen, at han og Mindy sendes på energikonference sammen – bare de to…
Derfor er det genialt:
Når ’The Simpsons’ er mere elsket og hædret end konkurrenter som ’South Park’ og ’Family Guy’, så skyldes det ikke kun, at de bedste afsnit er uhørt gennemarbejdede og sofistikerede. En del af hemmeligheden er også, at serien tager (eller tog) sine karakterer seriøst. Homers dilemma er urkomisk skildret, men også umiddelbart genkendeligt for alle, der har været i et længerevarende parforhold, og afsnittets centrale konflikt iscenesættes og løses med stor troværdighed.
’The Last Temptation of Homer er ikke bare et enormt veloplagt og vittigt afsnit, det er også charmerende, fintfølende og menneskeklogt.
–
1. ’You Only Move Twice’ (sæson 8)
Handlingen kort:
Til sin egen og alle andres overraskelse bliver Homer headhuntet af firmaet Globex Corp., som holder til i den nyanlagte mønsterby Cypress Creek. Her bliver familien Simpson indlogeret i et højteknologisk hus, mens Homer folder sig ud i sin nye stilling som mellemleder. Hans opgave: At sikre strømforsyningen til det supervåben, hans megalomane nye chef er ved at bygge – i et vanvittigt forsøge på at overtage verdensherredømmet.
Derfor er det genialt:
’You Only Move Twice’ er rigtig mange ting på én gang: En James Bond-parodi, en hyldest til og satire over moderne ledere (Homers nye chef er en Richard Branson-agtig figur, som er lige så lyttende og forstående, som han er kaglende gal), et opgør med specialundervisning (!), en total omplantning af det centrale persongalleri og sidst, men ikke mindst, en enkel fortælling om, at penge ikke er alt.
Der er mere gods i de her 22 minutter, end der er i langt de fleste spillefilm, og derfor er ’You Only Move Twice’ slet og ret det bedste ’Simpsons’’-afsnit nogensinde!
Læs også: ’The Simpsons’ arvtagere – seks geniale animationsserier, du bør se