CPH:DOX: ’Mr. Dynamite: The Rise of James Brown’
Så sent som i denne uge var der i adskillige medier forlydender om, at James Browns tidligere chauffør påstår, at The Hardest Working Man in Show Business aldrig blev begravet efter sin død i 2006, men fortsat ligger nedfrosset i sin datters hus. Browns mytestatus er med andre ord stadig brandvarm, selvom hans fysiske rester (angiveligt) er dybfrosne!
I år har biopic’en ’Get On Up’ haft amerikansk premiere med Chadwick Boseman som Brown, en på papiret nærmest umulig rolle, for hvordan gestalter man The Godfather of Soul, populærmusikkens måske bedste live-entertainer nogensinde, uden at falde igennem?
Alex Gibney er en af verdens førende filmdokumentarister (han vandt blandt andet en Oscar i 2007 for Afghanistan-dokumentaren ’Taxi to the Dark Side’), og hans to timer lange portræt af Brown er en redeligt fortalt film om mytens musikalske meritter og kulturelle indflydelse snarere end en personlig fortælling om manden bag myten. Gibney er interesseret i, hvad der skabte fænomenet Brown: Hvad der gjorde ham speciel, og hvordan han afspejlede og afveg fra den tid og den scene, han var en del af – og hvordan han har påvirket eftertiden, ikke mindst hiphoppen (han er den mest samplede kunstner nogensinde).
Filmen følger den slagne fremgangsmåde for den historisk afdækkende dokumentar: Klip mellem et væld af arkivmateriale og interviews (med bandmedlemmer som Maceo Parker og Bootsy Collins) fra både dengang og nu, så fortid og nutid hele tiden indgår i en dynamisk dialog. Filmens clou er brugen af (co-producent på projektet) Mick Jagger som vidne til Browns optræden på ’T.A.M.I. Show’ i 1964 sammen med The Rolling Stones. Her måtte en ung Jagger overtale den ældre Brown til at acceptere rollen som opvarmning for de unge, fremstormende briter.
Der er kommet en fascinerende, grundig og musikalsk righoldig portrætfilm ud af Gibneys anstrengelser i klipperummet. Til gengæld er det så som så med de personlige afsløringer eller intime vinkler på en myte, der trods alt har fire ægteskaber, seks børn, hustruvold og stofmisbrug på samvittigheden. Alt det noteres en passant, men intet af det påkalder sig Gibneys opmærksomhed i samme grad, som for eksempel hvilke guitar-licks Brown brugte på ’Papa’s Got a Brand New Bag’, eller hvorvidt ’Cold Sweat’ var det første funknummer.
’Mr. Dynamite’ er derfor en musikalsk helgenkåring snarere end en udtømmende livshistorie. Hvilket sådan set er fint nok. James Browns musik og performances var af så overjordisk en karakter, at de fortjener en hel films udelte opmærksomhed.