‘The Hunger Games: Mockingjay – del 1’
Hvad gør Katniss Everdeen til en heltinde? Hendes flammende kjoler? Hendes Robin Hood’ske præcision med bue og pil? Hendes bedårende romance med Hunger Games-medkombattanten Peeta? Ingen af delene, mener Katniss’ mentor Haymitch (Woody Harrelson), der i tørlagt udgave har opnået nyt klarsyn i tredje del af Hunger Games-serien, ‘Mockingjay – del 1’, og fastslår: Det er hendes emotionelle spontanitet.
Spørgsmålet gælder ikke kun Katniss, men også Suzanne Collins’ young adult-bestsellertrilogi og Liongates blockbusterfranchises svimlende popularitet, der har indskrevet 24-årige Jennifer Lawrence i Guinness Rekordbog som den mest indbringende actionheltinde nogensinde.
Katniss er en modstræbende heltinde. I de to første film tvinger den diktatoriske Capitol-regering hende gennem to omgange Hunger Games – et blodigt realityshow, hvor 24 unge mennesker placeres i en skov, indtil der kun er én overlevende tilbage. Nu er hun blevet reddet fra gameshow-arenaen af en oprørsbevægelse, der holder til under jorden i det udraderede Distrikt 13. Her går alle med grå kedeldragter, hvilket især piner den pyntesyge anstandsdame Effie Trinket, livligt spillet af Elizabeth Banks, som leverer nogle af filmens få humoristiske øjeblikke. »Everything old can be made new again«, siger hun med henvisning til sin nye turban, hun har erstattet sine ekstravagante parykker med. »Like democracy«.
Man forstår Effies nedslåethed, for den underjordiske bunker, der er kulisse for størstedelen af filmen, er farveløs, dyster og trykkende, ligesom filmen selv. Uden de to første films gameshow-arena mister filmen sit barnlige konkurrence- og spilstrategiske aspekt. Det gør stemningen mindre nervepirrende på ’overlever hun næste angreb’-måden, men til gengæld mere alvorlig og voksen. Kampen er virkelig, og det er ikke bare noget, vi leger for at underholde masserne. Det virker som et naturligt skridt at gå fra spil til virkelighed, og det ville være svært at tage endnu en omgang i Hunger Games-arenaen, uden at filmen blev redundant. Det manglende reality-element gør dog filmen til en mere ordinær og sort-hvid historie, hvor de gode bekæmper de onde.
Lederen af det gode hold i Distrikt 13, Præsident Coin (en hvidhåret Julianne Moore, der ser ud til at kede sig lidt – men hendes karakter er også noget stram i betrækket), har efter råd fra undercover-oprørslederen Plutarch (Philip Seymour-Hoffman) udset sig Katniss som revolutionssymbolet Mockingjay. Målet er at inspirere befolkningen i hele nationen Panem til kamp mod Capitol.
Katniss er dog i første omgang mere optaget af at redde Peeta, hendes partner fra Distrikt 12 og kæreste i medierne, som hun måske, måske ikke, er rigtigt forelsket i. Han blev efterladt under redningsaktionen og er nu taget til fange i Capitol, hvor Præsident Snow (Donald Sutherland) hjernevasker og bruger ham som talerør mod oppositionen. Katniss indvilliger i at påtage sig Mockingjay-rollen, hvis Coin til gengæld vil befri Peeta og de andre Hunger Games-deltagere.
En del af jobbet er at indspille propagandavideoer, hvor hun iklædt sin ikoniske bue, pil og fletning maner til kamp foran en greenscreen. Men videoerne fungerer ikke, for Katniss er en dårlig skuespiller. Og det er her, Haymitch bryder ind og spørger videokomiteen, hvilke øjeblikke i Hunger Games-seancerne og mediecirkusset, der fik dem til virkelig at elske Katniss. »Da hun meldte sig frivilligt for sin søster«, »alliancen med Rue«, »da hun lagde blomster på Rues døde krop«, lyder svarene. Og fællesnævnerne? spørger Haymitch. »At ingen fortalte hende, hvad hun skulle gøre«.
Sladredroslen må slippes fri for at kunne flyve. Coin går med til at sende Katniss ud i distrikterne, hvor ødelæggelserne og indbyggernes smerte gør indtryk. I filmens mest rørende scene besøger hun et hospital i Distrikt 8 fyldt af sårede mennesker, der med Katniss’ tilkendegivelse af at tage del i deres kamp stikker tre fingre i vejret – en gestus, der i Katniss’ Distrikt 12 er et tegn på respekt og får hende til at indse sit potentiale som en samleskikkelse.
En anden fællesnævner for de sympatiskabende momenter er netop hendes følelsesmæssige styrke. Som andre riot grrrl-superheltinder som Wonder Woman, Xena, Buffy og Hit Girl kan Katniss besejre enhver mand i kamp med hurtighed, kløgt og præcision. Men folket – og vi! – elsker hende på grund af hendes feminine dyder: Hendes selvopofrelse, pacifisme og moderlige omsorg for sin lillesøster og den yngre pige Rue fra første film. Hun flygter og gemmer sig frem for at kæmpe og dræber kun, når hun bliver direkte angrebet.
»Jeg har aldrig bedt om det her. Ikke om at være med i Hunger Games og ikke om at være Mockingjay«, siger Katniss, der hader at være i spotlyset som kransekagefigur for først Capitol og siden revolutionsbevægelsen. Hudfletningen af medierne fra de to første film fortsættes intelligent med propagandavideoer fra begge lejre, der får både Katniss og os til at væmmes.
Netop Katniss’ manglende ego gør hende til en oprigtig og modig heltinde. Men selv en beskeden heltinde må træde i karakter og tage ansvar. ’Mockingjay – del 1’ handler i høj grad om Katniss’ indre udvikling fra forvirret og tvivlende, uvillig skakbrik til ansvarlig frontfigur. J-Law – det har hun ikke noget imod at blive kaldt, fortalte hun forleden Stephen Colbert – bringer styrke, stædighed og sårbarhed til Katniss. Men her i tredje ombæring giver rollen hende ikke meget at spille med. Variationer af forfærdelse, forskræmthed og stirren ud i luften med tårer løbende ned ad kinderne afløses kun momentvis af opildnet vrede og ømhed.
Også på det ydre plan er der nogen stilstand. Det er ikke overraskende, da filmstudiet i stil med ’Harry Potter’ og ’Twilight’ har valgt at dele finalebogen op i to. Formentlig af kommercielle hensyn, men også for at give plads til at udfolde den omfangsrige historie. Det er fint at bruge et par timer på at nyde stilheden før stormen, og jeg kedede mig ikke et øjeblik. Men filmen føles unægteligt som opvarmning til det store brag i del to.
Jeg er så klar til revolutionen. Mon ikke også Katniss er?
Kort sagt:
Elsker man Hunger Games, Katniss Everdeen og Jennifer Lawrence, vil man også elske ’Mockingjay – del 1’, hvor den unge modvillige heltinde bliver kørt i stilling som revolutionsleder. Man hepper på Katniss hele vejen i hendes uundgåelige, lidt forudsigelige udvikling, der ikke genererer samme spænding som de foregående film, men til gengæld lægger op til et brag af en afslutning.
Læs også: 7 grunde til, at du ikke behøver være teenagetøs for at elske ‘The Hunger Games’
Læs også: Se traileren til ‘The Hunger Games: Mockingjay – del 1’