1. Japansk excentricitet, universelle følelser
Jeg var særdeles skeptisk, da jeg slog bagdelen i biografsædet sammen med tre-fire filmnørdede drengevenner til den første ’The Hunger Games’-film i 2012. Hvad var nu det for noget teenfantaserende, dødsromantisk, Robinson-agtigt, ’Det femte element’-hysterisk, ’Twilight’-imiterende fjol? Og var det egentlig ikke bare et overlagt plagiat på den japanske ’Battle Royale’ fra 2000, hvor en flok skoleelever af myndighederne bliver sendt ud på en lille ø for at bekæmpe hinanden til sidste blodsdråbe?
Jo jo, er der noget filmnørder elsker, er det at affeje amerikanske storfilm, som masserne finder relativt originale, med reference til en eksotisk asiatisk film, som de færreste har hørt om.
Der er selvklart visse paralleller mellem de to film, men engang blev der også skrevet en vis bog ved navn ’Fluernes herre’, og fuldstændigt originale historier skal man lede længe efter. Det er udførslen, det som oftest kommer an på, og ’Hunger Games’ finder sin egen farve og form. Hvor ’Battle Royale’ er ond og excentrisk, er der flere karakternuancer og mere varme i det amerikanske sidestykke. Og heldigvis ikke uden kant, hvilket fører os frem til næste punkt.
(P.S. Husk alligevel at se ’Battle Royale’ – den er også god!)
2. Ingen fløjlshandsker
Et springende punkt, der får selv hankønsvæsener i start-30’erne som mig til at tale om ’Hunger Games’ med julelys i øjnene og grødet stemme, er, at den kombinerer uindpakket brutalitet med scener af oprigtig følelsesmæssig styrke.
Man skal være lavet af Capitol-sten for ikke at blive berørt af den første films udvælgelsessekvens, hvor vores heltinde Katniss Everdeen melder sig frivilligt frem for sin lillesøster Primrose, der ellers trækker det korteste strå og skal dyste til døden ved diktatorstyrets årlige turnering. Eller af hele Katniss’ venskab med den unge Rue i den første film, og scenen hvor hun hyldes og huskes af sit folk i 11 i toeren, ’The Hunger Games: Catching Fire’.
Samtidig holder filmen en fin balance mellem ikke at svælge i børnenes død under turneringen og undlade at vende blikket væk. Når Liam Hemsworths Gale bliver pisket på landsbytorvet i toeren, bliver der da heller ikke ligefrem holdt igen.
Denne emotionelle modenhed adskiller filmen fra t(w)een-konkurrenter som ’Twilight’ og ’Divergent’. Man føler sig ikke talt ned til eller unødigt manipuleret.
–
3. Biroller i særklasse
Man vinder allerede meget hos en tweenflick-skeptiker som mig ved at line et birollecast op, der ville løfte en hvilken som helst film til toppen af must see-listen. Når man samler Woody Harrelson, Donald Sutherland, Philip Seymour Hoffman, Stanley Tucci, Paula Malcomsen, Jeffrey Wright og Toby Jones til ’The Hunger Games: Catching Fire’, skulle man næsten tro, at der bevidst blev leflet for fans af amerikansk indie-film.
Heldigvis er det da også nogle glimrende roller, de har fået i hænderne. Harrelson er i stødet som den fordrukne mentor Haymitch, Stanley Tucci er herligt overspillet som tandpastasmilende talkshowvært, Elizabeth Banks får mennesket frem i den hysteriske hostess Effie, og i toeren bringer Sam Claflin sympatisk nærvær til rollen som den bedstemorkærlige prettyboy Finnick.
Og er det første alvorlige symptom på, at man er blevet en grådlabil blødmandstype, når man har svært ved at stå for selv Lenny Kravitz’ subversive tøjdesigner? Formentlig.
–
4. Jennifer Lawrence
Birolleskuespillerne skal dog ikke have al æren for ’Hunger Games’ attraktionsværdi på skuespilfronten. I hovedrollen bærer J-Law filmen med styrke, sårbarhed og empati. Nok er hun lækkergjort i forhold til gennembrudsrollen i ’Winter’s Bone’, men essentielt bringer hun de samme kvaliteter fra denne film ind på den store blockbusterbane, en sjælden bedrift, som vidner om et naturligt og selvsikkert stortalent.
Man føler med hendes anstrengelser fra første sekund, og hun indgyder troværdighed i både de fysiske actionscener og de stille dramascener. Det kan nok være, at nogen har nået et mætningspunkt i forhold til Lawrences lidt fjogede rød løber-optrædener, men Katniss Everdeen er stadig en af de stærkeste karakterer, der er kommet ud af blockbuster-Hollywood i nyere tid.
–
5. En udholdelig kærlighedstrekant
Ja, Josh Hutchersons Peeta er vag og fersk, og Liam Hemsworths Gale er en næsten overdreven machorigtig kontrast til den lidt underkuede bagerdreng.
Men når det nu endelig skal være – og kærligheden skal jo være i en franchise som denne – så er trekantsdramaet faktisk til at holde ud at se på, fordi der ikke svælges i liderlige blikke som i ’Twilight’, og fordi det trods alt kun spiller en sekundær rolle i den større historie. Det er simpelthen befriende, at ’The Hunger Games’ ikke først og fremmest er en kærlighedshistorie.
–
6. Vedkommende moralske spørgsmål
Efter den første film kritiserede nogle anmeldere, at filmen hyklerisk dyrkede volden mellem børn, som den ellers på overfladen tog afstand fra. Men som allerede bemærket (hop tilbage til punkt 2, hvis du mod forventning skøjtede over), rammer ’Hunger Games’ faktisk balancen mellem at skildre diktaturets grusomheder uden at svælge i dødsscenerne (som i førnævnte ’Battle Royale’, slå dig selv tilbage til start, hvis du lige nu tænker ’Battle Royvaforén?’).
Og selvom skildringen af det fascistiske styres undertrykkelse langt fra er nytænkende (og der er noget lidt kikset over det excentrisk farverige production design i metropolen), opstår der en interessant magtkamp mellem Donald Sutherlands snu Præsident Snow og den oprørske Katniss. Filmen skildrer fint symbolets magt i folkets oprør, ligesom den elementært taler til vores alle sammens ret til liv og frihed. Det er måske ikke fransk filosofi for let øvede, men dog alligevel en fin allegori, som utvivlsomt vækker til eftertanke hos de helt unge. Og som derfor også fint kan sluges af os andre.
–
7. Robinson-fascinationen
En styrke ved de to første film har unægtelig været selve spillet og dets underholdende elementer af overlevelsestricks, taktik, alliancer og outrerede figurer. Har man bare en lilleputudgave af en Robinson-fan gemt i sig, er det ganske enkelt fascinerende at følge vejen fra træning til endelig dyst.
I toeren blev spillet afbrudt, og det hele spidser nu til i en større krig mod styret, som ikke udspiller sig i arenaen. ’Catching Fire’ var tynget en smule af toerens uafsluttede grundvilkår, og når det nu kun er første del af finalen, der venter os, kan man godt frygte, at ’Mockinjay Part 1’, som får premiere i morgen, vil føles som endnu et mellemspil. Der er en klar risiko for, at franchisen vil føles for langstrukket, og at filmen mister nogle af sine oprindelige styrkepunkter, når den nu bliver en mere traditionel oprørsfortælling…
Naarh, who am I kidding. Det bliver skide godt, og jeg er ikke bange for at gå til bekendelse. Mit navn er Jacob Ludvigsen. Jeg er 31 år. Og jeg er ’Hunger Games’-fan.
Læs også: Se traileren til ‘The Hunger Games: Mockingjay’
Læs også: Hør Kanye Wests Lorde-remix fra ‘Hunger Games’-soundtracket
Læs også: Propagandafilm varmer op til ny ‘Hunger Games’-film