En pensioneret historieprofessor (Jeffrey Tambor) springer ud som kvinde over for sine tre narcissistiske børn i Amazons dybt originale, fintfølende og særdeles morsomme ’Transparent’, som vi har kåret som årets bedste tv-serie foran tunge konkurrenter som ’True Detective’ og ’Fargo’.
Kvinden bag hedder Jill Soloway, som fandt præmissen for serien direkte i sit eget liv. Vi snakkede med hende i Los Angeles – om hendes far, der sprang ud som transperson, om at instruere kvindeligt og om et mandligt publikum, der ikke gider følge mandlige tv-karakterer.
Hvordan har du det med, at Transparent pludselig er talk of town, selv i Danmark?
»Jeg har en ven i Danmark, og hun skrev lige om det den anden dag på Facebook. Det er jeg vældig glad for. Jeg fornemmer, at serien handler om noget, som alle kan relatere til, nemlig familie. Alle kender til de helt simple spørgsmål: ’Mor, må jeg tage en ven med hjem til middag?’. ’Jeg kommer hjem fra uni og har forandret mig.’ Når børnene forlader hjemmet, ønsker også forældrene at være noget nyt. Serien stiller det almengyldige spørgsmål: ’Ville du stadig elske mig, hvis…?’ Det er virkelig nemt for de fleste at forholde sig til, lige meget hvor de er. Det er kind of cool«.
Du kom på ideen til serien, efter din far selv sprang ud som transperson. Fortæl lidt om tilblivelsen.
»Jeg har været i tv-branchen i 15 år – jeg startede på ’Six Feet Under’ og har siden arbejdet for at få min egen serie på skærmen. Jeg arbejdede på ’The United States of Tara’, ’How to Make it in America’ og ’Grey’s Anatomy’, men jeg gik ligesom i et årti og tænkte: ’Hvor er min serie? Hvor er min serie?’
Og da min far så sprang ud, var det selvfølgelig et chok. Min første reaktion var selvfølgelig: ’Jeg elsker dig, jeg vil altid elske dig, jeg elsker dig betingelsesløst, jeg er så stolt af dig, du er så modig’. Det sagde jeg, men jeg tænkte: ’Jeg kan ikke tro på det. Det må være en joke, tager de pis på mig lige nu?’ Men helt ærligt kunne jeg heller ikke løbe fra en følelse af, at jeg så serien for mig øjeblikkeligt. Sådan er det nok bare at være forfatter, hvor man hele tiden tænker: ’Hvad bliver min personlige ’Six Feet Under?’ Det er lidt pinligt, men ret hurtigt efter min far sprang ud, måske bare sekunder inde i telefonsamtalen, tænkte jeg: ’Jeg tror, jeg har en tv-serie!’ Heldigvis har min forælder været utroligt opbakkende. Jeg siger ’forælder’ i stedet for far, og jeg prøver at bruge ordet ’de’ i stedet for ’ham’. De er enormt stolt og begejstret og elsker serien«.
Amy Landecker, Jeffrey Tambor, Jill Soloway
Ud over Mauras transformation står de tre børn også et sted, hvor de eksperimenterer eller søger noget i forhold til sex og kærlighed. Begge døtre flirter i en eller anden grad med biseksualitet. Hvorfor var det vigtigt for dig, at deres livskriser også i så høj grad skulle afspejles i deres sexliv?
»Det var vigtigt for mig, at Sarah (Amy Landecker), som er den ældste datter, skulle være på samme identitetsrejse som sin far. Jeg har en ældre søster, som er lesbisk. Jeg er selv mor og er involveret i børnehavepolitik og den slags, så Sarah er en slags sammensmeltning af mig og min søster.
Derudover ville jeg have Josh (Jay Duplass) til at være meget modstridig. Jeg møder mange mennesker, som ikke taler med deres børn mere, og der er mange af mine venner, som ikke har kontakt med deres forældre mere. Min egen far kom ud som trans, og mange af mine mandlige venner og heteroseksuelle venners reaktion var: ’Hvordan kunne de gøre det mod dig?’ Mange heteroseksuelle mænd har svært ved at håndtere det at være ’gender queer’. Ali (Gaby Hoffman, red.) er midt imellem, og hun afviser ikke sin far, men hun springer heller ikke bare med på vognen. Hun forsøger virkelig hårdt at finde ud af, hvem hun er, hvad køn er, og hvad hendes egen seksualitet er«.
Hvordan ser du på Hollywoods normale skildringer af transpersoner?
»Transfolk er meget lidt repræsenteret. Der er tre forskellige kategorier af transfolk: Transmænd, transkvinder og gender queer. Der er ingen transmænd på tv. Ikke en eneste. Vores karakter Dale er måske den første transmand på tv. Der er heller ingen gender queers, og transkvinder er oftest repræsenteret som ofre: Som sexarbejdere, som prostituerede, som jokes. Der er meget, meget få positive repræsentationer af transkvinder. Vi taler om mennesker – ikke mordere… Det er virkelig utroligt, så få eksempler der er.
Men det føles, som om vi er i den her bevægelse for transfolk, der hænger sammen med revolutionen af indholdstjenesterne. Så det var den rigtige serie på det rigtige tidspunkt og det rigtige sted. Jeffrey (Tambor, red.) og jeg griner bare, når vi ser hinanden, for vi har faktisk grinet hele vejen igennem og tænkt: ’Hvad i alverden sker der? Hvad er det for en båd, vi er kommet om bord på?’ Selv da vi indspillede, virkede det bare til, at vi ikke selv var i kontrol, vi var bare en del af noget større«.
Ser du dig selv som feminist?
»Ja«.
Er din forælder – din ‘mapa’ – feminist?
»Ja, jeg tror, de fleste transkvinder er feminister. På nogle måder oplever transkvinder det værste af det, kvinder må gå igennem, fordi selv de mænd, der udlever deres mandlige privilegie på en måde, hvor de gerne vil beskytte kvinder og derfor ikke snakker grimt til dem, måske i stedet opfører sig ubehageligt over for transkvinder. Nogle tænker, at hvis man har opgivet sit mandlige privilegie frivilligt, så må man være godt tosset – altså at kun en skør person vil være kvindelig frivilligt. På den måde er had til transkvinder også en slags foragt for det feminine, med mindre det feminine er helt perfekt fremstillet for det mandlige blik. Kvindelighed i sig selv har ingen værdi«.
Føler du selv, du forstår transverden nu?
»Jeg har lært en masse, men det føles lidt sjovt at være den person, der skal forsøge at bære faklen og forklare transaspektet for verden. Men der er jeg så. Og vil lige tilføje: ‘Transparent’ er en komedie! Folk ved godt, det er sjovt, ik’ [hun griner]? Jeg kommer ind i de her store politiske diskussioner, og jeg vil lige have folk til at vide, at serien faktisk er sjov!«
Har du selv oplevet modstand som kvinde i en mandedomineret industri?
»Jeg har ikke mærket det direkte. Jeg tror ikke, at der er mænd, som er ude på at få skovlen under kvinder. Jeg tror mere, at det handler om, at Hollywood ikke helt har fået øjnene op for, hvad der kan markedsføres, fordi vi har været vant til en verden, hvor alt tager udgangspunkt i mænds sociale sfære, og hvor kvinder bare har vænnet sig til at skulle relatere sig til de mandlige protagonister. Kvinder kan godt se en Woody Allen-film og læse en Phillip Roth-bog, mens mænd har meget sværere ved at leve sig ind i en kvindes krop. Så det handler simpelthen om markedet«.
Tror du, du er en anderledes instruktør, fordi du er kvinde?
»Jeg har altid talt om at bringe en kvindelig form for lederskab ind i instruktørarbejdet, og jeg tror, det i det her tilfælde skabte en følelse af samarbejde mere end konkurrence. Når jeg går på settet, prøver jeg ikke på at få skuddet, jeg prøver ikke at sikre, at skuespillerne siger replikkerne korrekt, jeg fokuserer ikke på at få alt i kassen… Selv da jeg var på ’Six Feet Under’, blev jeg sendt ned på settet af produceren med ordren: ’Sørg for, at de får det hele i kassen, og at vi kan klippe det’. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Jeg aner ikke, hvad du snakker om! Det er mit første job! Hvad mener du med, at vi skal kunne klippe det?’«
Hvad gør du så nu?
»Gennem årene har jeg lært at komme til settet uden forventninger. Jeg er ikke ude på at få noget specifikt, jeg prøver bare at skabe en følelse af sjov og muligheder, og det er også en spejling af seriens tematik, når jeg går til filmarbejderne og til statisterne og prøver at vende tingene om og give dem privilegier, så de ikke er bange for at kigge stjernerne i øjnene, som det ellers ofte er på filmsets. Jeg fortæller dem, at de er kunstnere, og at de skal opføre sig helt frit, så på den måde er det nogle kvindelige principper, jeg bringer ind i arbejdet.
Jeg går til det med en legesyg tilgang, og derfor ligner ’Transparent’ ikke en klassisk tv-serie. Vi skyder den ikke som en tv-serie, der er ingen chefer, der står og vurderer, om vi gør det ’rigtigt’. Så vi bevæger os væk fra en patriarkalsk måde at lave film på, som er cut, action, shoot. Nogle gange siger jeg ikke engang ’action’, jeg siger ikke ’cut’, og de ved ikke altid, hvornår vi skyder. Vi prøver bare at gøre det autentisk«.
Læs også: Årets bedste tv-serier, top 10-1
Læs også: Anmeldelse af ‘Transparent’