- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
- Fem film, der bør blive din nye juletradition (og som hverken er ‘Love Actually’ eller ‘Home Alone’)
- Anna Kendricks date med en seriemorder er en af de uhyggeligste og mest sandfærdige film, jeg længe har oplevet
‘Trash’
En forslået brasiliansk dreng holder en pistol for panden af en mand. »Skyd ham, Raphael!«, råber den ene af hans to kammerater. Hvordan er de endt her?
Stephen Daldrys (’The Hours’, ’The Reader’) spændingsdrama er baseret på Andy Mulligans young adult-roman om tre hjemløse knægte, der overlever i Brasiliens slum ved at gennemrode skrald på den lokale losseplads og dagdrømme om at flytte til stranden, hvor de rige bor.
Vennegruppen får brug for assistance fra Martin Sheens bundhæderlige præst, Juilliard, og Rooney Maras sympatiske lærerinde, Olivia, da de en dag kommer i besiddelse af en værdifuld tegnebog, som det korrupte brasilianske politi, der er i gangsterbossen Santos’ lomme, skal have fat på for enhver pris.
Daldry har erfaring med børneskuespillere fra ’Billy Elliot’ og ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’, men den brasilianske location og plottets thrillerelementer er nye græsgange – både for den engelske instruktør og for manuskriptforfatter Richard Curtis, der har specialiseret sig i ærkebritiske romancer med ’Fire bryllupper og en begravelse’, ’Notting Hill’, ’Love, Actually’ og senest ’About Time’.
’Trash’s snørklede historie er fortalt med overblik og overskud. I takt med at Raphael opdager, at tegnebogens tidligere ejermand, José Angelo (Wagner Moura fra ‘Tropa de Elite’), har begået et dristigt tyveri, kommenterer han og de to andre drenge i videointerviews på deres dødsensfarlige situation. Daldry og Curtis arbejder således med både flashbacks og flashforwards, alt imens de bringer os i en cirkel tilbage til det dramatiske anslag.
I dokumentaren ’Ilha das Flores’ fra 1989 (kun 13 minutter lang – se den på Youtube) viste Jorge Furtado i en effektiv, ubehagelig montage, hvor ydmygende en tilværelse mennesker som karaktererne i ’Trash’ er tvunget til at leve. Sammenlignet med Furtados kortfilm og det ultimative epos om underverdenen i Rio de Janeiros usle favelakvarter, den blændende ’City of God’, blegner Daldrys mere Hollywood-naive film en smule.
Men man bliver nu alligevel forarget over de kummerlige forhold, og som helhed giver filmen et troværdigt indblik i et råddent samfund med perverst store klasseskel og modbydelig politibrutalitet. Og så fungerer den aldeles glimrende som konventionel underholdning.
Kort sagt:
I deres effektivt fortalte ungdomsmysterium giver Stephen Daldry og Richard Curtis os indblik i de utaknemmelige livsvilkår i Brasiliens slummiljøer. Det er underholdende og forargende på samme tid – selv hvis man allerede har set de tematisk beslægtede ’Ilha das Flores’ og ’City of God’.
Spillefilm. Instruktør: Stephen Daldry. Medvirkende: Rickson Tevez, Gabriel Weinstein, Eduardo Luis, Rooney Mara, Martin Sheen, Wagner Moura, Selton Mello, André Ramiro, Jesuíta Barbosa, Daniel Zettel. Spilletid: 115 min.. Premiere: 4. december