’Words and Pictures’

’Words and Pictures’

Pennen er mægtigere end sværdet, men et billede siger mere end tusind ord. Men hvad siger det så om styrkeforholdet mellem sprog og billeder? Hvad fortæller den største sandhed?

Det er det essentielle spørgsmål, som Fred Schepisi opstiller i sin feelgood-komedie ’Words and Pictures’, forankret i magtkampen mellem den alkoholiske engelskunderviser Jack (Clive Owen) og kunstmaleren Dina (Juliette Binoche). Jack var i sine unge dage en litterær stjerne, men nu er fritiden fyldt med flere promiller end færdigskrevne digte. Da han hører, at der venter ham en fyreseddel, benytter han muligheden for at erklære intellektuel krig mod den nyansatte billedkunstunderviser Dina.

Hun er en tidligere succesrig abstrakt maler, hvis karriere er blevet stoppet af leddegigt. Dinas første undervisningstime bliver introduceret med ordene »jeg er ikke den slags lærer, som I vil komme og besøge med chokolade, når I er blevet vokse«, hvilket blot er en af grundene til, at hun har øgenavnet Istappen. Hun tager dog imod Jacks udfordring for at bevise over for sine elever, at billedet er mægtigere end ordet.

Og det er netop i kampen mellem ord og billede, mellem Jack og Dina, at filmen løfter sig. De to hovedkarakterer vækkes til live med glød af de dygtige Clive Owen og Juliette Binoche. Owen med skægstubbene er troværdig i rollen som manden, der på på skolen er en dedikeret lærer, men i hjemmet kæmper med et voldsomt vodkaforbrug og uforløste drømme. Det samme gælder Binoche, der som indelukket isdronning langsomt åbner op for Owens varme alko-ånde. Og så er det i øvrigt Binoche selv, der har malet de malerier, der ses i filmen – imponerende!

Omkring de to får vi et galleri af bipersoner, som eleven Emily, der synes at have et skjult talent som kunstner, men hæmmes af præstationsangst, eller eleven Swint, der er forelsket i Emily, men tager uetiske midler i brug, da kærligheden EyeEm ikke bliver gengældt. Desværre ender de som uudfoldede stereotyper. Og mens det er en stor fornøjelse at se Owen og Binoche spille pingpong med skarpe replikker og gode citater, mangler gnisten i den uundgåelige kærlighedsromance. Filmen blomstrer i deres intellektuelle sammenspil som to engagerede lærere, men ikke i deres romantiske sammenspil som to elskere.

Filmen holder sig ikke tilbage med at citere store kunstneriske værker, men kommer aldrig selv i nærheden af at være den uforglemmelige filmoplevelse om poesiens magt, som for eksempel ’Døde poeters klub’ er det. Det efterlader en varmt menneskelig film, der ikke altid tænker, før den taler.


Kort sagt:
’Words and Pictures’ er en inkonsekvent feelgood-komedie, der reddes af et stærkt sammenspil mellem Clive Owen og Juliette Binoche. Men mens deres intellektuelle magtkamp blomstrer, forbliver kærlighedsfortællingen underligt impotent.

Spillefilm. Instruktør: Fred Schepisi. Medvirkende: Clive Owen, Juliette Binoche, Valerie Tian, Bruce Davidson. Spilletid: 116 min.. Premiere: 11. december
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af