Oscar 2015: Vores bud på Oscar-nomineringerne for bedste film og instruktør

birdman

 

Torsdag tidlig eftermiddag dansk tid afsløres det, hvem The Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS) har nomineret i Oscaruddelingens 24 kategorier for sæsonen 2014-15.

De to helt tunge kategorier for bedste film og bedste instruktion har en lang tradition for at gå til samme film, hvilket ikke er så sært, når man tænker over det: Det er en helt naturlig impuls at stemme på den instruktør, man også mener, leverede årets bedste film. Man taler derfor i Oscarjargon om de sjældne såkaldte ’split years’, altså de årgange, hvor vinderne af de to hovedpriser ikke følges ad.

Der har været flere ’split years’ end sædvanligt på det seneste, blandt andet sidste år, hvor Alfonso Cuarón vandt for sin instruktion af ’Gravity’, mens ’12 Years a Slave’ vandt hovedprisen for bedste film.

Hvad kan være årsagen til et ’split’? Som regel hænger det sammen med, at en bedste film-vinder ikke nødvendigvis behøver at være en tung produktion eller kæmpe teknisk bedrift. Det kan ’bare’ være en god historie, der er godt fortalt. Prisen for bedste instruktion tager i lidt højere grad højde for den tekniske bedrift, det er at bedrive filmhåndværket.

Men hvem vinder akademiets gunst i år? Her er vores bud på nomineringerne til bedste film og instruktør.

Bedste film

Kategorien for bedste film er svær at forudsige, fordi der kan være alt mellem fem og ti nominerede, alt efter hvor mange førstepladser de enkelte film henter hjem på medlemmernes stemmesedler. Fem procents samlede førstepladser giver automatisk en nominering.

Regnestykket er dog mere kompliceret end som så, for når først den førende film har nået det nødvendige antal førstepladser, redistribueres de resterende sedler, hvor den også ligger nummer ét, så de kommer filmen, der ligger nummer to på de redistribuerede sedler, til gode. Når endnu en films nominering er i hus, redistribueres også de resterende stemmesedler, hvor den ligger nummer ét, og kommer en helt tredje film til gode. Og så fremdeles…

Hermed skabes en kompleks kabale, som man skal være lidt af en avanceret taljonglør for at kunne overskue!

Det er desuden altid et sats at gætte på de nominerede til bedste film, fordi akademiets smag synes at bevæge sig i pendulbevægelser: Fra det sikre og konservative det ene år til det mere friske, uafhængige og vovede det næste. Satser det konservativt i år? Ja, så bliver der måske plads til Angelina Jolies kritikernedsablede ’Unbroken’ eller endda Rob Marshalls seneste musicalhit ’Into the Woods’. Eller satser det lidt mere friskt og frejdigt (i stil med kritikerne)? I så fald kommer listen til at tage sig mere ud som mine bud nedenfor. Jeg synes ikke, de klassiske prestigefilm virker stærke nok i år til at vælte kritikerkæledægger som ’The Grand Budapest Hotel’, ’Whiplash’ og ’Nightcrawler’ af banen, så jeg tror, det bliver en af Oscars mere ’vovede’ årgange. Dem skulle der også gerne komme flere af i fremtiden med tanke på den foryngelsesproces, der er i gang i disse år, hvor man har speedet processen med at invitere flere nye (og yngre) medlemmer ind i folden betragteligt op.

Men without further ado. Hvis der bliver det minimale antal nominerede, nemlig 5, satser jeg på følgende felt:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Boyhood’
Lige nu er spørgsmålet ikke, hvorvidt ’Boyhood’ – årets (ja, årtiets) store kritikerdarling – bliver nomineret for bedste film, men hvor mange nomineringer den kan hente i land i de øvrige kategorier. For teamet bag ’Boyhood’ er fokus allerede rettet på fase to i Oscarsæsonen, det vil sige den, der starter efter på torsdag, og som skal føre filmen frem til målstregen den 22. februar. Filmen fik i går en flyvende start på den del af sæsonen med tre vægtige Golden Globes-priser (for bedste drama, instruktion og kvindelige birolle).

Chance for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Birdman’
Alejandro González Iñárritus metabevidste show business-fabel om en falmet filmstjernes forsøg på at genfinde sin kreative mojo har ikke stået meget tilbage for ’Boyhood’ i forbindelse med haglstormen af kritikerpriser og branchenomineringer. Dens trumfkort er et rost skuespillerensemble (anført af genkomne Michael Keaton) og Emmanuel Lubezckis fotografering, der forsøger at sælge publikum illusionen om ét langt, ubrudt take. ’Birdman’ led et lille setback ved ikke at vinde en Golden Globe for bedste komedie/musical (prisen gik i stedet til ’The Grand Budapest Hotel’), men en nominering i akademi-regi er bombesikker.

Chance for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’The Imitation Game’
En Harvey Weinstein-basker af en britisk biopic… Vækker det genklang? Man kommer uvægerligt til at tænke på, hvor stor succes Weinstein havde med denne formel for få år siden med ’The King’s Speech’, der væltede kritikerdarlingen ’The Social Network’ af pinden. Spørgsmålet er, om ’The Imitation Game’ – anført af Benedict Cumberbatch – kan afspore ’Boyhood’ med sit klassisk svungne prestigedrama om nazi-codebreakeren Alan Turing, godt hjulpet på vej af Harveys velsmurte kampagnemuskler. Det må tiden vise, men foreløbig skal den nok hente en nominering i land. At den ikke vandt en eneste Golden Globe ved prisuddelingen natten til mandag dansk tid viser, at der ligger et stort arbejde foran holdet bag.

Chance for en nominering: 95 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’The Theory of Everything’
Årets anden store britiske biopic handler om verdens mest kendte kørestolsbruger, videnskabsmanden Stephen Hawking. Filmens eneste problem er, at den ligger i skarp konkurrence om de mere konservative (samt britiske) medlemmers gunst med ’The Imitation Game’. Ellers er den lige efter Oscars drejebog for succes: Overvindelse af personligt handicap plus gribende kærlighedshistorie.

Chance for en nominering: 85%

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’The Grand Budapest Hotel’
Bag Wes Andersons lagkageæstetik gemmer sig en dybtfølt meditation over nostalgi, fortid kontra nutid og totalitarismens terror. Det er formentlig den film, der er kommet mest styrket ud af ’kritikerfasen’ af Oscarsæsonen. Den britiske BAFTA uddelte hele 11 nomineringer, og det er svært at forestille sig, at akademiet ikke følger bare nogenlunde efter. Det skal dog siges, at ’Tinker Tailor Soldier Spy’ fik samme høje antal BAFTA-nomineringer i 2012 uden efterfølgende at blive nomineret til en Oscar for bedste film… Andersons film beviste dog sin aktuelle form, da den overraskende besejrede ’Birdman’ i Golden Globes’ komedie-/musical-kategorien, så udsigterne er gode for den quirky texaner.

Chance for en nominering: 80 %

Mit gæt er, at der som de sidste tre år bliver ni nomineringer. Se, hvem jeg spår til de sidste nomineringer, på næste side – og mine bud på instruktørnomineringerne på næste side igen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver seks: ’Selma’
Paramount har begået en begynderfejl ved ikke at få sendt screenere ud af Ava DuVernays borgerrettighedskamp-fortælling med David Oyelowo som Martin Luther King. Det betød, at filmen er gået glip af de vigtige branchenomineringer, der som oftest er den nødvendige vej til Oscar. BAFTA så efterfølgende også bort fra filmen (nul nomineringer). Blandingen af ekstatiske anmelderroser, tematikken og det faktum, at alle akademimedlemmer nu skulle have modtaget en screener, gør dog, at den formentlig sikrer sig en nominering. Men vinderchancerne har fortonet sig.

Chance for en nominering: 70 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver syv: ’Whiplash’
Den indiefilm, der i prissæonen klarer sig blandt de store prestigefilm, kaldes ’the little movie that could’. Og den titel går i år til Damian Chazelles film om en talentfuld trommeslager og hans sadistiske underviser. De fem nomineringer hos BAFTA understreger filmens positur som seriøs Oscarbejler. Hvis briterne stemte på den i de afgørende kategorier, er der god grund til at formode, at den klarer sig mindst lige så godt på hjemmebane.

Chance for en nominering: 65 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver otte: ’Gone Girl’
Ganske givet en af årets filmoplevelser for mange biografgængere og i hvert fald en kæmpe succes (Finchers hidtil største) målt på indtjening. Amy Dunne er desuden filmårets måske mest omtalte og genkendelige filmkarakter. Og alligevel: BAFTA gav kun filmen to nomineringer (og ikke for hverken film eller instruktion), så den er fortsat et spørgsmålstegn: For stor til, at Oscar kan ignorere den – eller simpelthen for meget en genrefilm til at tilfredsstille de finere (eller bare gammeldags) smagsløg?

Chance for en nominering: 50 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver ni: ’Nightcrawler’
Dan Gilroys neo-noir thriller (eller sorte komedie, alt efter hvordan man ser den) har taget et gevaldigt ryk i kritikerfasen af sæsonen: Fra negligeret outsider til ganske sandsynlig gæst ved Oscarbanketten. BAFTA bidrog overraskende med op til flere vitale nomineringer (blandt andet til både Jake Gyllenhaal og Rene Russo), og det virker, som om filmen har båret et stærkt momentum med sig på det allermest afgørende tidspunkt: Under selve stemmefasen. Er det nok? Det er lige på vippen.

Chance for en nominering: 40 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der – mod forventning – bliver 10: ’American Sniper’
Måske er det overraskelsen over, at 82-årige Clint Eastwood stadig har forbavsende godt styr på sit håndværk, der pludselig har fået hans film om den amerikanske hærs mest dødelige skarpskytte i Irakkrigen, Chris Kyle, til at blande sig i spillet om Oscar. Eller måske handler det mere om politik? Oscar elsker i hvert fald Clinten, men ’American Sniper’ er omgivet af kontroverser: Er den en forherligelse af vold og snigmord? Og er det problematisk, at Kyles selvbiografi (som filmen bygger på) er fuld af dokumenterede løgne? Akademiets konservative ’høge’ vil stemme på den i stort tal, hvilket måske er nok til at klemme den ind i det fine selskab? Holdet bag filmen skal håbe på, at der bliver et fyldt felt på mindst ni, gerne ti nominerede, for ellers klarer den nok ikke skærene.

Chance for en nominering: 35%

Se mine bud på, hvem der løber med nomineringerne for bedste instruktion, på næste side.

Bedste instruktion

Akademiets nomineringsproces foregår på den måde, at de enkelte faggrupper (klippere, skuespillere, instruktører etc.) selv opstiller de nominerede inden for deres egen kategori, hvorefter hele medlemsskaren stemmer om vinderen.

At instruktørerne selv vælger de nominerede har (især i de senere år) åbnet op for nogle overraskelser, der generelt har tilgodeset de ’friske’ valg, som i 2013, hvor debutanten Benh Zeitlin (’Beasts of the Southern Wild’) og den østrigske mesterauteur Michael Haneke (’Amour’) blev valgt frem for forhåndsfavoritterne Ben Affleck (’Argo’) og Kathryn Bigelow (’Zero Dark Thirty’). Instruktørerne er altså ikke bange for at gå mod hovedstrømmen.

Jeg tror på, at de vil vove pelsen igen i år… Før mine fem bud et lille p.s.: Jeg har lavet forudsigelserne, før det indflydelsesrige og retningsvisende forbund af instruktører offentliggør deres fem nominerede til DGA (Director’s Guild Awards) tirsdag den 13. januar. Forbundets liste flugter traditionelt med akademiets valg i fire ud af de fem nominerede, om end DGA de senere år har haft en tendens til at vælge lidt mere sikre, etablerede navne end akademiet. Hvis DGA fx vælger Ava DuVernay (’Selma’), vil det være oplagt, at akademiet gør det samme. Så juryen voterer stadig i forhold til, hvad der er den mest hensigtsmæssige forudsigelse i netop denne kategori.

Men her er de fem instruktører, jeg forventer hjemtager nomineringerne:

richard linklater

1. Richard Linklater, ’Boyhood’
Linklaters passionsprojekt blev lavet over 12 år. Alene den uhørte dedikation vil give mange stemmer. Der hersker så megen goodwill omkring Linklater og hans hold, at han er selvskrevet. Linklater vandt en Golden Globe for sin instruktion – mon ikke han holder kursen helt frem til og med Oscar?

Chance for en nominering: 100 %

innaritu-birdman
2. Alejandro González Iñárritu, ’Birdman’
Iñárritus film har samlet så stor opbakning både fra branche og kritikere, at han er næsten lige så selvskrevet som Linklater til en nominering. Han er formentlig også den eneste, der kan true Linklater i sidste ende, eftersom filmen står stærkt som både ensemblepræstation (ergo: vellykket personinstruktion) og er lidt af et teknisk vidunder med sin nøje kalkulerede iscenesættelse af et simuleret one take.

Chance for en nominering: 100 %

morten tyldum
3. Morten Tyldum, ’The Imitation Game’
Her begynder vanskelighederne at melde sig: På papiret burde Tyldum være næsten sikker, for ’The Imitation Game’ regnes blandt mange for den i sidste ende farligste rival til ’Boyhood’ i bedste film-kategorien i kraft af sine klassiske Oscardyder: Prestigefilm, biopic,  publikumsvenlig dramaturgi etc. Men norske Tyldum missede en nominering i BAFTA-sammenhæng, hvilket er en bet. Han er ikke særlig kendt i USA, og han tilfører ikke filmen nogen distinkt stil eller personlighed. Han kan derfor være sårbar, hvis filmen ikke står helt så stærkt, som de fleste regner med.

Chance for en nominering: 75%

Se mine to endelige bud på sidste side.

wes anderson


4. Wes Anderson, ’The Grand Budapest Hotel’
Anderson har aldrig været nomineret til en Oscar for sin instruktion (men to gange som manuskriptforfatter). Tilpas mange vil nok mene, at tiden nu er moden oven på hans hidtil klart største publikumssucces. Konkurrencen om pladserne er hård, men Anderson har en signaturstil, der skiller sig ud, og det vil formentlig komme ham til gode.

Chance for en nominering: 60 %

damien chazelle


5. Damien Chazelle, ’Whiplash’
Det er her, jeg tror på en overraskelse. Godt nok er debutanten Chazelle oppe mod sværvægtere som David Fincher og Clint Eastwood – foruden Ava DuVernay, der kan blive den første afroamerikanske kvinde, der modtager en instruktørnominering nogensinde – og James Marsh, der står i spidsen for bedste film-outsideren ’The Theory of Everything’. Men Chazelles film har skabt begejstring og demonstrerer hans fornemmelse for at skabe en dynamisk, energisk og fortættet fortælling. Jeg tror meget vel, han kan kopiere Benh Zeitlins overraskende nominering fra forrige år. Når gruppen kunne finde på at nominere Zeitlin, vil de heller ikke være bange for igen i år at pege på den spændende opkomling frem for the usual suspects. Selv BAFTA pegede på ham i den prestigiøse kategori og gav derved ham (og filmen) det sidste skub, der overbeviser mig om hans (og dens) oplagte ’valgbarhed’.

Chance for en nominering: 50 %

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af