De bedste nr. 7: ’The Hours’ (2001)
Det er en udfordring at fremstille depressive karakterer på film, eftersom det apatiske eller indesluttede ved tilstanden i sagens natur står i modsætning til mediets fordring om ydre handling og aflæselige følelser.
Det fine ved Moores præstation som Laura Brown, en dybt deprimeret husmor i 1950’ernes forstads-Amerika, er, at hun formår at fremstille depressionen overbevisende gennem de interaktioner, Laura har med sin mand (spillet af John C. Reilly) og sin lille søn. Det er i den forstillede lykke sammen med familien, at hendes depression tydeliggøres, så det er hjerteskærende at se på for publikum, fordi vi får adgang til hendes følelsesliv på en måde, som hendes mand ikke kan, og som sønnen ikke kan udtrykke eller forstå, selvom de store, brune øjne tydeligvis fornemmer, at noget ikke helt er, som det burde være.
Moore indfanger på fornem vis ikke bare forstillelsen ved at leve som forstadshusmor i en konform tid, men fremmedgørelsen i forhold til at skulle agere som mor, når man ikke er mentalt klædt på til at mønstre hverken energien eller ansvaret. Resultatet er en af hendes mest rørende roller.
De bedste nr. 6. ’The Kids Are All Right’ (2010)
I Lisa Cholodenkos fine, Oscar-nominerede komediedrama spiller Moore sammen med Annette Bening et lesbisk ægtepar i den øvre middelklasse, der lever et trygt, harmonisk samliv med to teenagebørn (blandt andet en ung Mia Wasikowska). Det mest outrerede, de to foretager sig, er at se bøsseporno sammen for det billige grins (og – må man formode – for en inverteret ophidselses) skyld.
Bening og Mark Ruffalo (som børnenes biologiske far) løb med al prishæderen (herunder Oscar-nomineringer), måske fordi deres roller er en kende mere komisk skarptskårne. Det skal dog ikke tage noget fra Moores præstation, der er både fintfølende, humoristisk og uforfængelig (ikke mindst når hun tramper rundt i sit gartnerkluns og har larmende sex med Ruffalo).
Hun bærer en stor del af filmen, fordi hun udgør aksen, hvorom Ruffalos og Benings karakterer kredser. Middagsscenen, hvor Bening har indset, at Ruffalo og Moore bedrager hende, er særligt mindeværdig. Men generelt må man sige, at Bening og Ruffalo virkelig skinner i deres roller, fordi Moore giver dem eksemplarisk modspil.
De bedste nr. 5: ’The Big Lebowski’ (1996)
Som den snobbede kunstner, Maude, i Coen-brødrenes kultfilm-over-alle-kultfilm viser Moore sin evne til at gestalte en type, der ganske sikkert ligger langt fra hendes eget temperament, men samtidig til at efterlade klare spor af et helt menneske bag ved den (komiske) kunstnerprætention, som karakteren udtrykker.
Der er kostelige Moore-fingeraftryk i måden, Maude griner på (ikke mindst i en herlig scene med David Thewlis som vennen Knox Harrington), bevæger sig på i sine flyvske gevandter, taler om sin kunst og i det hele taget intonerer sine replikker. Disse fint registrerede karaktertræk er med til at ophæve Maude fra karikatur til et menneske af kød og blod.
Moore dykker ned i Maudes prætentiøse forhold til sig selv og kunsten som det mest naturlige og skaber et portræt, der overskrider det latterlige, fordi den stirrer karikaturen lige i øjnene.
På mange måder er Maude den karakter i ’The Big Lebowski’, der mest øjensynligt forvirrer og imponerer ’The Dude’, fordi hun modsat filmens andre karakterer ikke er hverken højlydt, ynkelig eller ondsindet, men tilpas cool i sin personlighed, så hun bliver til et værdigt match for ham.
De bedste nr. 4: ’Magnolia’ (1999)
Moore gik faktisk glip af op til flere oplagte Oscar-nomineringer sidst i 1990’erne og først i 00’erne, simpelthen fordi hun leverede stærke præstationer til højre og venstre.
Hendes rolle i Paul Thomas Andersons tredje spillefilm, den voldsomt ambitiøse ensemblefilm om et fragmenteret, men dog nærmest kosmisk sammenflettet sammenrend af ildestedte Los Angeles-skæbner, er en intens og krævende præstation. Den kulminerer i en af filmens stærkeste scener, da Moores trofæhustru til en døende patriark (spillet af Jason Robards) oplever en ydmygende behandling på det apotek, hvor hun henter sine medikamenter: »Who the fuck do you think you are? I come in here, you don’t know me, you don’t know who I am, what my life is, you have the balls, the indecency to ask me a question about my life?«
Ordene er både præcise i deres indignation, sårbarhed og smerte. Ingen, der har set ’Magnolia’, vil kunne glemme Moores replikaflevering.
Hendes figur Linda Partridge er er lige på randen til det komplette sammenbrud filmen igennem, men Moore investerer så meget nerve i optegningen af hende, at den på papiret usympatiske gold digger bliver menneskeliggjort. Bag facaden på den pilleslugende og storbandende kvindes vrede gemmer der sig, udover stor sårbarhed og smerte, en gryende bevidsthed om måske alligevel at være i stand til at elske manden, hun bilder sig ind at hade.
De bedste nr. 3: ’Far From Heaven’ (2002)
Julianne Moores anden film med filmskaberen Todd Haynes er en åbenlys hyldest til Douglas Sirks ’kvindefilm’ fra primært 1950’erne, hvor melodramaelementerne er så demonstrative, at de ser lige igennem den skinnende overflades besættelse af statussymbolik: Den glatte perfektion er et billede på menneskelig længsel.
Haynes’ historie om en hustru (Moore), der lever sammen med en homoseksuel mand (Dennis Quaid), bærer sine Sirk-allusioner helt ude på tøjet i en grad, så nogle kritikere anførte, at filmen synes at finde sted i selvbevidste anførselstegn. Men det er her, Moores Oscar-nominerede præstation som Cathy Whitaker er essentiel for at holde filmen kørende som andet og mere end en stiløvelse.
Hun indfanger på den ene side det overfladiske, pæne og forstillede ved den typiske forstadshustru i Eisenhower-æraens Amerika, men hun viser også en anden, mere jordbunden og følelsesforankret side af Cathy. Som filmen skrider frem – Cathy forelsker sig i parrets sorte gartner (Dennis Haysbert), samtidig med at ægtefællens dobbeltliv bliver umuligt at ignorere – toner de forbudte følelser hos hende tydeligere og tydeligere frem.
Det er en rolle, der i sin miljømæssige og historiske setting samt i sit følelsesregister minder meget om Laura Brown i ’The Hours’, men Cathy gennemgår en større udviklingshistorie end Laura, og Moore formår at dosere sine virkemidler – mellem komplet forstillelse og rå følelsesbearbejdning – med stor præcision.
De bedste nr. 2: ’Boogie Nights’ (1997)
Som Amber Waves i Paul Thomas Andersons mesterværk, ’Boogie Nights’, menneskeliggør Moore på fantastisk vis en type – aldrende pornostjerne med en slem kokainvane – som meget let kunne have vadet rundt i klicheer.
Men Moore finder ind til hjertet af Amber, der – selvom hun har rigeligt med problemer selv – er kendetegnet ved den selvpålagte rolle som surrogatmor for kredsen af yngre pornoprotegeer, som hun føler en rørende beskyttertrang over for.
Særligt sigende er scenen sammen med Heather Grahams Rollergirl, hvor de to sider sammen på en seng – høje på kokain. Her er der antydninger af både det rørende, morsomme, ægte, tragiske, fjollede og indfølte. Rollergirl spørger på et tidspunkt Amber, om hun vil være hendes mor. Amber svarer bekræftende: »Yes, sweetie«.
Der er ikke noget tomhjernet bimbo over Moores Amber, der på mange måder – sammen med Philip Seymour Hoffmans Scotty – er filmens emotionelle anker, et løfte om, at der findes nåde og håb selv i et trøstesløst miljø uden mange fremtidsperspektiver.
Moores komplekse portræt burde have inkasseret en Oscar for bedste birolle, men den gik i stedet til Kim Basinger for ’L.A. Confidential’.
De bedste nr. 1: ’Safe’ (1995)
Todd Haynes’ besynderlige miks af psykodrama og horrorfilm har oparbejdet et ry som overset mesterværk, et ry, som filmen (der netop er genudgivet i en fornem dvd-udgave) bestemt kan leve op til. Det er set i bakspejlet Haynes’ bedste film: En meget smuk, meget mærkelig og særdeles urovækkende oplevelse.
Carol White er ved ikke, hvem hun selv er, og hun er usikker på alt, hvilket Moore indfanger med fantastisk intuition: Hun giver for eksempel meget få direkte svar i filmen. Når folk stiller hende spørgsmål, er hun allerede mentalt i gang med at undskylde for det dårlige svar, hun ved vil blive resultatet af anstrengelserne. Moores bedrift er at gøre dette skadede menneske troværdigt, et menneske, der er så usikker i sit forhold til livet, at hun reagerer med frygt eller undren på selv de mest banale hændelser eller situationer.
I sidste ende giver Carol op, eller lader sin krop tage over med stærke psykosomatiske reaktioner, da hendes skrøbelige psyke ikke længere kan modstå tilværelsens formløse trummerum.
Hun forlader sit liv og bliver optaget i en form for religiøs, terapeutisk kult, hvor hun kan forsvinde ind i sig selv, men samtidig lade sig styre og få anvist en vej.
Rollen som Carol White er den kvintessentielle Julianne Moore-rolle: Som tilskuer kan vi ikke tage øjnene fra hende, fordi hun er så skrøbelig og ufærdigt et menneske, at hun bliver uhyggeligt fascinerende. At Moore gled så meget ind i figuren, at hun tabte 20 kilo under optagelserne, bliver en meget håndgribelig illustration af figurens desintegration. Det er dog kun overfladeaftrykket på den specielle dedikation, hun bragte til torvs i netop dette portræt.
Under overfladen foregår der tusindvis af små, næsten umærkeligt registrerbare reaktioner og forskydninger, der gør rollen til en masterclass i sjælegranskende skuespil på linje med Gena Rowlands’ kompromisløse præstationer i John Cassavetes-film som ’A Woman Under the Influence’ (1974) og ’Gloria’ (1980).
Se Julianne Moores værste fejlskud på de næste sider.
De værste nr. 3: ’Hannibal’ (2001)
Slår man Julianne Moores navn op på kritikeraggregat-sitet Metacritic konstaterer man hurtigt, at hun har haft andel i overraskende mange kritikernedsablede titler gennem årene (fra ’The Ladies’ Man’ over ’Surviving Picasso’ til ’6 Souls’, ’World Traveler’ og den aktuelle rædsel, ’The Seventh Son’).
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har set tilnærmelsesvis dem alle (livet er trods alt for kort til at få set selv alle ens yndlingsskuespilleres dårlige film…), så de tre værste Moore-præstationer er alle hentet i film, der på overfladen havde en vis form for respektabilitet eller forventning knyttet til sig, da de havde premiere, men som viste sig slet ikke at kunne leve op til dem.
Det var tilfældet med opfølgeren til Oscar-baskeren ’The Silence of the Lambs’, hvor Anthony Hopkins (desværre) gentog sin ikoniske rolle som Dr. Hannibal Lecter. Moore overtog Jodie Fosters glansrolle som FBI-efterforsker Clarice Sterling. Det faldt ikke så heldigt ud, hvilket har mindre at gøre med Moore end med et skidt manuskript, der er mere fjollet end uhyggeligt.
Men al skylden kan ikke lægges på forfatterne bag: Moore formår ikke at ramme den udsøgte blanding af instinktiv frygt og lynende intelligens, som Foster hev frem i Sterling-karakteren. I ’Hannibal’ er Sterling reduceret til en brik i Lecters spil. Hun repræsenterer abstraktioner som retfærdighed og godhed, men bliver i Moores hænder aldrig til mere end summen af disse.
De værste nr. 2: ’Evolution’ (2001)
’Evolution’ var ’Ghostbusters’-instruktør Ivan Reitmans forsøg på at lave en humoristisk-absurd ’X-Files’-spoof ved indgangen til det 21. århundrede, en slags 90’er-nostalgi før den slags gav særlig god mening.
David Duchovny himself var indrulleret til at spille forskeren, der lokaliserer en meteor i ørkenen, som viser sig at indeholde spor af liv fra rummet. Julianne Moore spiller hans love interest, en sexet kvindelig forsker, der er yderst komisk klodset. Hun falder igen og igen, hvilket åbenbart skal være morsomt.
Moore er måske blevet valgt til rollen på grund af en vis fysisk lighed med Duchovnys ’X-Files’-makker Gillian Anderson, men rollen er – bogstavelig talt – falden-på-halen-komik af så lav en beskaffenhed, at det er en gåde, at man udså sig en så intelligent skuespiller til rollen. Den virkelige gåde er dog, at Moore sagde ja til den.
De værste nr. 1: ’9 måneder’ (1995)
I 1995 var Hugh Grant på toppen af verden oven på succesen med ’Fire brylluppet og en begravelse’, og det skulle der naturligvis kapitaliseres på.
En ung Julianne Moore, der samme år toppede kreativt med rollen i ’Safe’, indgik som en del af den ligning: At dyrke det nye, distinkt britiske brand, Hugh Grant.
Det er ret ulideligt at se sig igennem denne komedie, der slår plat på mænds (angivet) frygtsomme og pinagtige omgang i forhold til alt, der har med kvindelig reproduktion at gøre – naturligvis søbet til med klistret sentimentalitet.
Moore spiller Grants gravide kæreste, der ikke alene har det fysiske besvær med at bære rundt på og føde Grants afkom, men også den mentale byrde at skulle være hans udkårne. Scenen, hvor Grant i en drøm forestiller sig Moore som et gigantisk insekt, er så ideforladt, at man næsten ikke kan tilgive Moore for at have sagt ja til at medvirke i noget så fordummende: ’9 måneder’ ser både ned på mænd og kvinder og er en fornærmelse mod enhver forestilling om menneskelig intelligens.
Moore spiller andenviolin fra start til slut, tilsyneladende lykkeligt uvidende om, hvor fornærmende emblematisk hendes rolle er for Hollywoods ide om, hvordan en kvinde bør agere på film: Som intet andet end en tankeløs genstand for mænds skiftevise frygt og begær.
Læs også: Paul Thomas Andersons film rangeret fra værst til bedst