1. Millionerne er langt væk i Lotto-reklamer
Det var et modigt træk af Svenska Spel at hyre Andersson til at reklamere for de ugentlige Lotto-tal, for snarere end realiseringen af den heldige deltagers eventyrlige drømme, var instruktøren optaget af det mismod, der motiverer eskapismen. Star Tour-æstetikken lå med andre ord ikke lige for.
Reklameserien endte da også som en trist gengivelse af desperate drømme foran tossekassen, men det kan ikke afskrives, at anstrøget af kærlig varme til de triste sjæle i stuerne havde en samlende effekt: Lad os dele de spinkle håb og den store skuffelse med hinanden – uge efter uge efter uge.
2. Uheld på samlebånd i TryggHansa-reklamer
Hvor det er overraskende (og forfriskende!), at Lotto ville associere sig selv med Anderssons karikatur af velfærdssvenskerens trøsteløse hverdag, lå det kreative samarbejde med forsikringsselskabet TryggHansa mere til højrebenet. Her er ulykke(r) jo hovedsagen.
Forsikringsfeltet er et slaraffenland for Andersson, hvis legelyst skinner igennem i de komisk veltimede tableauer, hvor sagesløse svenskere kommer galt af sted i hverdagens absurde tilfældigheder. Der er manden, hvis bildør ødelægges af en lastbil, kvinden, hvis køretøj kvases under et sejlskib og glarmestrene, hvis glasplade ikke ødelægges af den forbipasserende flugtbilist, men derimod af en uopmærksom mand med en stige.
Vi er langt ude på overdrevet, men ikke så langt, at den typiske nordboer ikke kan se sig selv i situationerne i en syret parallelverden. Anderssons stiliserede parodier er solidt forankret i det skandinaviske sindelag, selv når han opspinder ulykker af tragikomisk art i kommercielle frikvarterer.
3. Provokerende AIDS-oplysning – ’Någonting har hänt’
Næste gang du fortryder et valg, så lad blot tankerne falde på den svenske sundhedsstyrelse, der i 1987 bestilte Anderssons kortfilm ’Någonting har hänt’ med AIDS-oplysning for øje, men fik serveret en kras kritik af sundhedssystemet i stedet. Heldigvis havde de ikke held med at forhindre filmens udgivelse.
Spørgsmålet er, hvad de egentlig havde forestillet sig? At Andersson skulle signere en spiselig oplysningsvideo til landets folkeskoler lige til at skylle ned med skolemælken? Den svenske auteur elsker at provokere, overdrive og satirisere, og det er netop det, han gør, i ’Någonting er hänt’ fra 1987, der forkaster den alment accepterede teori om AIDS-sygdommens oprindelse og udpeger amerikanske videnskabsmænds radikale laboratieforsøg som årsagen til sygdommen.
Denne anklage var i sig selv mere end den fortvivlede sundhedsstyrelse kunne sluge, og resten af filmen gjorde intet for at trække i land. Andersson var ikke interesseret i det konkrete sygdomsforløb, men i det omgivende samfunds syn på AIDS, og hans kritik af den angiveligt racistiske og inhumane forskning på området.
4. En ostehøvl for millionærer – Posten og Arla
I samme boldgade som TryggHansa-reklamerne har vi Anderssons reklamer for den svenske pendant til Post Danmark, Posten. Der er ikke meget ’Night Mail’ i instruktørens analogier over postens rettidighed, fra den bebrillede fluevægtsbokser, der mejes ned af en brysk sværvægter og bæres omtumlet fra ringen, til manden, der klemmer sin finger på klapstolen, mens naboen ugideligt vander sine visne buske i baggrunden.
’Så sikkert som posten’ er punchlinen, og det er mildt sagt temmelig morsomt.
Det samme er Anderssons veloplagte Arla-reklamer, der centrerer sig om en fattig familie med en udtalt passion for mejeriprodukter. I en af reklamerne tager datteren for sig af osten, da faderen må bryde ind: »Ja, bare tag to stykker. Der er ingen, der tæller. Det er jo søndag«, ytrer han lakonisk, inden han inspicerer den nye ostehøvl med konklusionen, at den skærer lovlig store skiver. »Det er en ostehøvl for millionærer!«
Alle med adresse i Skandinavien kender nok til småborgerens sygelige fokus på petitesser, og i Anderssons triste universer er det i særlig grad til at grine af.
(Posten-reklamerne indledes ved 5:50 i videoen ovenfor, mens Arla-reklamerne starter ved 2:47 i videoen herunder).
5. Det her er min bil – ’Herlig er jorden’
Vi slutter af væk fra reklameverdenen, nemlig med Anderssons mesterlige kortfilm fra 1991, der skildrer livslede i det store og det små. Fra det indledende, gruopvækkende skud af en Holocaust-lignende udryddelse af afklædte mennesker i en lastvogn til de følgende brudstykker fra den eksistentielt tyngede hovedpersons meningsløse færden i dagligdagens trummerum. »Det her er min bil. Jeg synes, den er god«, proklamerer han med alt andet end smittende begejstring foran sit ulideligt anonyme køretøj.
Farveskemaet strækker sig kun til nuancer af grå, og nihilismen slår en tung skygge over auteurens karakteristiske tableauer. Vanen tro er det dog svært at holde lattermusklerne i ro, ikke mindst da manden nægter at give slip på vinglasset under kirkens nadver og som resultat spilder ’Kristi blod’ ud over biskoppens klædedragt.
Læs også: »Interview med Roy Andersson – Lars von Trier er lidt overvurderet«