CPH PIX: ’Queen of Earth’

CPH PIX: ’Queen of Earth’

Alex Ross Perry laver film, som Woody Allen eller Noah Baumbach ville lave dem på en grå regnvejrsdag, efter deres hund lige var død.

Hans karakterer er om muligt endnu mere neurotiske, narcissistiske og nedladende, og hvor hans to lidelsesfæller trods alt tror på forløsning og forbedring, er Perrys film uafladelige i deres sortsyn. Tag blot Jason Schwartzmans titelrolle i sidste års begavede ’Listen Up Philip’ – en forfatter med en patologisk trang til at hævde sig over for sine nærmeste.

I den henseende er der intet nyt under de sorte skyer i ’Queen of Earth’, hvor det er to veninder, der skiftes til at skvadre om sig selv og komme med passiv-aggressive nålestik til hinanden. Men dermed ikke sagt, at Perry gentager sig selv.

For hvor hans tidligere film, ’Impolex’, ’The Color Wheel’ og ’Listen Up Philip’, alle var tragiske komedier, tager han her livtag med den psykologiske thriller med overbevisende tæft og inspiration fra klassikere som Polanskis ’Chok’ og Bergmans ’Persona’.

Handlingen udspiller sig over en uge i et sommerhus ved en søbred, hvor Catherine (Moss) efter farens selvmord og kærestens utroskab besøger veninden Virginia (Waterston). Hun er knust og knækket, først apatisk som en levende død, så blid som et lam, så manisk, paranoid og stadigt mere uberegnelig. Moss (’Mad Men’, ’Top of the Lake’) leverer en hudløs kraftpræstation, mild og medynkvækkende det ene sekund og perverst morsom og skrækindjagende det næste, når hun frigiver sin pibende psykopatlatter.

Waterstons rolle er mindre iøjnefaldende, men hun er smældende spydig, når hun spiller op over for Moss, og deres dynamik bliver raffineret modstillet med sømløse flashbacks til det marginalt mere muntre visit året forinden. Dengang bed Virginia ad Catherines kæreste – nu er det Catherine, der ikke kan forlige sig med Virginias flirt Rich, gysende spillet af Patrick Fugit på et tidspunkt, hvor det bliver sløret, hvad der foregår inde i Catherines hoved, og hvad der foregår uden for.

Fotograf Sean Price Williams bruger som i ’Listen Up Philip’ et Super 16-kamera, som giver et distinkt, let grumset look. Det kuldslåede, blålige skær står godt til filmens tone, mens de mange nærbilleder af Moss’ forgrædte, forgræmmede ansigt forstærker fortællingens intimitet. Det er i det hele taget en stilistisk gennemført film, der får sin stærke horrorvibe fra Keegan DeWitts fremragende og allestedsnærværende musik, som giver indtryk af, at Catherine hvert øjeblik kan gå amok i bestialsk blodrus.

Perry ved nøjagtigt, hvor han vil hen, og hans fokus flakker aldrig. Tværtimod er filmen næsten så rendyrket, at den er i fare for at lukke sig om sit eget univers. Den har kun én streng at spille på, og selvom den spiller den klokkerent, så tenderer den til tider mod stiløvelsen. Især den affekterede, selvanalyserende måde karaktererne taler på – tilsigtet teatralsk ligesom i ’Listen Up Philip’ – spænder ben for den indgående psykologiske studie.

’Queen of Earth’ er derfor ikke filmen, hvor ansatserne fra Perrys tidligere film samler sig til det mesterværk, han kommer til at lave en dag, men den stadfæster og udvider et talent, der indiskutabelt hører til de mest spændende på den amerikanske indiescene lige nu.


Kort sagt:
Den 30-årige misantrop Alex Ross Perry viser nye sider af talentet med ’Queen of Earth’, som er psykologisk horror uden udløsning, men med et pirrende forspil. Keegan DeWitts stemningsfulde musik kryber ind under huden, og det samme gør Elisabeth Moss’ intense og alsidige portræt af et smuldrende sind.

Læs også: CPH PIX – Fem små perler med store stjerner, du skal se under festivalen

Spillefilm. Instruktør: Alex Ross Perry. Medvirkende: Elisabeth Moss, Katherine Waterston, Patrick Fugit, Kentucker Audley, Kate Lyn Sheil. Spilletid: 89 min.. Premiere: Vises under CPH PIX 12. april (Gloria), 17. april (Empire) og 18. april (Dagmar)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af