Jon Stewart: »Jeg er Hollywood, baby«

Efter 15 år på ‘The Daily Show’ debuterer komikeren som filminstruktør med den CPH PIX-aktuelle ‘Rosewater’. Vi har talt med ham om filmen – og hvorfor Kim Bodnia var den rigtige til at spille iransk forhørsleder.
Jon Stewart: »Jeg er Hollywood, baby«

I juni 2009 var den iranskfødte Newsweek-journalist Maziar Bahari i Teheran for at dække landets første demokratiske valg. Anklager om stemmefusk knuste iranernes håb om et mere reformvenligt styre, og da folket efterfølgende demonstrerede på gaderne, slog militæret hårdt igen.

Midt i kaosset blev Bahari anholdt af regimet, der troede, han var CIA-spion, fordi han netop havde medvirket i Jon Stewarts satiriske nyhedsprogram ’The Daily Show’.

I 118 dage sad Bahari i isolationscelle og blev udsat for psykologisk tortur. Efter løsladelsen skrev han en bog om sine oplevelser, som han overtalte Jon Stewart til at filmatisere. ’Rosewater’, som i morgen får dansk premiere på festivalen CPH PIX, er tv-værtens debut som manusforfatter og spillefilminstruktør. Vi mødte Stewart i Toronto.

Jon Stewart, siden du blev vært for ’The Daily Show’ i 1999, har programmet haft et væld af gæster, som alle har haft fantastiske historier at fortælle. Hvorfor skilte den her sig særligt ud?
»Jo, når man får nogen arresteret, føler man sig nært knyttet til dem! Alvorlig talt, så havde vores reaktion et strejf af narcissisme. Maziar Bahari blev anholdt sammen med to andre, som også havde været med i ’The Daily Show’, og deraf sluttede vi straks, at hele den grønne bevægelse i Iran drejede sig om os. Det er den typiske amerikanske reaktion: ’Er vi skyld i det her? Så lad os fikse det: Hvem skal vi invadere?!’«

Hvorfor endte du med selv at skrive og instruere ’Rosewater’?
»Efter Maziars løsladelse blev jeg venner med ham. Vi mødtes jævnligt over morgenmad, og han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at filmatisere hans bog (’Then They Came for Me’, red.). Uden at have nogen erfaring med den slags svarede jeg: ’Naturligvis! Jeg er Hollywood, baby. Dén ordner jeg.’ Men ingen af os vidste, hvordan man gjorde.

Vi gik den traditionelle vej og udpegede nogle fantastiske forfattere, som vi mente kunne behandle stoffet med indsigt. Det viste sig, at mange andre også syntes, at de samme forfattere var fantastiske og indsigtsfulde, så der var lang kø. Jeg producerer tv hver dag, så min tålmodighedstærskel er lav. Udvikling af film kan være en adstadig affære, og jeg følte, at den her historie var så presserende, at vi måtte forløse den på en hurtigere måde. Efter et års tid, hvor Maziar og jeg var frustrerede over processen, skar jeg igennem tågen og skrev manuskriptet selv«.

Havde du nogensinde overvejet at skrive eller instruere film før?
»Nej. Men metoden virker ikke fremmed for mig. Selve arbejdsgangen i at sammensætte og organisere tanker for at skrive et manus – at dekonstruere stoffet og opbygge en fortælling – føltes som en forlængelse af, hvad vi laver på ’The Daily Show’.

Den egentlige udfordring var formsproget. Kabel-tv og de folk, jeg omgiver mig med til daglig, har et andet ordforråd, så jeg var stærkt afhængig af mine tekniske ledere, da vi optog filmen. Men hensigten og følelsen er ikke så forskellig.

For mig handler begge medier om at generere indhold og om intention. Det gælder også ’The Daily Show’, selvom programmet er essayistisk og har langt kortere holdbarhedstid end film. Aktuel humor er underholdningsbranchens æggesalat. Uanset hvor meget man gør sig umage med at lave en god æggesalat, vil folk efter tre dage sige: ’Hvad fanden er dét?’«

Hvor nervøs var du over at tackle denne historie som din instruktørdebut?
»Ikke for at nedgøre det, men det er jo bare en film. Jeg har lavet en film om tortur, jeg er ikke blevet tortureret. Man må se tingene i deres rette perspektiv. Der vil helt sikkert være nogen fra Mellemøsten, der vil opleve ’Rosewater’ som en forenkling af deres virkelighed. Men jeg håber, at de publikummer, som kender mindre til begivenhederne, vil finde filmen mere nuanceret, og med flere lag, end de er vant til. Det er dén balance, vi prøvede at opnå«.

Du har castet Kim Bodnia som den iranske forhørsleder. For os danskere er det umiddelbart en ret morsom tanke, men når man først ser Kim i rollen, forstår man, hvorfor du valgte ham.
»Kim kunne vise den modsætning, som jeg var ude efter, nemlig et menneskeligt, flerdimensionelt portræt af en forhørsleder. Det ville være meget nemt at skildre torturisten i ’Rosewater’ som et sadistisk monster. Men fundamentalistiske regimer er menneskelige, og vi er nødt til at se dem i dét lys for at forstå dem bedre.

Når en fange får bind for øjnene, er det ikke kun for at desorientere fangen. Det er i virkeligheden til forhørslederens bedste. Man har ikke lyst til at tæske nogen sønder og sammen, hvis man kan kigge dem i øjnene. Derfor ledte vi efter en skuespiller, som kunne fremstille den ulmende ondskab, men også finde en sårbarhed og en følelse af medmenneskelighed i figuren. Og den blanding gengiver Kim meget smukt«.

Læs også: Fem små perler med store stjerner, du skal se på CPH PIX

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af