’The Giver’

’The Giver’

Hver generation, sit fremtidsmareridt.  Der er løbet meget vand i åen, siden radiooplæsningen af H.G. Wells’ sci-fi-roman ’War of the Worlds’ i 1938 skabte reel panik blandt amerikanske lyttere i New York.

Her angribes USA af krigsliderlige marsmænd, og truslen om den udefrakommende ondskab optog i de følgende mange årtier sci-fi-forfattere og Hollywood-instruktører, gødet ikke mindst af USA og Ruslands senere rumkapløb og stjernedrømme.

To væsentlige undtagelser var sci-fi-romanerne ’1984’ (fra 1949) og ’Fahrenheit 451’ (1953), af henholdsvis George Orwell og Ray Bradbury, der hver især beskriver grumme fremtidssamfund korrumperet af menneskelig dårskab frem for skydeglade rummænd. Her er menneskeheden blevet frarøvet deres fri vilje som konsekvens af galoperende magtmisbrug, og begge mesterværker inspirerer ikke overraskende endnu en lang række moderne bogserier og film inden for genren, fra ’The Hunger Games’ til aktuelle ’The Giver’.

Vi har efterhånden måtte indse, at den mest imminente trussel mod vor levevis ikke skal findes i en galakse langt, langt herfra, men lige her på Jorden i vores egen grådighed og egoisme.

I ’The Giver’ har man efter en ubeskrevet verdenskatastrofe etableret et dystopisk, sort-hvidt ’velfærdssamfund’ på toppen af et bjerg. Og sort-hvidt skal tages ganske bogstaveligt. Som i en anden ’Pleasantville’-fantasi er her nemlig ingen farver! Ej heller vredesudbrud, kærlighed eller biologiske familier under samme tag – den slags ubelejlige følelsesbomber tager en dosis morgenmedicin sig af (a la ’Equilibrium’), mens indbyggerne heller ingen minder har af den ’gamle verden’ (som i ’Fahrenheit 451’) og automatisk tildeles arbejdsposter efter karaktertræk (som i ’Divergent’).

Sci-fi-karusellen kører rundt og rundt, til man næsten har glemt, hvem der plagierer hvem (det er dog værd at bemærke, at ’The Giver’ i bogform går forud for ’Divergent’-serien, der klæber ublu til førnævntes dramaturgiske skelet).

Helt fortrængt er fortiden imidlertid ikke. Det påligger The Giver, en menneskelig Cloud, at mindes verden af i går, med alle dens glæder, krig og ødelæggelse. Drengen Jonas (Brenton Thwaites) tildeles ved den årlige afgangsceremoni dette særlige hverv og kommer dermed i lære som Receiver hos den gamle Giver (Jeff Bridges). The Giver viser Jonas verden, som den så ud i storslået technicolor, og beordrer drengen til at droppe sin medicin, så han også forstår den smerte, menneskene førhen forvoldte sig selv og naturen.

Selvfølgelig forelsker følelsesfrigjorte Jonas sig snart i barndomsveninden Fiona (Odeya Rush), og begynder at stille den slags klassisk inkvisitoriske spørgsmål, der sætter fut i revolutioner og giver kolde statsoverhoveder hovedpine i futuristiske filmeventyr som dette.

’The Giver’ er mindre actionfyldt end sin visuelt overlegne fætter ’Insurgent’, men til gengæld lykkes den følelsesmæssigt med noget så forudsigeligt frækt som close-ups af grinende babyer, søde dyr i livsfare og en idealistisk hyldestsang til det gode i mennesket, der mod alle odds pirrede mit iskolde anmelderhjerte.

Det er såre banalt, men med et hæderligt ungt cast (rundet af med Cameron Monaghan, ’Gotham’-seriens nye Joker), og Meryl Streep, Jeff Bridges og Alexander Skarsgård på sidelinjen, er ’The Giver’ en oprigtigt underholdende lille sag, med sit liberale, øko-elskende hjerte på rette sted.


Kort fortalt:
’The Giver’ er en mere stilfærdig affære, end det beslægtede visuelle spektakel ’Insurgent’ fra sidste måned, men ægger ikke desto mindre både hjerte og hjerne med sin mere stramme og klædeligt nostalgiske lille sci-fi-fantasi, inspireret af Ray Bradbury’s ’Fahrenheit 451’.

Spillefilm. Instruktør: Phillip Noyce. Medvirkende: Brenton Thwaites, Odeya Rush, Jeff Bridges, Meryl Streep, Alexander Skarsgård, Katie Holmes, Cameron Monaghan, Taylor Swift. Spilletid: 97 min.. Premiere: Den 16. april
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af