10. ’Underground’ (Emir Kusturica, 1995)
Kusturica hører – trods sin i dag lidt marginaliserede position på auteur-landkortet – til den eksklusive klub af instruktører, der har vundet palmen to gange. Han vandt den også i 1985 for ’When Father Went Away On Business’.
Den serbiske multikunstner er mindre produktiv på filmfronten nu om stunder, hvilket kan hænge sammen med, at han – oven på det endelige serbiske nederlag i den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne – er blevet omfortolket i lyset af de politiske begivenheder. Hans værk, særligt ’Underground’, er i en vestlig medieoptik blevet set som serbisk propaganda, der bruger periodeskildringer og slet skjulte analogier til at cementere en særlig national identitet.
Det er nu synd at reducere Kusturicas viltre, energiske filmsprog til et spørgsmål om politiske sympatier: ’Underground’ vandt meget fortjent Den Gyldne Palme i 1995 foran ellers stærke titler som ’La Haine’, ’Dead Man’ og ’Ulysses’ Gaze’.
Kusturica kombinerer i den næsten tre timer lange film jugoslavisk historie med elementer af farce, tragedie og den sorteste humor, man næsten kan tænke sig. Billedsiden og ambitionsniveauet er bjergtagende i samme grad, som historien er absurd: To mænd (som vi følger i tre forskellige epoker af det 20. århundrede) bilder en gruppe mennesker ind, at 2. verdenskrig ikke er slut, og at det derfor giver god mening at bo skjult under jorden.
9. ’Tranerne flyver forbi’ (Mikhail Kalatozov)
En af filmhistoriens flottest filmede værker.
Russiske Kalatozovs film om Sovjet under Anden Verdenskrig er en smuk film, der kombinerer krigens ukristelighed med den usvækkede kærlighed mellem to mennesker. I centrum er Veronika, der er stormende forelsket i sin Boris. Han indkaldes imidlertid til krigen, og efter års afsavn – og hendes egene traumatiske oplevelser under krigen, vælger hun at gifte sig med hans fætter, efter han har voldtaget hende.
Antikrigs-budskabet er til at tage og føle på, men filmen er spækket med glidende kamerabevægelser og impressionistiske nærbilleder, der vækker den romantiske historie sublimt til live. En gribende film om krig og kærlighed.
8. ’Rosetta’ (Jean-Pierre og Luc Dardenne, 1999)
Selvom det sikkert er de færreste herhjemme, der har set den, er de belgiske Dardenne-brødrenes ’Rosetta’ en af de mest indflydelsesrige film i nyere europæisk arthouse-historie.
Dens enkle, men intense realisme dannede skole for, hvor virkelighedsnær og menneskeligt fintfølende filmkunsten kan være, og senere Guldpalme-vindere som ’Adèles liv’ og ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ (se senere på listen) står i gæld til Jean-Pierre og Luc Dardennes hovedværk.
På overfladen er filmen bedragerisk simpel. Vi følger teenageren Rosetta, der bor med i en trailerpark med sin alkoholiske mor. Rosetta er den voksne i forholdet, og hun prøver med næb og klør at sikre sig et job, der kan få dem væk ud af de trøstesløse omstændigheder.
Dardenne-brødrene følger kropsnært og intimt Rosettas kamp, og på blot halvanden time finder de den helt store historie i et enkelt menneskes altopslugende kamp for værdighed og et godt liv. Deres fintfølende iagttagelsesevne løfter simpelthen filmen til et billede på det at være menneske, foruden selvfølgelig at formidle en brændende social empati for samfundets svage. Og slutningen er så benhård, at den sidder i kroppen i ugevis, efter man har set filmen.
Dardenne-brødrene vandt Guldpalmen for anden gang med ’Barnet’ i 2005.
7. ’Pulp Fiction’ (Quentin Tarantino, 1994)
Tarantinos definitive gennembrudsfilm blev den fjerde amerikanske Guldpalme-vinder siden 1989, da den tog hovedprisen i 1994. Den fulgte op på sejre til Steven Soderbergh (’Sex, Lies & Videotape’), David Lynch (’Wild At Heart’) og Coen-brødrene (’Barton Fink’), alle fire fortjente vinderfilm, der virkelig genetablerede uafhængig amerikansk film som en anerkendt magtfaktor i det franske efter en ørkenvandring i de – for USA – prisløse 1980’ere.
Er ’Pulp Fiction’ overhovedet Tarantinos bedste film? Der er dage, hvor jeg fortrækker den afstumpede vold og de hurtige replikker i ’Reservoir Dogs’, fordi den film har en mere klart formuleret moralsk kerne, eller ’Jackie Brown’, på mange måder fortsat QT’s mest modne og afbalancerede værk.
’Pulp Fiction’ handler ikke på samme måde som filmen, der kom før og efter, om noget i egentlig forstand. Det er en postmoderne, cirkulær og selvrefererende fortælling med en dialogkunst så tindrende veloplagt, at den overflødiggør gængse parametre for stor filmkunst. Er den filosofi eller anti-filosofi?
At se den for første gang er som at modtage et elektrisk stød til hjernen, men det utrolige er, at den ved tiende gensyn bevarer sin friskhed. Den stimulerer til ubehag og kildrende nydelse, når de knivskarpe replikker, det træfsikre persongalleri og de forrygende sætstykker fyger over skærmen som velrettede karatespark.
Det er dybest set filmens udnyttelse og dyrkelse af tilfældigheder og trivialiteter, der gør den så levende, vedkommende og opmærksomhedsbemægtigende.
6. ’Viridiana’ (Luis Buñuel, 1961)
De fleste film af den spanske legende Luis Buñuel langer ud efter borgerskabet og kirken. Det ligger simpelthen i Buñuels kunstner-dna at gøre op med den form for hykleri og forlorenhed, der prægede det spanske samfund både før, under og efter borgerkrigen i 1935-39. Når hans film rammer en balance mellem kritik/satire og humanistisk inderlighed, er de som regel mageløst stærke.
’Viridiana’ er den måske bedste af de senere Buñuel-film – og derfor en meget passende Guldpalme-vinder – for sin skildring af en ung nonne, der på foranledning af sin abbedisse forlader klosterlivet for en stund for at besøge sin aldrende onkel, hendes eneste tilbageværende slægtning (en præmis, der vil vække genklang hos de, der for nylig har set den polske Oscarvinder, ’Ida’).
Den ene side af Buñuels kunstnertemperament, provokatøren, stikker sit fjæs tydeligt frem ved sin skildring af onklens incestuøse tilnærmelser til den unge nonne (og antydningen af en saftig trekant mellem Viridiana, fætteren og herresædets tjenestepige i slutscenen!), men den mere nænsomt-vittige, humanistiske side af hans temperament kommer også til orde i en film, der blev forbudt af den spanske censur, selvom landets daværende diktator, General Franco, så den to gange uden at kunne se noget galt med den.
Hvilket får Buñuel til lakonisk at bemærke i sin meget anbefalelsesværdige selvbiografi ’Mit sidste suk’: »Sandt er det, at på et menneske, der havde set alt det, Franco havde set, måtte ’Viridiana’ virke ret uskyldig’«.
5. ’Taxi Driver’ (Martin Scorsese, 1976)
Amerikansk film var i den grad til stede på Croisetten i 1970’erne, hvor den nye Hollywood-generation, anført af Scorsese og Coppola, skabte røre. Coppola vandt palmerne to gange (mere herom senere), mens Scorsese vandt hæderen for sit første fuldtonede mesterværk:
’Taxi Driver’ er et af de mest nådesløse karakterportrætter i amerikansk film, takket være Robert De Niros mageløse gestaltning.
Travis Bickle er en mand, der desperat forsøger at finde en plads i storbyen og i det moderne liv, at skabe kontakt på en eller anden måde i den ubekymrede, ubesværede sociale interaktion, han ser opført og efterlignet overalt omkring sig, men som han ikke formår at tage del i.
Og når han gør, misforstår eller fejllæser han situationerne, som da han tager en date med ud for at se en pornofilm, da han skaber kontakt til en børneprostitueret, eller da han prøver at smalltalke med en anspændt Secret Service-agent under en demonstration. Han er mutters alene, kastet tilbage på sig selv, i en moderne verden, hvis fragmenter af mening han ikke kan tyde, endsige samle til en helhed.
Vi følger Travis’ virkelighed lige indtil slutscenen, hvor Scorsese skifter vinkel: Fra virkelighedsnært drama til emotionel udløsning, fantasiforestilling eller en døende mands tanker før lyset slukker: Et sidste forkrampet håb om nåde midt i udåden?
Scorsese, De Niro og manuskriptforfatter Paul Schrader skabte med ’Taxi Driver’ den måske ultimative fortælling om en ensom, fortabt, hvid amerikansk mand. Der er lige dele afmagt og selvforherligelse i Travis’ samtale med sig selv foran spejlet i filmens berømteste scene: » Are you talking to me?… Well, I’m the only one here… «
4. ’Fire måneder, tre uger og to dage’ (Cristian Mungiu, 2007)
Rumænske Cristian Mungius film er slet ret en af de største værker, der er kommet ud af Europa i det nyt årtusind.
Med sin historie om to veninder, der i 80’ernes Rumænien forsøger at arrangere den enes illegale abort, fungerer ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ utroligt på adskillige planer. Den er en ekstremt effektiv kritik af Ceausescus rædselsregime og de spor, et diktatur sætter i helt almindelige menneskers liv.
Samtidig er den et imponerende medrivende menneskeligt portræt, hvor man kommer helt ind under huden på de to veninder, så man holder vejret under de dramatiske begivenheder, der udfolder sig undervejs.
Og så er det en filmisk visionær oplevelse med de mange lange indstillinger, der tilvejebringer intensiteten og gør ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ til en usædvanligt helstøbt oplevelse.
Mungius film var kronen på værket i den rumænske filmbølge, der tordnede frem i 00’erne, og som nu er ebbet en smule ud, om end der er indtil flere rumænske film udtaget til den aktuelle festival i Cannes.
3. ’Paris, Texas’ (Wim Wenders, 1984)
Tyske Wim Wenders’ blik på Amerika kunne måske kun forløses af en mand, der var fremmed over for det, han så?
Ikke ulig Travis – spillet af Harry Dean Stanton med søgende øjne i et ellers udtryksløst ansigt – der i den uforglemmelige åbningsscene bevæger sig som en bibelsk figur på baggrund af et kanvas af solbrændt prærie. Hvor er han på vej hen? På flugt fra sig selv – eller tilbage til fortiden? Ved han selv, hvad det er han søger efter? Kan han huske noget overhovedet?
’Paris, Texas’ (titlen henviser til en faktisk lokalitet, men kommenterer formentlig også på mødet mellem Europa og USA i instruktørens stil og vision samt det uopnåeligt fremmede med det alt for nærværende og overvældende) er en historie om tab: Om en mand så gennemrystet af sorg, at han ved, at det eneste, han kan gøre, er at forlade dem, han elsker for ikke at udrette mere smerte.
Travis-figuren er som en anden Travis-figur, nemlig Bickle fra Scorseses ’Taxi Driver’, der dybest set er på flugt fra det, han higer efter, en kvindes kærlighed (her en uforglemmelig Natassja Kinski). Det er således passende, at begge film kan kalde sig for Guldpalme-vindere og tilmed nogle af historiens bedste af slagsen.
Ry Cooders skeletale blues-toner, der udgør filmens stildannende score, er som et klageråb i et vakuum udfyldt af støvede veje og fortabte menneskeskæbner under en nidkært brændende sol.
2. Det søde liv (Federico Fellini, 1960)
De fleste kender det ikoniske billeder af Anita Ekberg, der bader i Trevi-fontænen som selve symbolet på Roms dekadence og frigjorthed. Og nogle ved måske også, at begrebet ’paparazzi’ stammer fra denne film, opkaldt efter fotografen Paparazzo, der altid er på udkig efter nye skandaler.
Men de to ting er så langt fra det eneste, der gør ’Det søde liv’ til den italienske mester Fellinis hovedværk. Det er et spraglet, humoristisk og melankolsk blik på Roms overklasse og deres romantiserede forhold til dem, der lever et knap så privilegeret liv.
Marcello Mastroianni spiller sladderjournalisten Marcello Rubini, som vi følger over syv dage, som han vælter sig rundt i den italienske hovedstads jetset-miljø og støder ind i blandt andre den rige, opdagelseshungrende Maddalena (Anouk Aimee) og den svenske skuespillerstjerne Sylvia (Ekberg).
Han har et distanceret forhold til det meste, og i et overdådigt filmsprog og med sans for de udsyrede detaljer indfanger filmen let og elegant tilværelsens ulidelige lethed. Det er ikke svært at se, hvor Paolo Sorrentinos inspiration til den, i øvrigt fantastiske, ’Den store skønhed’ kom fra.
1. ’Apocalypse Now’ (Francis Ford Coppola, 1979)
Francis Ford Coppola hører – ligesom Emir Kusturica (samt af mere uransagelige grunde: vores egen Bille August) – til den eksklusive gruppe af instruktører, der har vundet Guldpalmen to gange. Han vandt første gang for ’The Conversation’ i 1974 og altså igen for ’Apocalypse Now’ i 1979.
Det er almindeligt kendt, at ’Apocalypse Now’ er inspireret af Joseph Conrads romanklassiker ’Heart of Darkness’ (1899). Den er omsat fra Congos jungle til en krig på et andet kontinent og i en anden tid. En krig, der mere end nogen anden væbnet konflikt dræbte den sidste rest af amerikanske interventions-idealisme, mareridtet i Vietnam (indtil de neo-konservative høge genfandt den post-9/11).
Filmen er sammensat af forskellige sætstykker, der danner en ujævn, men dybt fascinerende helhed. Adskillige af dem har en så både suggestiv og buldrende kraft, at man aldrig rigtig kan viske dem væk fra bevidstheden, hvis man én gang har set dem: Helikopterangrebet på en landsby i junglen ledsaget af Wagner-musik med Robert Duvall som Oberst Kilgore (» I love the smell of napalm in the morning «), Playboy-pigernes ankomst til soldaterlejren i ingenmandsland, Martin Sheens tranceagtige rejse ind i mørkets hjerte, Dennis Hoppers afsindige reporter på afveje og, endelig, mødet med Marlon Brandos derangerede skyggeeksistens, Oberst Kurtz, der udspyr sine mørke aforismer (the horror, the horror).
’Apocalypse Now’ er en vision, hjemsøgt (og velsignet) af tvivl, lede, bundløst mørke og – samtidig – ubegribelig skønhed.
Læs også: Alt om Cannes Film Festival
Læs også: Derfor skal du følge med i Cannes-festivalen fra kolde Danmark