’Flugten til frihed’
Ingen krydser gudsforladte landskaber som Viggo Mortensen. Det cementerer den franske instruktør Davis Oelhoffen i sin krigshærgede buddywestern ‘Flugten til frihed’, der handler om den gensidige forståelse og sympati, som udvikler sig mellem den noble eremit og eks-major Daru (Mortensen) og morderen Mohamed (Reda Kateb fra ‘Profeten’ og ‘Zero Dark Thirty’) sat i hans varetægt.
Filmen er baseret på Albert Camus’ novelle ‘L’Hôte’, der på fransk betyder både ’Gæsten’ og ’Værten’, og én af Oelhoffens største styrker er, at han bibeholder denne tvetydighed i sin intime skildring af den slørede grænse mellem god og ond, rebel og frihedskæmper, i en tilstand af krig.
‘Flugten til frihed’ åbner med en indstilling, der emmer af en skønhed, som leder tankerne hen på den tyrkiske mester Nuri Bilge Ceylan. Vi ser et billede af en afsides skole for foden af de omkransende Atlasbjerge, hvor Daru underviser landsbyens børn og deler korn ud. Men mellemteksten »Algeriet 1954« lægger sig som et ildevarslende slør over den pastorale idyl, og det varer ikke længe, før Darus pacifistiske boble punkteres af tilspidsningen af den algeriske kamp for uafhængighed af Frankrig.
Meget mod sin vilje tvinges Daru konstant til at vælge side i konflikten. Først, da han bliver beordret af fransk militær til at føre Mohamed til Tinguet, hvor han skal stå for retten, og siden da de to undervejs bliver taget som gidsler af algeriske rebeller – rebeller, der før i tiden tog imod ordrer fra Daru, men har tilsluttet sig de militante, algeriske oprørerne efter Sétif-massakren.
I en tid, hvor venner siger »jeg elsker dig som en bror, men hvis jeg skal skyde dig i morgen, gør jeg det«, behøver man ingen fjender, og det er, som om Daru – i sin omsorgsfuldhed over for Mohamed (der godt nok er anklaget for at have slået sin fætter ihjel, men viser sig at være en sammensat figur) forsøger at holde fast i en sidste flig af medmenneskelighed i en verden i sammenbrud.
Som så ofte før (‘The Road’, ‘Hidalgo’, ‘LotR’, ‘Jauja’) leverer Mortensen en sublim præstation som den stille, sejlivede survivalist-type, du ikke ville tøve et sekund med at følge i en livstruende situation, og det er utroligt, hvor meget liv han formår at puste i en ellers ret kedelig, moralsk ophøjet goodie goodie-karakter. Og som om det ikke var nok, tilføjer den talentfulde polyglot lige fransk og arabisk til sit imponerende sprogrepertoire (engelsk, spansk, dansk, elversprog, lakota og hvad ved jeg).
Mortensens skuespil er på én gang underspillet og blæret, og sammen med Guillaumes Deffontaines smukke totalbilleder og Nick Cave og Warren Ellis’ skurrende score (der er duoens bedste siden ’Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford’) er det ham, der redder filmen fra at ende som en udvandet, episodisk og oversentimental westernudgave af Camus’ klassiker.
Kort sagt:
Algeriets sandblæste omgivelser og knejsende Atlasbjerge foreviges på smuk vis i denne stemningsfyldte neowestern. Og selvom karaktertegningen mangler kompleksitet, og filmens slutning føles flad (i hvert fald når man kender forlægget, Camus’ knivskarpe krigsallegori ’Gæsten’), så åbenbarer filmen endnu en ubesværet blæret præstation fra Viggo Mortensen.
Læs også: Viggo Mortensens bedste roller i karrieren og hans tre værste fejlskud