1. ’The Terminator’ – feberfantasi eller plagiat?
Under en pressetur i Rom i 1981 for James Camerons skammelige debutfilm, ’Piranha II: The Spawinging’, endte den 27-årige instruktør syg i sin seng. Og netop her, på et lusket hotelværelse i Italien, opstod idéen om den udødelige robot, vi i dag kender som The Terminator, i hvad Cameron selv har beskrevet som en voldsom febervildelse.
Science fiction-forfatter Harlan Ellison er dog af en anden opfattelse af inspirationskilden. Efter ’Terminator’s premiere i 1984 anklagede han nemlig Cameron for at være lige lovligt inspireret af forfatterens afsnit ’Soldier’ og ’Demon with a Glass Hand’ fra 60’er-serien ’The Outer Limits’.
En aldrig offentliggjort aftale blev indgået mellem Ellison og Orion Pictures, og senere udgivelser af ’The Terminator’ har således givet Ellison kredit som inspirationskilde. Cameron hævder dog, at forliget blev tvunget ned over ham af studiets producerer. Og han afrundede da også affæren med en lille hilsen til sci-fi-forfatteren: »Harlan Ellison is a parasite who can kiss my ass«.
2. O.J. Simpson og Sting kunne være endt som T-800 og Kyle Reese
I castingfasen til den første film havde studiet flere fikse ideer. De foreslog således først O.J. Simpson til rollen som The Terminator, men tragi-ironisk nok afslog Cameron den populære NFL-spiller med en bemærkning om, at den senere mordmistænkte Simpson ville være utroværdig som dræber.
Det endte som bekendt med at blive bodybuilderbrødet Arnold Schwarzenegger, der nuppede rollen som dræberrobotten T-800. Inden da var han ellers udset til helterollen som frihedskæmperen Kyle Reese, men Cameron opdagede hurtigt den østrigske skuespillers potentiale som kitschet cyborg-skurk, og han fik Schwarzenegger overtalt til at nuppe titelrollen i stedet.
Senere faldt valget på Michael Biehn som Kyle Reese, men inden da havde kendte navne som Tommy Lee Jones, Matt Dillon, Mickey Rourke, Bruce Willis og den britiske rocksanger fra The Police, Sting, været på tale. Sting endte til gengæld i David Lynchs sci-fi-flop ’Dune’ fra samme år.
3. Cameron solgte rettighederne for én dollar
Sagnet lyder, at James Cameron, der i starten af 1980’erne gik for lud og koldt vand og boede i sin bil, fyrede sin agent, da denne pure afviste Camerons ide om en udødelig robot fra fremtiden. Men i stedet for at sælge sin ide til interesserede produktionsselskaber, som angiveligt var parate til at betale en betragtelig sum, gik den stædige instruktør en anden vej.
Han solgte manuskriptet til den uprøvede producer Gale Anne Hurd for kun én dollar ud fra den klare betingelse, at han selv ville føre sin vision ud i livet.
Selvom filmen ikke blev spået mange chancer, endte det hele som bekendt lykkeligt. Ja, faktisk så lykkeligt, at Cameron og Hurd også sagde ja til hinanden i privaten i 1985 – dog for at blive skilt igen i 1989.
4. ’Aliens’ og ’Rambo 2’ står i gæld til Arnold
Arnold Schwarzenegger havde før ’The Terminator’ forpligtet sig til indspilningen af sequel’en ’Conan den uovervindelige’, og optagelserne måtte derfor udsættes ni måneder.
James Cameron, som ikke ville holde filmpause, tog en manuskripttjans for 20th Century Fox, der ønskede en efterfølger til Ridley Scotts anerkendte ’Alien’. Han nåede ikke at afslutte manuskriptet, men filmselskabet var så glade for det, de havde fået, at de valgte at vente på Camerons færdiggørelse af ’The Terminator’.
Det resulterede i ’Aliens – det endelige opgør’ – så mon ikke Arnold er tilgivet?
Med til historien hører, at Cameron i samme periode også nåede at skrible det første udkast af manuskriptet til ’Rambo: First Blood 2’.
Siden er tempoet for den nu 60-årige Cameron faldet. Den næste film på instruktørens klaptræ er nemlig ’Avatar 2’, der først står til premiere i 2017 – hele otte år efter hans seneste film.
5. ’Terminator 2: Dommedag’ satte nye standarder
James Cameron har vist sig som en filmskaber, der kan lide at skubbe grænser, og ’Terminator 2: Dommedag’ var ingen undtagelse.
For ikke nok med, at den succesfulde toer havde det absolut største budget nogensinde (102 millioner dollars, en rekord Cameron selv overgiv i 2009 med ’Avatar’s 280 millioner dollars), så var den også rent teknisk ekstremt innovativ.
Computergenerede billeder eksisterede knap nok i 1989-90, da den anden ’Terminator’-film blev indspillet. Men det stoppede ikke James Cameron, der hyrede kollegaen George Lucas’ selskab Industrial Light & Magic, som på daværende tidspunkt havde været med til at lave special effects i ’Star Wars’, ’Indiana Jones’ og ’E.T.’.
Selskabets computergrafiske afdeling gik fra 6 til 36 medarbejdere i forsøget på at skabe den nye flydende metalrobot T-1000. Det kostede 5,5 millioner dollars og 8 måneders produktion – men det storslåede resultatet var også derefter.
Men det var ikke kun visuelt, at Cameron satte baren højt. Han hyrede også den velansete lyddesigner Gary Rydstorm, der gjorde ’Terminator 2: Dommedag’ til den første film nogensinde med digital lyd.
Med andre ord står alverdens high production-blockbusters, der i dag benytter CGI og digital lyd i flæng, i gæld til Camerons berømte efterfølger.
6. Arnolds rekordløn og vanvittige kontrakt
Med en topvægt på 106 kg var bodybuilderen Arnold Schwarzenegger sin vægt værd i guld. Det mente producenterne på både ’Terminator 2: Dommedag’ og ’Terminator 3: Rise of the Machine’ i hvert fald.
Arnold fik intet mindre end 15 millioner dollars for at gentage sin rolle i den anden film i 1991 – og her kom den gamle talemåde om, at tavshed er guld, til sin ret. Arnold havde nemlig kun 700 ord i den samlede film, hvilket betyder, at han fik 21.479 dollars pr. ord. Dermed kostede det ikoniske »Hasta la vista, baby« lidt over 85.000 dollars!
Skuespilleren slog dog sin egen rekord i 2003, da han for tredje gang påtog sig robotrollen. Arnold skummede fløden af den populære franchises succes med en løn på lige over 29 millioner dollars og en af historiens vildeste kontrakter, der var 33 sider lang.
I kontrakten var flere forbehold, blandt andet en pay of play-aftale, der betød, at østrigeren stadig skulle betales, hvis filmen ikke blev til noget. Frynsegoderne bestod blandt andet af privat jetfly, egen træningstrailer, luksus-suits on location, non-stop-limoservice og personlige bodyguards – alt sammen til den nette sum af 1,5 millioner dollars.
’Terminator 3: Rise of the Machine’ endte da også som den dyreste independent-film nogensinde med et samlet budget på over 187 millioner dollars.
7. Vittig ’X-Files’-hyldest
Arnold Schwarzenegger har aldrig manglet selvironi, og det kan man heller ikke sige om medskuespilleren Robert Patrick. Patrick, der gav liv til den sejlivede metalskurk T-1000 fra ’Terminator 2: Dommedag’, sender nemlig en drilsk meta-næse efter sin egen karakter i ’The X-Files’-afsnittet ’Salvage’ (sæson 8), der er en hyldest til cyberpunk-genren.
Patrick, der i 2001 havde overtaget den bærende rolle som mandlig modpart til Gillian Andersons Scully efter David Duchovnys exit, er den skeptiske agent John Doggett. Under efterforskningen af et mystisk drab lufter Scully en, ifølge Dogget, lige vel fantasifuld teori: »What are you saying? Ray Pierce has become some kind of metal man? ‘Cause that only happens in the movies, Agent Scully«, siger han, hvortil Scully responderer: »Does it, Agent Doggett?«.
‘Salvage’ er faktisk løst baseret på den japanske cyberpunk-film ’Tetsuo: The Iron Man’ fra 1989. Det afholder dog ikke afsnittet fra at hylde ’The Terminator’-serien med flere referencer, og Wade Williams som jernmanden Ray Pierce kommer blandt andet med sit bud på Arnolds ikoniske hijacking-oneliner: »Get out«.
8. Et utal af forfattere var inde over ’Terminator Salvation’
Selvom John Brancato og Michael Ferris formelt står som mændene bag manuskriptet til ’Terminator Salvation’, skulle hele fire andre manusforfattere have været involveret.
Det forlyder nemlig, at Paul Haggis, manden bag den Oscar-vindende ’Crash’, i 2008 blev hyret til at finpudse manuskriptet på den fjerde ’Terminator’-film. Men bare tre uger før optagelse blev skaberen af serien ’The Shield’, Shawn Ryan, bedt om at omskrive manuskriptet på ny.
Men Ryan nåede, trods store ændringer, aldrig at blive helt færdig, og derfor måtte yderligere to forfattere hentes ind. Denne gang ’CSI’-skaber Anthony E. Zuiker og Christopher Nolans bror, Jonathan.
Men lige lidt hjalp det. ’Terminator Salvation’ endte som bekendt som en både kritiker- og box office-fiasko.
9. ’Terminator Genisys’ er starten på en ny trilogi – igen?
Allerede før premieren på den femte film har Paramount offentliggjort, at ’Terminator Genisys’ vil være starten på en ny ’Terminator’-trilogi med sequels i 2017 og 2018.
Det skyldes ikke mindst, at man ønsker at vride det sidste saft og kraft ud af cyborgkrigen, inden rettighederne i 2019 tilbagefalder til dens skaber James Cameron.
Selvom de to kommende film allerede har fået grønt lys, skal man aldrig vide sig for sikker. Samme sang lød nemlig i 2009, da der var premiere på ’Terminator Salvation’, som skulle have været starten på en ny såkaldt ’Future War Trilogy’, alle instrueret af McG. Han røg dog i svinget, og de to sidste film endte i vasken.
Arnold Schwarzenegger har allerede bekræftet sin medvirken i den anden film, der rygtes til at have titlen ’Exodys’.
10. Cameron uddeler smæk og roser
Paramount har som en del af markedsføringen på ’Terminator Genisys’ udsendt en video med James Cameron, der roser filmen til skyerne, selvom han ikke selv er en del af projektet.
Han mener, at den nye film udnytter potentialet fra hans egne film og understreger udviklingen af Arnolds T-800, Sarah og John Connor som helt centrale faktorer.
Men samtidig får den aldrende mesterinstruktør også sneak disset de to foregående film i franchisen med udtalelsen: »The new film, which in my mind is the third film…«. Cameron har tidligere været ude med riven, da han kaldte ’Terminator Salvation’ for kedelig, men har ellers forholdt sig passivt til de ujævne fortsættelser.
De to foregående film har været mærket af metaltræthed, men noget kunne tyde på, at instruktør Alan Taylor (’Thor: The Dark World’) og forfatterparret Laeta Kalogridis (’Shutter Island’) og Patrick Lussier (’Drive Angry’) er klar med en forfriskende jern-indsprøjtning. I hvert fald hvis man skal tro stamfaderen selv.