‘The Man Who Saved the World’
Da jeg i starten af 00’erne aftjente min værnepligt i det danske forsvár (sådan skal det helst udtales – med tryk på a’et), virkede det ærlig talt lidt meningsløst, at vi blev trænet i at forsvare landet, som om russerne kunne invadere, hvert et øjeblik det skulle være.
Men hvor overhængende truslen under den kolde krig havde været i hele Europa – og hvor svær frygten var at slippe selv årtier efter – bliver gåsehudsfremkaldende klart, når man ser ’The Man Who Saved the World’. Og ikke nok med det, filmen fortæller også en dybt menneskelig historie om en mand, der reddede verden, men ikke kunne redde sig selv.
Stanislav Petrov var øverstkommanderende officer for en hemmelig bunker uden for Moskva. Det var herfra, russerne overvågede luftrummet for indkommende missiler. 26. september 1983 fortæller radarerne, at et atommissil er på vej fra USA mod Sovjet. Så ét til. Og tre mere. Fem i alt. Og computersystemet tager aldrig fejl.
Petrov bør indrapportere angrebet, men hvis han gør det, vil hans chefer formentlig reagere prompte og sende atommissiler den anden vej. Det vil de facto udløse Tredje Verdenskrig. Omkring to millioner mennesker vil dø. Alene i USA, alene i første hug.
Hvad Petrov vælger, kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse (vi er her endnu!), men med sine usædvanligt vellykkede rekonstruktioner – iscenesat som en fiktionsfilm og underbygget af Trier-komponist Kristian Eidnes’ effektfuldt storladne score – formår den danske instruktør Peter Anthony alligevel at få sveden til at pible frem på panden. En imponerende Sergey Shnyryov spiller den unge udgave af Petrov med tvivlen lysende ud af øjnene og også med følelserne uden på tøjet, da vi ser, hvordan hans elskede kone bliver ramt af kræft. Petrov afværger dommedag, men hans egen verden braser sammen, og det er de begivenheder, der leder frem til nutidsfortællingen, hvor vi møder Stanislav Petrov af i dag.
Han ligner ikke en helt, som vi ser ham i hans mørke, faldefærdige lejlighed, hvor sprutflaskerne flyder på gulvet, og medaljerne hænger som et støvet minde om et andet liv. Han er sur, bitter, indesluttet. Men indvilliger alligevel i at tage med til USA, hvor han er blevet inviteret til at holde tale og blive hyldet i FN’s hovedkvarter i New York. Den virkelige grund til, at han siger ja, er dog nok en anden. Han får lov at møde sit helt store idol: Filmhelten Kevin Costner.
Mødet med en tydeligt rørt Costner varmer i sjælen, ligesom det er anledning til stor moro, da Petrov også får audiens hos Robert De Niro og ikke aner, hvem den unge mand ved siden af skuespilleren er. Det er såmænd bare Matt Damon.
I USA skiller den aldrende, overskægsklædte russer sig ud med nærmest Borat-urkomiske scener til følge, men han rejser også rundt med et vigtigt anti-atomvåbenbudskab, der stadig er relevant i dag. Allervigtigst er det dog i samtalerne med den unge kvindelige tolk, at hans bryske facade langsomt krakelerer. Hans bitterhed bunder ikke kun i tabet af hustruen, men også i et mangeårigt svigt fra hans mor, som han ikke kan tilgive, selvom han i USA prædiker fred og forsoning.
Han er en klassisk selvdestruktiv helt, som dog løfter sig langt over klicheen og ender som en hjerteskærende figur. Kevin Costner holder en patosladet hyldesttale for sit filmhold under Petrovs besøg, og skuespilleren slår på alle følelsestangenter: »Han er en man among men. Og jeg tror, at vi alle sammen er forbundet til hans beslutning på en eller anden måde«.
Den får ikke for lidt, og det samme må man sige om filmen, der kan sine Hollywood’ske virkemidler til fingerspidserne. Men det gør ingenting, for emnet berettiger det, og hovedpersonen kan bære det. Og Costner har jo ret. Jeg var præcis halvanden måned gammel den 26. september 1983, er taknemmelig for Stanislav Petrovs modige valg og glad for, at ’The Man Who Saved the World’ har givet mig mulighed for at sende ham en venlig tanke.
Se trailer og stills fra filmen nedenfor.
–
–
–