’Min nye veninde’
Transpersoner fylder stadig mere i sendefladen – og ikke kun i dit nyhedsfeed på Facebook, der lige nu næsten udelukkende består af billeder af Caitlyn Jenner, tidligere Bruce.
Med massive tv-succeser som ‘Orange Is The New Black’ og ‘Transparent’ er der blevet skabt et øget fokus på T’et i LGBT, og det er derfor ingen overraskelse, at tendensen smitter af på spillefilmfronten, hvor vi kan se frem til Sundance-darlingen ’Tangerine’ og ‘The Danish Girl’ med en Eddie Redmayne, der ligner Jessica Chastain.
Men er den eskalerede skærmtid dedikeret til transkønnede lig med øget nysgerrighed eller blot udtryk for det faktum, at flere har luret opskriften bag succes?
Når jeg spørger, er det, fordi der er noget ved den franske mester François Ozons seneste film om en mand David (Duris), der springer ud som transkønnet efter sin kones død, som nager mig. I modsætning til Almodóvars ‘Alt om min mor’, Dolans ’Laurence Anyways’ og Bergsmarks ’Something Must Break’, der alle vidner om en nær kontakt til og sympati for miljøet, de beskriver, bærer ‘Min nye veninde’ præg af at være skrevet af én, der ikke rigtig ved, hvad han snakker om, og som i øvrigt ikke er voldsomt interesseret i at undersøge, hvad kønsskifte betyder på et personligt plan.
I ‘Min nye veninde’ bruger Ozon blot transkønnetheden som endnu et kink, der (ligesom hovedkarakterernes voyeuristiske tendenser i ‘Selv i de bedste hjem’ og ’Swimming Pool’) fungerer som katalysator for en blotlæggelse af bourgeoisiets snæversynede dobbeltmoral – Ozons yndlingsaktivitet gennem hele sin produktive karriere.
I dette tilfælde repræsenteres småborgerligheden af Claire (Anaïs Demoustier), hjerteveninden til Davids afdøde kone, hvis umiddelbare reaktion, da hun opdager Davids hemmelighed, er at væmmes og kalde ham pervers.
Men jo mere tid Claire bruger med David – i skikkelse af Virginia – desto mere tiltrukket bliver hun af hende (ikke mindst fordi hendes paryk får hende til at ligne den bortgåede hustru og bestie), og det er tydeligt, at Ozon nyder at lege med tanken om, at den intolerante snerpe i virkeligheden er den, der tvivler på sin seksualitet – ikke den transkønnede, som altid har været til kvinder.
Selvom Ozons leg med feminine og maskuline kvaliteter bestemt ikke er uspændende, så er der noget alt for konstrueret over rollespillet, der gør, at Claire og David aldrig fremstår som ægte mennesker. Og det er hverken Duris’ eller Demoustiers skyld. De leverer begge nogle fabelagtige præstationer i yderst uvante roller. Snarere skyldes det, at Ozon – måske i frygt for at fornærme nogen eller fremstå intolerant – er kommet til at overkompensere, og resultatet er blevet en påtaget politisk korrekt, nærmest lalleglad film, der giver indtryk af, at det største problem ved Davids transition har at gøre med uønsket hårvækst.
Og selvom det er dejligt at forestille sig en verden, hvor dét er transpersoners største bekymring, så er det – på nuværende tidspunkt – en grov bagatellisering af de udfordringer, de står over for.
Kort sagt:
Man havde håbet på et hattrick fra franske Ozon, men ‘Min nye veninde’ holder desværre ikke niveauet fra instruktørens foregående, fremragende værker ‘Selv i de bedste hjem’ og ‘Ung og smuk’. Duris er skøn som den transkønnede Virginia, men hans præstation drukner i fortænkte forviklinger.
Læs også: Det skal du se i biografen i juni