’Paris of the North’
Den moderne nordiske mand har det ikke let. I svenske ’Force Majeure’ er han en vattet løgner, der sætter sig selv før sin familie, i den norske ’Mod naturen’ er han en masochistisk, selvbedragerisk sportsfreak, og i Hafsteinn Gunnar Sigurðssons premiereaktuelle komediedrama ’Paris of the North’ er han en konfliktsky og følelsesmæssigt handicappet mandsling.
Hugi (Björn Thors) er flyttet fra Reykjavik til en lille fiskerlandsby med blot 150 indbyggere for at komme sig over et kuldsejlet forhold, der gjorde ham til alkoholiker. Alt forløber ganske udramatisk med løbeture og AA-møder, indtil hans lommefilosofiske drukkenbolt af en far (Helgi Björnsson) dukker op. Han har en ubuden hund med, fylder køleskabet med dåsebajere og bestiller tømmer til en terrasse, Hugi ikke vil have, men som han bygger alligevel, da han generelt har svært ved at sige fra. Han har heller ikke let ved at udtrykke sine følelser, hverken over for sin far, sin bedste ven, dennes eks-kone, Erna (Nanna Kristín Magnúsdóttir), som han selv har haft et kortvarigt forhold til, eller deres 10-årige søn.
Da faderen indleder en flirt med netop Erna, forbliver Hugi apatisk. Som en skildpadde trækker han sig tilbage i sit skjold, når han fornemmer det mindste tegn på konflikt. Lyder det bekendt, moderne nordiske mand?
Apatien deler Hugi med mændene omkring ham. Alle har på den ene eller anden måde hen af livets bumpede vej mistet deres livsmod og lukket sig inde i deres egen lille landsby, som er svær at komme væk fra igen – symboliseret gennem de mange smukke, farveforladte tableauer, der med de høje, nøgne bjerge konstant lurende i baggrunden fremkalder følelsen af at være fanget bag en mur.
Tempoet er som i Sigurðssons forrige film, ’Either Way’ (genindspillet i USA som ’Prince Avalanche’ af David Gordon Green), skruet helt i bund både fortællemæssigt og stilistisk. Han giver sig gennem flere lange samtaler god tid til at udfolde figurerne og deres indbyrdes forhold, og det klæder filmen.
Humoren er sort som en brøndgravers røvhul og sidder for det meste lige i skabet. Mest absurd bliver det til AA-møderne, der ledes af Hugis eks-svigerfar, og hvor de eneste andre fremmødte er hans bedste ven og hans egen far!
Man er dog aldrig i tvivl om, hvor vi skal ende henne. Fra at være et stærkt karakterstudie af vattede, isolerede og eksistensforvirrede mænd forfalder historien til slidte mønsterbryderklichéer i tredje akt.
Ikke desto mindre er ’Paris of the North’ endnu en morsom hudfletning af den nordiske mand.
Kort sagt:
Tør og sorthumoristisk dramedy om følelsesmæssigt handicappede, islandske mænd og deres noget særlige indbyrdes forhold til hinanden i en by, der er så lille, at man aldrig kan gemme sig for konfrontationerne, uanset hvor meget man forsøger.
Læs også: Det skal du se i biografen i juni