‘Amy’
Hvem var den sagnomspundne sad case og sublime jazzsangerinde Amy Winehouse, inden hun blev verdenskendt som en selvdestruktiv sut, der gemte stoffer inde i sin 60’er-trashy franskbrødsfrisure, skabte sig på scenen og drak som en svamp, til hendes hjerte satte ud?
Det sætter Asif Kapadia (‘Senna’) sig for at give svar på i sit intime post mortem-portræt ‘Amy’, der via et intrikat patchwork af interviewmateriale fra over hundrede pårørende, grynede hjemmevideoer og gemte voicemails kravler ind under huden på det famøse medie-mobbeoffer.
»I’d top myself«. Sådan lyder Amys forudanende svar, da en journalist i starten af filmen spørger hende, hvordan hun ville reagere på berømmelse og stjernestatus, og som i Kapadias tidligere film om den brasilianske racerkører Ayrton Senna og Brett Morgens dybfølte portræt af Kurt Cobain fra tidligere i år er der noget ganske særligt – som i hårrejsende ubehageligt – ved at være vidne til en bortgangen person, der reflekterer over eller ligefrem joker med sin egen død på den måde. For hun fik jo ret.
Klichéen om kunstneren som et hypersensitivt, oversansende individ er måske nok fortærsket, men i både ‘Amy’ og Morgens musikfilm om Kurt får den fornyet prægnans. Både Winehouse og Cobain besidder en klarsynet selvindsigt omkring deres egen selvdestruktivitet, begge ved, det vil ende galt, og begge fortsætter deres halsløse livsstil alligevel. Hvorfor? Måske fordi intet overgår lyden af musik lavet med livet som indsats. Og oprigtighed var, hvad der adskilte Amy fra branchens andre popprinsesser.
Læs også: Kom til forpremiere på ‘Amy’ med Soundvenue og CPH:DOX på fredag
I ét af filmens absolut sjoveste øjeblikke vover en journalist at sammenligne Winehouses ‘Back to Black’ med Didos ’Life for Rent’, fordi »de jo begge er break-up albums«, og udtrykket i Amys ansigt er priceless – cirka som du forestiller dig, von Trier ville se ud, hvis nogen sammenlignede ‘Antichrist’ med Susanne Biers ‘Serena’, fordi »de jo begge handler om vaklende forhold og kvindeligt hysteri«.
Nogle kunstnere har simpelthen mere på spil i deres værker end andre, de bruger sig selv i højere grad, blotlægger deres sønderrevne sjæl til hele verdens granskning. Og ‘Amy’ stråler i de øjeblikke, hvor vi indser, præcis hvor 1:1 forholdet var mellem hendes turbulente liv og tekster, som da vi ser hende fremføre en nedbarberet og enormt bevægende version af ‘Back to Black’ umiddelbart efter bruddet med hendes store kærlighed, dopehovedet Blake Fielder-Civil.
Fremhævelsen af Amys lyrik er dog langt fra filmens eneste interessante formgreb. Kapadia istandsætter også en intelligent lynchning af de nådesløse medier, der i sin tid svælgede i Winehouses nedsmeltning. Ved at sidestille pixelerede amatøroptagelser af en ung og rundkindet Amy, der filmer sig selv og spiller op til kameraet, med senere paparazzi-fotografier, der udstiller hendes stofmisbrug og bulimi, illustrerer Kapadia på én gang Amys eget skiftende forhold til spotlightet og hudfletter mediernes (og implicit vores) sygelige trang til at latterliggøre hende.
Kapadia har begået et stærkt portræt af en sjæl velsignet og forbandet med en fandens god stemme. ’Amy’ nuancerer Winehouses livshistorie, hylder hendes talent og rammer, præcis som ‘Senna’, lige i hjertekulen med 500 km/t.
Kort sagt:
Følelsen af ubehag ved at vide, hvordan historien ender, og glæden ved at overvære Winehouses overmenneskelige musikalitet er i konstant konflikt i Kapadias intime portræt, der viser, hvordan talent i yderste potens er et tveægget sværd.