(Artiklen blev først bragt i Soundvenue #91)
Her er rollerne, der i 2012 udløste fire ud af fem Golden Globe-nomineringer i kategorien bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie: En politiker, der er blevet korrumperet bootlegger. En kemilærer, der er blevet narkokonge. En marinesoldat, der er blevet selvmordsbomber. Og en krigshelt, der er blevet bedragerisk reklamemand.
Der tegner sig et mønster, og ‘Boardwalk Empire’, ‘Breaking Bad’, ‘Homeland’ og ‘Mad Men’ er kun toppen af isbjerget. Lige under dem myldrer en hel stime af følelsesmæssigt depraverede mandetyper og magtsyge megalomaner ud.
Det er dem, vi – frivilligt! – har brugt hundredvis af timer i selskab med, siden amerikansk tv’s seneste guldalder begyndte på HBO omkring det nye årtusind. Det er dem, vi har heppet på, selv om vi godt vidste, det var en lille smule forbudt, og de har domineret kvalitetsserierne i en grad, at man med en vis ret kan kalde guldalderen for Antiheltens Æra. En æra der nu er slut. Hvis de amerikanske tv-stationer ellers ville indse det.
‘The Sopranos’
Antihelten er ikke en figur, der blev opfundet med Tony Soprano, den dybt psykopatiske mobster, hvis sprækker af underkuet menneskelighed man ikke kan stå for. Vi kender den fra Raymond Chandler og Dashiell Hammetts noir-universer af desillusionerede privatdetektiver og fra gangsterfilmen helt tilbage til ‘Scarface’ og ‘Public Enemy’ i starten af 30’erne.
Gangstergenren har altid ladet os fascinere af regelbrydernes ekstravagante livsstil, men til sidst også demonstreret for os – med de kriminelles død eller undergang – at de lyssky aktiviteter ikke kan betale sig i længden, og at vi derfor roligt kan fortsætte vores egne dødssyge tilværelser.
Nedtursidyl
Det er egentlig mærkeligt, at antihelten slog igennem på amerikansk tv efter 9/11, hvor den vestlige verden vel mere end nogensinde havde desperat brug for heltebilleder. Men måske skyldes det en nedslået erkendelse af, at vores traditionelle forbilleder – ordenshåndhævere, politikere, præster – efterhånden havde vist sig at være uperfekte, om ikke ligefrem magtliderlige idioter.
At 00’erne samtidig var røvhullernes årti med Steve Jobs og Mark Zuckerberg i spidsen, skabte også en nærende grobund for tv-serierne. Det var ikke længere dem, der svageligt foregav at have gode intentioner, som satte skub i tingene.
Efter ‘The Sopranos’ blev antihelten den bærende trope på amerikansk kvalitets-tv. Dem, der engang var gode, var nu moralsk fordærvede: Politimanden Vic Mackey i ‘The Shield’, kriminalteknikeren Dexter Morgan i ‘Dexter’, politikerne i ‘Boss’ og ‘House of Cards’, lægen i ‘The Knick’. Og dem, der engang var onde, var stadig onde, men ikke desto mindre dem, vi i vores stille sind jublede over: Al Swearengen i ‘Deadwood’ og rockerne i ‘Sons of Anarchy’ foruden Walter White og Tony Soprano. ‘The Wire’ er gennemsyret af begge typer: Drikfældige detektiver (McNulty) og morderiske forbrydere med hjertet på rette sted (Omar).
Vi har naturligvis også mødt kvindelige antihelte som Nancy Botwin i ‘Weeds’ og Piper Chapman i ‘Orange Is the New Black, men altovervejende har antihelten været en maskulin stereotyp. Mens indlæg om det ligestillede samfunds overflødige, kastrerede tabermænd fyldte debatsiderne, generobrede hankønsvæsenerne desperat en forskruet identitet via de anakronistisk misogyne mandetyper, der horede, drak og i det hele taget gjorde, som det passede dem uden nævneværdige negative konsekvenser.
‘Boss’
Når antihelten har haft så stor genklang, er det dog især på grund af dens indbyggede ikonografiske potentiale. Don Draper, Walter White og Tony Soprano er blevet ikoner på linje med Philip Marlowe, Michael Corleone og Travis Bickle. De er nok blevet skildret i al deres møgbeskidte menneskelighed, men de er også blevet mytiske skikkelser som brillante overlevere i en verden, hvor kun den stærkeste står tilbage.
Problemet for amerikansk tv lige nu er, at grænsen mellem ikon og kliché er hårfin. Og triumviratet af ikoniske antihelte er snart en saga blot. ‘The Sopranos’ sluttede i 2007, ‘Breaking Bad’ blev lagt i graven sidste år, og ‘Mad Men’ satte sidste punktum i foråret i år.
Den amerikanske underholdningsindustri forstår om nogen at kapitalisere på en succes, og de seneste år har enhver tv-kanal med respekt for sig selv bestilt sin egen, moralsk tvetydige mandedrevne serie. Vi har fået nedtursidyl ad vomitum, for problemet er, at med svagere manuskriptforfattere end på ‘The Sopranos’, ‘Breaking Bad’ og ‘Mad Men’ og dårligere skuespillere end James Gandolfini, Bryan Cranston og Jon Hamm er det eneste, der står tilbage, en tom derouteromantik, der dyrker amoralen, som om det stadig var et modigt valg. I dag er en oprigtigt moralsk hovedperson langt mere dristig, og antihelten bør sejle hjem i den jolle af opulent selvmedlidenhed, han kom hertil i.
Tv-seriens eksistentielle krise
‘Mad Men’ inkarnerer det aktuelle brud. Don Draper startede som en fascinerende enigmatisk figur, hvis hang til førfrokost-sprut og et storforbrug af kvinder skabte en spændende kontrast til hans professionelle genialitet i Madison Avenues reklameverden.
Men efterhånden, som han gennem syv sæsoner har hvirvlet rundt i den samme negative spiral af udenomssex og dårlige beslutninger, er han blevet en parodi på sig selv. Muligvis en pointe fra hovedforfatter Matthew Weiners side – men ikke desto mindre en trættende udvikling.
‘Mad Men’
Uheldigvis er det svært at erstatte et ikon. Ingen mærker det hårdere end AMC, kanalen bag ‘Breaking Bad’ og ‘Mad Men’. De står i et kritisk vadested, for hvad nu? Med den bramfri iværksætter Joe MacMillan, spillet af Lee Pace, forsøgte de at forene antiheltgenren med nørdernes genkomst i it-serien ‘Halt and Catch Fire’, men uden den helt store succes. I seriens anden sæson er der kommet mere fokus på de kvindelige karakterer, og det kan være dens redningsplanke.
Med serier som ‘True Detective’, ‘Game of Thrones’, ‘The Americans’ og ‘Fargo’ vil det nok være en overdrivelse at hævde, at amerikansk tv befinder sig i en eksistentiel krise. Men dramaserierne ved endnu ikke, hvad de skal stille op med deres mandeportrætter efter antiheltens død.
Selv en ellers glimrende ny serie som ‘The Leftovers’ dyrker den martrede mandlige hovedperson i form af den sammenbidte politimand Kevin Garvey, så man allerede bliver træt ved tanken, og selv om ‘True Detective’ med Marty Hart og Rust Cohle bevidst leger med politistereotyperne, har vi også her at gøre med mænd, der tilsyneladende trives bedst i deres eget ulykkesinferno.
Det er symptomatisk, at de mest interessante mandeskildringer lige nu finder sted i komediebaserede halvtimesserier som ‘Louie’, ‘Transparent’ og ‘Togetherness’. Så er der overhovedet håb for de amerikanske dramaserier, eller kan vi lige så godt aflyse tv-guldalderens maskuline enevælde og lade kvinderne i ‘Orange Is the New Black’, ‘Orphan Black’, ‘Girls’ og ‘Broad City’ overtage tronen?
‘Rectify’
Den mest nuancerede mandlige karakter i en aktuel dramaserie er Daniel Holden i ‘Rectify’. Serien starter, da han efter 19 år på dødsgangen løslades på grund af nye beviser i sin sag. Det kan lyde som konturerne til en klassisk antiheltfortælling, men intet kunne være længere fra sandheden.
Det er Daniels skræmmende, barnlige, prøvende, akavede, umulige møde med en verden, han har været afskærmet fra hele sit voksenliv, der driver karakterskildringen frem for påtagede badass-attituder i en urmaskulin dyst om, hvem der hurtigst kan nå bunden af en flaske whisky.
Daniel Holden bliver aldrig et symbol på noget som helst. Det skulle da lige være på, hvordan man undgår antiheltenes klichébrønd: Man lader være med at jage ikonet.