‘Fear the Walking Dead’ sæson 1

Midt i femte sæson af AMC’s ’The Walking Dead’ måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg troede ikke, det var muligt, men jeg var simpelthen blevet mæt af at se zombier spise om kap i flade fædre og søvndyssende sydstatsfamilier.

Derfor var det også med blandede følelser, at jeg modtog nyheden om, at samme tv-kanal nu har kastet sig over et spin-off med titlen ’Fear The Walking Dead’. Man kunne jo håbe på, at folkene bag kunne puste nyt liv i de levende døde.

Jeg havde på forhånd to forhåbninger for denne nye søsterserie. For det første ville det gøre godt med nogle mere interessante og dybdegående karakterer i centrum for den nye fortælling. Realistisk set er Daryl og Michonne vel de eneste to personer fra ’The Walking Dead’, der ville leve længere end en forlænget weekend med zombier i baghaven. Og vel sagtens også de eneste, vi ville ønske, gjorde det.

I ’Fear The Walking Dead’ følger vi alenemoren Madison og hendes to børn, Nick og Alicia. Sønnen er en junkie drop out, og datteren er en lækker, kløgtig collegestuderene med en mørk kæreste. Da serien starter, er Madison ved at flytte sammen med sin nye kæreste Travis, der underviser på samme skole, hvor hun også selv arbejder. De to virker til at have helt almindelige kliché-konflikter for en sammensat familie. Madisons børn vil ikke anerkende den ellers sympatiske Travis som deres papfar, mens Travis’ ekskone og deres fælles søn er bitre over, at han har forladt dem til fordel for en ny familie.

Bortset fra junkien Nick fremstår resten af karaktergalleriet efter to afsnit til at være lige så intetsigende som alle dem fra ’The Walking Dead’. De forholdsvis ukendte skuespillere i de bærende roller har derfor endnu heller ikke fået en chance for at vise, hvad de dur til. Kim Dickens, der spiller Madison, har gjort det fremragende i serier som ’House of Cards’, ’Sons of Anarchy’ og ’Deadwood’ og senest budt Ben Affleck op til dans som byens lokale kriminalbetjent i David Finchers ’Kvinden der forsvandt’, men i denne omgang lader de gode scener vente på sig.

Min anden anke mod ’The Walking Dead’ er, at tv-serien ikke er uhyggelig nok. Zombierne er for længst blevet hverdag, og de menneskelige konflikter er heller ikke længere skræmmende nok til for alvor at udløse vores indre alarm. ’Fear The Walking Dead’ forsøger at dvæle ved den tilbageholdte spænding ved selve virusudbruddet, som vi blev snydt for i ’The Walking Dead’, hvor den klynkende hovedperson Rick blev skudt og lå i koma, mens verdenen gik til grunde.

Pilotafsnittet fra ’Fear The Walking Dead’ starter med, at Nick vågner op fra et fix i en efterladt kirke. Hans misbrugspartner er forsvundet, og han går ned gennem de mørke hellige gange for at lede efter hende. Til hans store rædsel finder han hende i et hjørne i færd med at gumle og gnave halsen af et forsvarsløst offer.

Da Nick træder ind i rummet, rejser hans tidligere veninde sig straks op og går til angreb på ham. Nick spurter ud fra kirken og bliver i sin skrækindjagende flugt fra kirkens rædsler ramt af en bil. Sammenstødet sender ham på hospitalet, hvor hverken lægerne, politiet eller familien tror på hans historie. Det er selvfølgelig stofferne, der taler.

’Fear The Walking Dead’ har, som man måske nok kan fornemme, ikke verdens mest originale åbning, og det havde klædt skaberne bag serien, Dave Erickson (’Sons of Anarchy’) og Robert Kirkman (’The Walking Dead’), at lade sig inspirere af den uhyggelige start fra computerspillet ’The Last of Us’, mystikken fra den franske serie ’The Returned’ og det tiltagende anarki i Zack Snyders ’Dawn of the Dead’-remake.

’Fear The Walking Dead’ forsøger sig efterfølgende med mere suspense i opbygningen af zombie-apokalypsen. Der er især blevet arbejdet hårdt for, at lydsidens ulmende bas skal virke faretruende. Her bliver der i den grad brugt både dybdeperspektiv og falske alarmer i jagten på gyset blandt publikum. Er det en zombie, eller bare en fuld haltende mand, der vakler sig gennem en kirkegård i billedets baggrund, da Madison kører hjem fra arbejde? Og hvorfor sidder hendes chef dødstille med ryggen til hende, da hun tjekker op på ham på hans kontor?

Søsterseriens helt store force er indtil videre, at publikum konstant er på tæerne, fordi vi ved mere end karakterne. Vi sidder spændt og venter på, hvornår vanviddet starter, og hvordan anarkiet mellem menneskeracen vil tage sig ud. Og foreløbigt er der ­– ligesom i ’The Walking Dead’ – intet tiltag til en forklaring på det altødelæggende virusudbrud.

Desværre bliver spændingen hurtigt afbrudt af adskillige telefonopringninger, hvor familiemedlemmerne skal tjekke op på hinanden. Og hvorfor er der heller ikke her nogen, der tør ytre ordet ’zombie?’ Teenagere ser Youtube-videoer af en mand, der bider politibetjente i halsen og bliver skudt utallige gange i kroppen, uden at det bremser hans jagt på mere kød, men alligevel er der ikke en eneste af dem, der foreslår, om han kunne være en levende død.

Det er lidt for tidligt at begrave ’Fear The Walking Dead’, men foreløbigt lykkes det ikke for alvor at puste nyt liv i de halvdøde handlingstråde fra originalen.

Kort sagt:
AMC’s ’Fear The Walking Dead’ dvæler ved den indledning, som man sprang over i ‘The Walking Dead’. Umiddelbart er serien dog blot en billig lillesøster, der ligesom forgængeren glemmer at give sig tid til god gys og karakterfordybelse.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.