‘Show Me a Hero’

Når det kommer til tv-serier, snakker alle om ’gode karakterer’. En kemilærer, der bliver narkobaron, en politianalytiker, der er seriemorder, en gangster, der går til psykolog. Fed karakter, mand!

Men David Simon går ikke op i karakterer, han går op i mennesker. Ægte mennesker sat i ægte dilemmaer, hvor de handler, som mennesker ville gøre, frem for som brikker i en manuskriptforfatters skakspil. Hvad betyder det for mennesker at være født og opvokset i Baltimores slum (’The Wire’ og ’The Corner’)? Hvordan påvirkede Hurricane Katrina indbyggerne i New Orleans (’Treme’)? Hvordan var det, for helt almindelige amerikanske soldater, at køre forrest i invasionen af Irak (’Generation Kill’)?

Simon bliver ellers som regel hyldet for sin evne til at hudflette strukturer og systemer, forståeligt nok, for hans blik for de store perspektiver er uovertruffen. I både ’The Wire’ og ’Treme’ viste den 55-årige journalist og manuskriptforfatter på nuanceret vis, hvad forbindelsen er mellem politik, bureaukrati og individuelle beslutninger, hvad der konstituerer et (bunduretfærdigt) samfund, og hvordan magtelitens beslutninger får katastrofale konsekvenser for underklassen. Vand er ikke det eneste, der løber nedad.

Men hans egentlige mesterskab – det, der løfter ham over banale propagandister og op på kunstnerisk niveau med socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh – er hans oprigtige interesse for de mennesker af kød og blod, der kommer i klemme i systemet, og hans evne til at skildre dem med værdighed og varme.

Det gælder også hans nye miniserie, ’Show Me a Hero’, der kræver en vis tålmodighed og er knap så dramatisk som eksempelvis ’The Wire’, men som med sin medrivende historie bygget over autentiske begivenheder er hele indsatsen værd. Og mere til.

I centrum står den unge politiker Nick Wasicsko (Oscar Isaac), der er et begavet byrådsmedlem i byen Yonkers i staten New York, da en opsigtsvækkende krise bryder ud i slutningen af 80’erne. Yonkers bliver pålagt at bygge 800 almene boligbyggerier til den fattige (læs: sorte) del af befolkningen i byens pæne (læs: hvide) kvarterer, hvilket skaber opstand blandt den hvide middelklasse. »De lever ikke som os, de vil ikke det samme som os«, som den midaldrende Mary Dorman (Catherine Keener), der bliver en af de mest indædte modstandere af planerne, udtrykker det.

Det interessante ved Nick Wasicksko er, at han ikke er en idealistisk figur. Faktisk går han til borgmestervalg på at få bremset det statslige påbud, men da han som blot 28-årig bliver udnævnt til den yngste borgmester i Yonkers’ historie, erkender han, at modstanden er en Sisyfos-kamp, som ender med at ruinere byen. Nick er en pragmatiker, der bliver idealist ved et tilfælde. »For første gang i mit liv er jeg på den rigtige side af noget«, konstaterer han, mens de folkelige protester bliver heftigere og heftigere, anstiftet af Wasickskos rival, populisten Henry Spallone (Alfred Molina).

I retten stadfæster dommeren (Bob Balaban) påbuddet med en pointe om, at målet ikke er at skabe martyrer og helte, men at få sat nogle huse i jorden. Hverken mere eller mindre. Alligevel bliver Wasicksko en slags modvillig helt, mens man samtidig aner, at de upopulære beslutninger for fællesskabets bedste fører til personligt stormvejr for den unge politiker. Som F. Scott Fitzgerald skrev: »Show me a hero, and I’ll write you a tragedy«.

Amerikansk films måske mest spændende yngre ansigt lige nu, Oscar Isaac, spiller Nick med charme, underspillet humor og tilpas temperament, så man lever sig stærkt ind i hans bestræbelser. Fraværet i debatten af dem, det hele handler om – den sorte del af befolkningen – skriger til himlen, men selvfølgelig ikke i Simons serie. Uden at romantisere ghettoen giver han os et empatisk indblik i de prøvelser, de sorte går igennem i the projects, hvor de bor – fra en svagtseende ældre hjemmehjælper til immigranter, enlige mødre med misbrugsproblemer og opportunistiske pushere som taget ud af ’The Wire’.

Alle ville uvægerligt have haft en bedre chance i livet, havde de boet andre steder end i ghettoens dårligdomsspiral.

Paul Haggis (’Crash’, ’In the Valley of Elah’) instruerer afdæmpet og med fin flair for de sepia-farvede 80’ere, men også stilistisk mærker man umiskendeligt David Simon, ikke mindst i de atmosfæriske montagesekvenser a la dem, der gav en klump i halsen i både ’The Wire’ og ’Treme’, i ’Show Me a Hero’ fremtrædende tilsat tonerne af Bruce Springsteen.

Simon, Haggis og Lisa Belkin, der har skrevet bogforlægget, illustrerer, hvordan folkedomstolen kan være den værste modstander i kampen for social forandring: Populismens grimme ansigt er skåret i frygt.

Det er en mere kompleks pointe end som så i lyset af den aktuelle situation i USA, hvor protesterne mod raceuretfærdighed i Baltimore og Ferguson skaber livsnødvendig opmærksomhed, mens domstolen på den anden side egenhændigt har indført retten til ægteskab for homoseksuelle uden at spørge hverken de enkelte stater eller befolkningen til råds.

Som vi har set i både ’The Wire’ og ’Treme’, er David Simon dybt optaget af, hvordan noget så usexet som byplanlægning og boligområder determinerer menneskers skæbner og derfor er et værdifuldt værktøj for magten, der har interesse i at fastholde status quo. Og hvem andre end Simon ville kunne få en seks timers spænding ud af noget så (undskyld, alle byplanlæggere derude) røvsygt uden at miste blikket for nuancerne?

’Show Me a Hero’ er den fatale forhistorie for de konflikter, der bryder ud i lys lue i dag. Som en tv-seriernes kongesociolog nedbryder David Simon blændværket om den amerikanske drøm, for ideen om, at alle har et lige udgangspunkt for at forfølge deres mål, klinger hult, når man sidder i en faldefærdig étværelses lejlighed med tre børn og omgivet af håbløshed. Men som tv-seriernes kongehumanist nærer Simon samtidig en tro på, at forandring er mulig til trods for umulige odds – en tro på de mennesker, der befolker hans fortællinger.

Det er endnu en mesterlig serie fra hans hånd. Mere ligefrem og enkel end hans store hovedværker, men ikke mindre relevant, rørende, oprørende.

Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.