‘Sommeren ’92’

Jeg var ni år og bidt af en gal fodbold, da Danmark vandt EM i 1992. Jeg optog både semifinalen og finalen på vhs, og jeg så dem jævnligt i årene efter, selvom overraskelserne var få.

Filmen om begivenhederne er en gennemvædet nostalgisk oplevelse, der varmer helt ind i knoglerne, når man tydeligt husker anekdoterne om, hvordan minigolf, McDonald’s og Michael Laudrups fravær var vejen til EM-guld. Instruktør Kasper Barfoed og manuskriptforfatter Anders August har dog også løftet historien, så den taler til andet end den ukritiske klaphat.

Centrale spillere som Peter Schmeichel, Flemming Povlsen og Henrik Store Larsen er reduceret til statister, for ’Sommeren ’92’ er Richard Møller Nielsens historie – det fynske bøgetræ, der langt fra var førstevalg som succestræneren Sepp Pionteks afløser, og som med sin defensive spillestil og lidt bryske facon hurtigt blev upopulær i pressen.

Ulrich Thomsen fanger Ricardos underspillede varme med et intelligent glimt i øjet, og det er en udpræget fornøjelse at se ham sammenligne holdets spillestil med sin bedstemors korset foran de måbende journalister eller modstræbende tage imod råd fra sin consigliere, holdleder Kaj Johansen (Henning Jensen).

Det er i høj grad Thomsens fortjeneste, at vi får et nervepirrende omdrejningspunkt i denne klassiske fortælling om den misforståede underdog, som viser sig at have sandheden på sin side. Tragedien om Richard Møller Nielsen er, at selv da holdet havde vundet dansk fodboldhistories største sejr, blev han stadig ikke anerkendt. Han vandt ikke prisen som Danmarks bedste træner det år. Til gengæld blev han kåret som verdens bedste.

På den måde gemmer der sig en elegant nationalkritik i den ellers begejstrede rød-hvide fortælling. Filmen tager Richard Møller Nielsen velgørende seriøst som menneske, men kun halvt om halvt som træner. Vi overværer ham rumstere med brikkerne på taktiktavlen, men hans taktiske geni kommer aldrig til sin ret. Det er mere ’Cool Runnings’ end ’Moneyball’.

Laudrup-brødrene spiller naturligt nok rollen som Ricardos antagonister, men det er Kim Vilfort (Mikkel Boe Følsgaard), der fylder mest blandt spillerne. Forståeligt, for her har vi en mand, som måtte rejse hjem til sin dødsyge datter midtvejs i turneringen, men som på hendes opfordring kom tilbage og scorede det andet mål i finalen. Følsgaard er som altid nærværende i den basalt bevægende sidehistorie.

Stilistisk er filmen flagrende. Scenerne, hvor truppen er samlet, emmer ikke af naturligt liv, man kunne godt have undværet de kække spillerintroduktioner, og afrundingen føles abrupt.

Men når man tænker på de udbredte skeptiske miner, da filmen blev annonceret, sejrer den ligesom Danmarks EM-helte mod alle odds. At mine gamle vhs’er for længst er blevet ubrugelige, er ikke længere et tab. Nu har ’Sommeren ’92’ taget deres plads.