‘X + Y’
Da hovedperson i ’X+Y’, teenagedrengen Nathan Ellis, er ude og rejse med sit matematikhold, får han hjemve og ringer hjem til sin lærer.
Læreren: »Det er kun 14 dage. Og hvad er 14?«
Nathan: »Det er et positivt heltal«
Læreren: »Så synes jeg, du skal tænke positivt. Og hvad er 14 kvadratroden af?«
»196«, svarer Nathan, for han er autist og finder derfor trøst i mønstre og regler. Telefonsamtalen mellem læreren og Nathan er kendetegnende for hele filmen, hvor teenagedrengen prøver at navigere i sine følelser ved at sætte dem på matematisk formel.
’X + Y’ er en atypisk coming-of-age film om Nathan Ellis, der udover at være autist også er lidt af et matematikgeni. Ligesom Billy Elliott har han en særlig interesse og ét bestemt mål, han stræber efter igennem hele filmen: At komme til OL i matematik. Men selv for et barn med særlige evner kan det være svært at opnå, især når man har problemer med at begå sig socialt i en gruppe af andre, lige så stræbsomme matematik-børn.
Udover teenageudgaven af Nathan møder vi ham også som barn i en række flashbacks, hvor vi får forhistorien om hans autisme, men også bliver introduceret for en anden skelsættende begivenhed i hans liv – bilulykken, hvor faderen dør. Filmens instruktør har nemlig ikke kun valgt at fortælle historien om, hvad det vil sige at være et barn med særlige evner, men også en lang række andre bihistorier, der er så overvældende i antal, at de truer med at kvæle hovedhistorien.
Udover historien om Nathans problemer med faderens død og hans matematikdrømme skal vi også høre om moderens indlæringsproblemer med matematik og hendes romance med Nathans lærer, Martin. Martin lider af sklerose, er selv et mislykket matematikgeni og nå ja, han har også et problem med stoffer.
Nathans kinesiske veninde fra matematikholdet lider under at være i familie med lederen af det kinesiske OL-hold, hun skal hele tiden bevise, at hun faktisk er dygtig nok og ikke kun udvalgt på grund af nepotisme. Hendes spirende kæresteforhold til Nathan giver problemer, en anden pige på holdet er en sladderhank, og Nathan skal også forholde sig til, at den anden autist på holdet er en cutter, fordi han føler sig udenfor. Og så har jeg slet ikke nævnt den last-minute-rescue, der til sidst bliver smidt oven på som kirsebærret på en alt for overpyntet isdessert.
’X + Y’ er en sød film. Hvis man er grådlabil, kan man sagtens knibe en tåre over de mange triste skæbner i filmen, men overordnet set bliver fortællingen for rodet, ujævn og overfladisk, fordi instruktøren ikke har formået at redigere stoffet. Alle hans darlings har fået lov til at leve, og det er en skam, for filmen havde stået meget stærkere, hvis han havde fortalt lidt mindre.
Kort sagt:
’X + Y’ er lidt ligesom ’Billy Elliott’. Bare med autist og matematik i stedet for en almindelig dreng og ballet. Filmens hovedperson, Nathan, drømmer om at komme til Ol i matematik, mens han kæmper med at håndtere de svære teenagefølelser. Filmen er rørende, om end en anelse rodet.