Benicio Del Toro slog igennem i en film, hvor hans rolle var betydningsløs. I ‘The Usual Suspects’ fra 1995 var han den lade verdensmand Fenster, som i sidste ende ingen rolle spiller for plottets twists and turns, hvilket Del Toro og instruktør Bryan Singer så udmærket vidste. Og derfor kunne de jo lige så godt have så meget sjov med figuren som overhovedet muligt.
Det siger meget om Del Toros fysiske nærvær og talent, at han alligevel er noget af det, man husker stærkest fra filmen. Og her 20 år senere står den 48-årige puertoricaner stadig som en af Hollywoods dygtigste karakterskuespillere, en mand, der kan tilføre skæv, uforudsigelig charme til snart sagt enhver rolle (som i ‘Inherent Vice’ og ‘Basquiat’), men som også kan tjene som et sympatisk anker for fortællingen (‘Traffic’). Kan man egentlig komme i tanke om en mere badass cool type i den amerikanske filmverden? Det skulle lige være Joaquin Phoenix.
Da vi møder Benicio Del Toro i Los Angeles, bringer han sin umiskendelige karisma med ind i rummet. Han er intens, taler meget langsomt og fastholder blikket. Hans karakteristisk afslappede kropsholdning og let slidte ansigt indikerer, at han ikke er, som skuespilstjerner er flest.
Del Toro er aktuel i canadiske Denis Villeneuves narkothriller ‘Sicario’, hvor han spiller den gådefulde hitman Alejandro, der sammen med en ung FBI-agent (Emily Blunt) og en regeringschef (Josh Brolin) danner en specialenhed, som drager på en hemmelig mission i kampen mod de mexicanske karteller.
‘Sicario’
Det er en rolle, der ånder gennem Del Toros usædvanlige kombination af det farlige og sympatiske. Når han er rolig, frygter man altid, at eksplosionen kan komme, hvornår det skal være, og i ‘Sicario’ er man hele tiden i tvivl: Er Alejandro, der selv har dybe personlige ar som følge af narkokrigen, helt eller skurk?
»Måske anser vi ham for at være en helt, fordi han arbejder på at stoppe det store narkoproblem«, siger Del Toro. »Men der er to sider af sagen: Der er dem, der efterspørger narkoen, og så er der dem, der forhandler det. Det er blevet fuldkommen kaotisk, og vi forstår godt, hvorfor han er så skruppelløs på grund af det, han har været igennem. Man kunne på sin vis godt sige, at han er en helt, fordi han forsøger at stoppe en kriminel narkobaron. Men han er ikke helt uplettet i sin helterolle«.
Hvordan opbygger du en karakter som Alejandro?
»Han er en hitman på et hævntogt, så jeg brugte en japansk historie, jeg havde læst om en samurai, som inspiration til rollen. I det øjeblik, samuraien står foran den mand, som han er sendt ud for at dræbe, spytter han i stedet på ham. Han bliver alt for følelsesladet til at kunne dræbe ham. Hans følelser kommer i vejen. Jeg blev ved med at tænke på den historie, da jeg skulle spille denne karakter, for jeg vidste, at han skulle dræbe mange mennesker. Jeg tænkte hele tiden på den samurai, der ikke kunne gøre sit job, hvis han lod sig styre af sine følelser. Alejandro er på samme måde, så Denis Villeneuve og jeg arbejdede meget fokuseret på, at han skulle være tavs«.
‘Sicario’
Hvad har du lært om narkohandel og måden, den bekæmpes på, i forberedelsen til ‘Sicario’?
»Jeg har lavet mange film om emnet, og jeg har været med til at belyse narkoproblemet fra mange forskellige vinkler. Jeg har spillet fyren, der er afhængig af narko (i Susanne Biers ‘Things We Lost in the Fire’, red.). Jeg har spillet fyren, der prøver at stoppe narkohandel i ‘Traffic’. Jeg har spillet en medarbejder til en narkohandler i ‘Savages’, jeg har spillet narkobaronen Pablo Escobar, og nu spiller jeg så fyren, der vil have hævn.
Gennem de her film er der én ting, som jeg har lært om narkoproblemet, fordi jeg har mødt mange mennesker, der er involveret i denne ‘krig’ som DEA-agenter og politifolk. Jeg kender folk fra dengang, jeg lavede ‘Traffic’, og jeg ringede til dem og blev opdateret, da jeg skulle lave ‘Sicario’. Jeg har lært, at efterspørgslen og udbuddet af narko ikke har ændret sig i de seneste 30 år på trods af den indsats, man gør. Der er nye taktikker, man sætter i kraft. Man har for eksempel gjort marihuana lovligt til medicinsk brug, og man bør udforske flere metoder, for den gamle skole virker bare ikke. Overhovedet«.
Alejandro er en ret tung og plaget karakter. Hvordan giver du rent psykisk slip på sådan en rolle, når arbejdsdagen er slut?
»Jeg har ikke en opskrift eller en pilleløsning. Jeg lytter til musik, og jeg læser. Jeg plejer ikke at tage min karakter med hjem, når jeg har fri. Jeg er godt klar over, hvad jeg laver, og jeg tager ikke pistolerne med hjem. Jeg erindrer ikke nogen mareridt, hvor jeg er vågnet op midt om natten. Vi optog meget af filmen i New Mexico, og der var et par gange, hvor jeg tog ud til University of New Mexico og mødte basketballtræneren for bare at snakke om ting, der intet havde med mit arbejde at gøre. Holdet i New Mexico hedder The New Mexico Lobos, og banen hedder The Pit og er meget berømt og ligger i en fed bygning«.
‘The Usual Suspects’
Det er 20 år siden, du slog igennem i ‘The Usual Suspects’. Hvilke råd vil du give til unge talenter, der gerne vil følge i dine fodspor?
»Jeg vil lægge ud med at sige: Lad være! De skal ikke gøre det. Man bliver afvist så mange gange, når man forsøger at få et job som skuespiller. Hvis man studerer til at blive læge eller sygeplejerske, så vil man næsten med sikkerhed finde et job, mens man kan uddanne sig til skuespiller og være dygtig uden at finde et arbejde i flere år«.
Men er det, fordi branchen har ændret sig gennem den tid, du har været en del af den?
»Nej. Det er, fordi det er meget svært. Der er så mange ting, der skal falde på plads, hvis man vil arbejde med film. Man kan ikke bare studere, og så har man automatisk et arbejde bagefter. Man er nødt til at være meget motiveret. Hvis man drømmer om at få en karriere som filmskuespiller, skal man gøre det, fordi man elsker det og ikke ville være god til noget som helst andet.
‘Sicario’
Det er derfor, jeg vil lægge ud med at sige, at man ikke skal gøre det, og hvis man ikke kan lade være, så er det bare sådan. Man skal forberede sig på at blive afvist igen og igen. Udadtil ser det ud, som om jeg altid har arbejdet med film, men der var en tid, hvor jeg kørte fra den ene ende af Los Angeles til den anden i flere uger og måneder uden at blive hyret. Der var mange i min omgangskreds, der rådede mig til at lave noget andet, og man kan ikke undgå at begynde at tvivle på sig selv.
Så man er nødt til at være standhaftig og vide, hvad man vil og gå efter det. Det er det allervigtigste«.
Du taler om at have fået mange afslag, og du fik først succes i en moden alder. Hvad var det, der fik dig til at holde ved og tro på dig selv?
»En af grundene var, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg havde investeret meget i det, og jeg havde fået flere småjobs, selv om der var perioder, hvor jeg slet ikke arbejdede. Men jeg nød det virkelig, og jeg nyder at fortælle en historie på film. Jeg var ikke så bange for, at det ikke ville ske, for jeg nyder at spille skuespil, så jeg ville have fundet arbejde på et lille teater eller lavet mimearbejde eller et eller andet fagrelateret. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers kunne foretage mig. Jeg var nok ret heldig«.
Læs vores anmeldelse af ‘Sicario’ HER.