Leonardo DiCaprio om ‘The Revenant’: »En af de mest unikke filmoplevelser i moderne tid«

Leonardo DiCaprio om ‘The Revenant’: »En af de mest unikke filmoplevelser i moderne tid«

‘The Revenant’ er af indlysende årsager en af årets mest imødesete film.

Den virkelighedstro fortælling om pelsjægeren Hugh Glass, der under en udflugt til ødemarken angribes af en bjørn og må overleve under umenneskeligt barske omstændigheder, er skabt af sidste års mexicanske Oscar-vinder, Alejandro González Iñárritu, og har ingen ringere end Leonardo DiCaprio i hovedrollen.

Gisningerne går naturligvis på, om Iñárritu kan gentage sidste års Oscar-triumf med ‘Birdman’ (en præstation, der i så fald vil indskrive ham i rekordbøgerne), og om den fire gange Oscar-nominerede Leonardo DiCaprio vil have heldet med sig denne gang?

Oven i hatten har den billedsmukke og tænderskærende trailer tidligere blæst os bagover, men bedst som man ikke troede det muligt, fik Leonardo DiCaprio i et interview med Yahoo Movies skudt forventningerne til ‘The Revenant’ yderligere i vejret:

»Publikum kommer til at få en af de mest unikke filmoplevelser i moderne tid«, sagde DiCaprio og adresserede flere steder i filmen, der tvang den ellers hårdhudede skuespiller ud i torvene.

»Jeg kan nævne 30 eller 40 scener, der var noget af det sværeste, jeg nogensinde har skulle gøre i en film. Det kan være at gå ud på frosne floder, at sove i dyre-kadavere eller at spise det, jeg gjorde på settet. Jeg frøs konstant og var hele tiden med risiko for at få hypotermi (unormalt lav kropstemperatur, red.)«.

I Danmark må vi hente helt til 21. januar med at oplevelse DiCaprios fysiske trængsler og Iñárritus billedmagi på det store lærred, men i USA har ‘The Revenant’ premiere allerede 25. december – og det er blot en uge efter, at årets utvivlsomt mest ventede film, ‘Star Wars: The Force Awakens’, har ramt alverdens biografer. Det faktum bekymrer dog ikke DiCaprio:

»Der er altid plads i toppen. Jeg kommer også selv til at stå i kø til ‘Star Wars’. Det, der er så fantastisk ved den tid på året, er, at de ofte gemmer det bedste til sidst. Og forhåbentlig betyder det, at flere folk har lyst til at gå i biografen«, sagde skuespilleren.

»Jeg kunne aldrig finde på at tro, at vi kunne konkurrere med ‘Star Wars’ – det er noget, der er forankret i ores kulturelle DNA. Men jeg tror, at når folk begynder at høre om den her film, så får de lyst til at se den. Det kan vi i hvert fald håbe på«.

Også Tom Hardy og Domhnall Gleeson (‘Ex Machina’) medvirker i ‘The Revenant’, der som sagt har dansk premiere 21. januar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af