‘Mr. Robot’

Deres blikke er ubestemmelige og ikke helt til at placere. De bærer rundt på attachemapper i samme materiale som deres sko, samme nuance som deres bukser og samme mærke som deres lange, sorte frakker. Det er med mændene i frakkerne, som det er med Lucifer. Deres største bedrift er at narre menneskene omkring dem til at tro, at de ikke eksisterer.

I Sam Esmails originale hackerdrama ’Mr. Robot’ er de sorte mænd hele tiden til stede, men deres eksistens er lige så ubestemmelig som deres blikke. De er måske, måske ikke en del af computerprogrammøren Elliots vrangforestillinger.

Elliot arbejder med sikkerhedstjenester hos it-selskabet Allsafe om dagen, men om natten hacker han de mennesker, han kender. Han har problemer med at huske og er ikke i stand til at etablere sammenhænge uden nuancer af paranoia. Hans helt store fjende er mediekonglomeratet E Corp, som administrerer 70 procent af amerikanernes gæld, mens virksomhedens ledelse guldranes. Elliot mistænker, at selskabet har en andel i hans fars død.

’Mr. Robot’, der var en af sommerens mest omtalte serieoverraskelser i USA, er et dunkelt drama med en upålidelig fortæller, der tager en fragmenteret, digitaliseret verden under lup.

Miljøet er et klamt og klaustrofobisk New York, der kontrasteres af storkapitalens sterile kontorer. Billedsiden er spændende og stiliseret, skudt i aparte kompositioner, der næsten vælter, så følelsen af ubalance sætter sig i tilskueren som et ekko af Elliots mentale ubalance og den mere generelle ubalance i samfundet.

For det er en trøstesløs verdensorden, der udspiller sig i ’Mr. Robot’. Og møntfoden er hemmeligheder. Dem finder Elliot, når han sætter sig foran computeren og vandrer gennem hackerens digitaliserede verdenskort af 1-taller og 0’er. Han er socialt afstumpet, men skærmen er hans helle. Han kan ikke gennemskue andre mennesker, men forstår, at de grundlæggende er egenrådige. De er alle dem selv nærmest.

Undtagelserne lærer han at holde af, og de optræder som biroller i serien. De er tegnet uden samme tæft, men Michel Gill har karisma i rollen som Allsafes driftige og menneskelige CEO, Gideon. Han spiller en lignende rolle som præsident i ’House of Cards’, og netop Netflix-serien er en reference for fremstillingen af et samfund, der propelleres fremad af et intrigant og kalkuleret magtmisbrug, mens ofrene kastes under bussen, toget eller bagbindes i bilens bagagerum.

Men den store stjerne er Rami Malek, der spiller Elliot. Hans tomme, monotone fortællerstemme binder serien sammen, og han er knugende i scener, der lader hans angstfulde øjne trække seeren helt ind i hans paranoia.

Seriens plot er lige så uforudsigeligt som fortælleren, og der er mange overraskelser i vente. Kerneplottet og birollernes fortælletråde har sine problemer, men seriens sjæl er Malek i rollen som hackeren, der reduceres til et spøgelse. For bange for mændene i sort til at spørge andre, om de egentlig eksisterer.