‘The Club’

5 6
‘The Club’

En knoglerislende, stiv vind blæser langs Chiles kyst og fryser ens varme blod til is i Pablo Larraíns ’The Club’. Med få virkemidler og alt det usagte ulmende lige der under havoverfladen orkestrerer ’No’-instruktøren mesterligt en fortælling om fortielsens råddenskab, den katolske kirke og hundevæddeløb. Ja, det var hundevæddeløb.

Der i byen La Boca på kysten, i en ældre villa med udsigt til havet, lever fire mænd side om side. Dagene går med at se sæbeoperaer i fjernsynet, spise god mad, drikke vin og træne deres greyhound til det næste væddeløb. Ved solnedgangstid svinger Fader Vidal, en af husets beboere, en pelstot for enden af en lang pind i cirkler på stranden, så hunden løber og springer op efter den. Dagens sidste, rødblå solstråler kaster i fotograf Sergio Armstrongs optik et impressionistisk lysskær over sceneriet, og alt ånder vel nærmest ro og idyl. På overfladen, vel at mærke.

De fire midaldrende mænd opholder sig nemlig ikke i strandvillaen af fri vilje. De er alle ekskommunikerede katolske præster, der er tvungent til at bo sammen under opsyn af Søster Mónica og isoleret fra resten af den lille by. Hun spilles af instruktørens kone Antonia Zegers, der med et skælmsk Mona Lisa-smil og en muselille stemme vækker øjeblikkelig interesse for den gådefulde Søster.

Med synder som ulovlig babyhandel, krigsforbrydelser under Pinochets regime og seksuelt misbrug på samvittigheden repræsenterer de fire præster den katolske kirkes kulsorte samvittighed. De er symptomatisk stuvet af vejen. Taget hånd om. Tiet ihjel. Men ikke dømt. Det samme gælder husets femte mand – den just ankomne Fader Lazcano. Han er dog knapt trådt over dørtærsklen, før den højtråbende og papvinsberusede mand Sandokan dukker op uden for husets havelåge og begynder at messe sit udpenslede anklageskrift mod sin barndoms præst.

Det er eksplicit kvalmende og Fader Lazcano kvitterer med at skyde sig en resolut kugle for panden lige foran manden. Effektivt chok. Og så kommer den hengemte præsteklub ellers under lup i en intern kirkeundersøgelse ledet af en af ’de der moderne præster’, som Søster Mónica udtrykker det mistroisk.

Stemningen er af den fortættede og galgenhumoristiske slags i Pablo Larraíns indignerede, femte spillefilm. I ’The Club’ udstiller han den forlorne dobbeltmoral, der til stadighed gennemsyrer den katolske kirke. Lige så snart Lazcano har blæst sin skyldbetyngede hjerne ud, og blodet flyder ned af trappen til offentligt skue, skrubber Søster Mónica trinene rene. Nok er sporene slettede, men gerningen fandt ikke desto mindre sted. Kirkens fortielsesmantra er lig de nytteløse, uendelige cirkler, greyhounden spæner rundt i på stranden.

Målet skyr ingen midler, når den aparte klubs medlemmer for alt i verden vil opretholde deres lidt for behagelige kysttilværelse. Under angreb fra den moderne præst Fader Garcia, der både stiller spørgsmålstegn ved, om de overhovedet angrer deres fortids synder og truer med at fratage dem deres elskede væddeløbshund, brygger de fire sorte får og Søster Mónica en grum plan sammen.

Filmens koldt-brutale klimaks buldrer stadig urovækkende i maven, og de på én gang både sørgelige, uhyggelige og groteske karakterer aftvinger til slut et nervøst fnis. At Pablo Larraín så spidsfindigt indfanger alt det, der er i vejen med den katolske kirke, og samtidig gør den symbolladede fortælling lige så gruopvækkende som bistert morsom, lover udelukkende godt for det fremtidige output fra den chilenske instruktør.


Kort sagt:
’The Club’ er en snigende, men velplaceret lige højre i fjæset på Chiles katolske kirke, hvis labyrintiske net af løgne afsløres med foruroligende nøgternhed og ironisk bid af Pablo Larraín.

Spillefilm. Instruktør: Pablo Larraín. Medvirkende: Roberto Farías, Antonia Zegers, Alfredo Castro, Alejandro Goic, Alejandro Sieveking. Spilletid: 98 min.. Biografpremiere: Den 29. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af