CPH:DOX: ’Cartel Land’

Da lemmer sprang til øst og vest, og afhuggede hoveder blev hæftet på skildpadder i ’Breaking Bad’, kunne man måske spørge sig selv, om de mexicanske kartelkrige virkelig var så slemme. ’Cartel Land’ giver svaret: De er langt, langt værre.

I virkelighedens Mexico dræber gangsterbander civile landmænd i hobetal for at true gårdejerne, torturerer unge piger og slynger babyer mod klipper, indtil livet har forladt dem. De gør det mellemamerikanske land til helvede på jord, og de møder snarere støtte end modstand hos statens korrupte autoriteter.

Det er denne djævelskab, der ligger til grund for det folkelige oprør, som Matthew Heineman med kuglerne fygende om ørerne skildrer i ’Cartel Land’. Den såkaldte Autodefensa-gruppe ledes af den gådefulde Dr. Mireles, der med sine sært joviale dundertaler hverver småbyernes simple mænd til frontlinjen og orkestrerer hævnaktioner mod bandernes diabolske spidser.

Gennem Heinemans evigt tilstedeværende kamera placeres vi direkte i skudlinjen, som var ’Armadillo’s afghanske slagmarker udskiftet med sprængfarlige mexicanske gyder. Man hører skrigene, skuddene og patronerne, der hviner i luften, og man mærker frygten i kameraets dirrende bevægelser. Det er som at kæmpe i krigen selv.

Og alligevel lykkes det Heineman at nuancere konflikten og blande de sort-hvide fronter sammen i en grå, mudret helhed. Autodefensa ligner længe en himmelsendt hær på en ædel mission, men efterhånden spirer ondskaben som ukrudt fra organisationens hjerte: De henretter syndere uden rettergang, torturerer mænd, der er under spinkel mistanke, og banker de tilfangetagne gangsterbosser ud fra middelalderlige idealer om øje for øje, tand for tand.

Hvad skal man føle, når to forbrydere med myriader af liv på samvittigheden tages til fange og råbankes af mænd, hvis familiers liv de har taget? Får de blot som fortjent? Ender voldens cyklus nogensinde? De modstridende følelser gør oplevelsen stærk.

Men ’Cartel Land’ gør større indtryk i isolerede momenter end som helhed, takket være den overflødige amerikanske sidehistorie, hvor en flok rednecks patruljerer de amerikanske grænser for at holde »de skide gringos« på afstand af USA. Historien virker parentetisk i sammenligning med den blodige kartelkrig på den anden side af grænsen, men ikke desto mindre har den tiltusket sig omtrent halvdelen af filmens spilletid.

Det omfattende fokus på de autodidakte grænsesoldater føjer intet til den mexicanske historie, hvor forsøget på at løse mysteriet Dr. Mireles efterlades en smule uforløst.

Filmens to bedste scener er den første og den sidste, hvor en flok maskeklædte mænd koger metamfetamin i ørkenen og ærligt siger, at de ville lave noget andet, hvis de kunne. Det er dokumentarisk guld fra Mexicos mørke hjerte.