CPH:DOX: ’London Road’
Kan du lide at udforske den komplekse virkelighed gennem dokumentarfilm, sætter du pris på gode thrillers, nynner du med på musicalsange, og kan du lide Tom Hardy?
Ja, så har du en alsidig filmsmag, men først og fremmest: Du vil elske ’London Road’. Det er nemlig et sært potpourri af alle disse elementer (bevares, Hardys rolle er ganske lille), og resultatet af denne pærevælling kan måske bedst beskrives som en social, surrealistisk doku-musical.
I 2006 blev fem kvinder over cirka halvanden måned fundet myrdet i den engelsk by Ipswich. Kvinderne havde det tilfælles, at de alle arbejdede som prostituerede på London Road – stedet, der var blevet byens red-light district. Den egentlige mordgåde med ofre og gerningsmand bliver dog hurtigt skubbet i baggrunden, mens lokalbefolkningens komplekse psykologi trækkes frem i spotlyset gennem iørefaldende musicalsange.
Dialogen i filmen synges simpelthen, og alle sangene er ordret baseret på politiets virkelige afhøringer af indbyggerne. Alt danses, skråles og er koreograferet. En akavet og forarget sætning som »Everyone is very, very nervous, um, and very unsure of everything«, loopes og remixes, indtil ordene sætter sig fast i hjernen, og ens fødder begynder at vrikke med. Og senere synger Tom Hardy som sørgelig taxichauffør »I’ve studied serial killers. It doesn’t mean I am one«: Han trækker vejret tungt og gentager så: »I am one«.
Det hele lyder måske som et underligt filmskoleeksperiment, og man kan da også rejse spørgsmål ved, hvorfor udtalelserne til politiet partout skal synges.
Men der er en mening bag galskaben. Det er nemlig klassisk verfremmdungseffekt, når usminkede englændere med indkøbsposer i hænderne stiller sig op i kollektiv koreografi under den grå og trøsteløse himmel. Det er både morsomt og grotesk at berette om en seriemorders gerninger gennem musicalens højsang og bombastiske overspil, men det giver mening, netop fordi kontrasten mellem det fremmedgørende og det genkendelige afspejler den følelse, man formoder, indbyggerne gik rundt med, idet deres nabo teoretisk set kunne være morderen.
»You automatically think it could be him«, synger to teenagepiger, mens de skuler på tjeneren, buschaufføren, alkoholikeren osv.
Når alt synges, står og falder filmen, som alle andre musicals, med, om sangene og koreografien er fængende. Desværre skyder filmen sit krudt af for tidligt og mister momentum halvvejs inde, hvor nogle scener låser sig fast i ensformigheden. De gode melodier fader ud, men heldigvis opretholdes de absurde scener. For eksempel da en tv-rapporter synger om, hvorvidt man kan sige »semen before teatime« på landsdækkende tv, og om ikke ’lovejuice’ er en god erstatning for ’semen’.
Selvom filmens bedste øjeblikke ligger i første halvdel, er den værd at se, fordi den gennem sin sammenblanding af genrer formår at fange lokalsamfundets ambivalente sindstilstand: Ganske vist er indbyggerne rædselsslagende over, at en seriemorder befinder sig i nabolaget, men samtidig hersker en stiltiende taknemmelighed for, at de prostituerede fjernes fra gaden.
Og så er det jo også lidt spændende, at der står tv-rapportere og kameramænd uden foran indkørslen.